I juli vil Kina opsende et nyt og over 20 ton tungt modul til den kinesiske rumstation Tiangong. I juni opsendte Kina en ny besætning (to mand og en kvinde), som i de kommende måneder har til opgave at udbygge rumstationen med hele to nye moduler.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient'er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I snart 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De står bag bogen 'Det levende Univers' og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk.
Desuden skal den videnskabelige satellit Lares-2 opsendes for det italienske rumagentur med en Vega-raket, og det sker - hold nu fast - fra den europæiske rumhavn Kourou, der ligger i Fransk Guyana.
Lares-2 skal foretage målinger, som kan efterprøve Einsteins almene relativitetsteori, og det sker ved meget præcise lasermålinger af satellittens bane.
Som næsten hver måned er der også i juli nye opsendelser af Starlink til nytte for internettet, Kina vil opsende nogle jordovervågnings-satellitter, og amerikanerne vil opsende en stor militær-satellit, som skal varsle om mulige raketangreb på USA. Det skal ske fra Cape Canaveral, USA, med en Atlas-raket.
Men måske bliver den allerstørste begivenhed denne måned den første prøveflyvning med verdens største raket, Starship, som er bygget af Elon Musk.
Raketten skal opsendes på en tur rundt om Jorden fra den private rumhavn Starbase i Texas.
Musk håber på en opsendelse i juli, men der er stadig nogle problemer, der skal løses, før de amerikanske miljømyndigheder vil give start-tilladelse.
Så om vi kommer til at opleve starten af denne næsten 5.000 ton tunge raket med 33 motorer i første trin allerede i juli er nok lidt usikkert.
Eventyret lever stadig
Nogle gange kan rumnyheder godt virke lidt for jordnære, som når vi skriver om militær rumfart, eller det overfyldte rum omkring Jorden samt om nye typer af rumskibe og anvendelser af rumfarten.
Men så en gang i mellem kommer der pludselig en nyhed eller et billede, der viser, at eventyret stadig lever, at rumfart ikke bare er politik og økonomi, men også udforskning af rummet.
12. juni tog Mars Roveren Perseverance netop et sådant billede, der viser et fantastisk Mars-landskab langt fra den flade slette, hvor roveren landede:
Nu er Perseverance dybt inde i et ældgammelt floddelta, som naturligvis for længst er udtørret, men hvor geologiske processer har skabt et meget fremmedartet landskab. Se bare stenen, der ligger oven på en klippeblok – hvordan mon den er kommet derop?
Det er meget usandsynligt, at stenen blev 'droppet' til sin nuværende placering. Mere sandsynligt er det, at vind gennem millioner af år langsomt har slidt klippen, som stenen hviler på, til sin nuværende form, så det ser ud, som om en sten hviler på klippen.
Vind er et kraftigt middel til erosion, og vi ved, at Mars er en blæsende planet. På den røde planet kan vi være vidner til dens magt over tid - og det selv i dag.
Også her fra Jorden ved vi, at vind-erosion kan spille en stor rolle, især i ørkenområder, der meget ligner Mars.
For et par milliarder år siden var deltaet måske fyldt med vand. Hvis der har været liv, har sporerne så overlevet til i dag? Det er netop et spørgsmål, Perseverance skal undersøge.
Efterhånden som vi bygger bedre og bedre rovere, der kan køre i et stadigt vanskeligere terræn, vil vi få flere af den slags billeder at se, som ikke bare viser flade sletter, men hvor der er kløfter og bjerge og måske en mere spændende geologi.
I hvert fald minder billedet os om, at rumfartens oprindelige idé var opdagelsesrejser for at udforske Solsystemet. Det er godt at huske, når der i dag skrives så meget om den politiske og økonomiske virkelighed bag rumfarten.
Kan man kapre et rumteleskop?
Krigen i Ukraine fortsætter med at trække sine spor i rumfarten. Vi nævner her et noget bizart eksempel, hvor ’hovedpersonen’ er det tyske rumteleskop eRosita.
Teleskopet blev i 2019 opsendt ombord på den russiske satellit Spektr-RG. Planen var, at eRosita, sammen med et russisk teleskop til måling af gammastråling, skulle udforske neutronstjerner og sorte huller.
Det gik godt med mange vigtige resultater – lige indtil krigen ændrede alt.
Som protest mod krigen lukkede tyskerne ned for røntgenteleskopet, og det bragte – ikke uventet - lederen af det russiske rumagentur Roskosmos, Dmitry Rogozin, op i det røde felt.
I juni udtalte han således på russisk TV, at nu ville russerne genstarte teleskopet, selv om det er bygget og ejet af det tyske Max Planck Institut.
Det åbner to spørgsmål: Er det teknisk muligt? Og er det lovligt?
Hvad angår det tekniske, så udtaler præsidenten for det russiske videnskabsakademi, Alexander Sergeev, at det er problematisk, da russerne hverken har bygget eller betjent teleskopet. Der er simpelthen en risiko for at beskadige teleskopet.
Overfor tidsskriftet Ars Technica melder de tyske eksperter om lignende bekymringer.
\ Om serien 'Rumfarten'
'Rumfarten' giver dig hver måned en oversigt over de vigtigste aktuelle rumfartsnyheder.
Her er forrige artikel i serien: Rumfarten i juni: Stort jordskælv målt på Mars, og Voyager 1 ved ikke længere, hvor den selv er
Følg også med i serien 'Kig op', der i starten af hver måned zoomer ind på de vigtigste astronomiske begivenheder på himlen og ude i rummet.
Her er sidste måneds installation i den serie: Kig op i juni: Sommer-trekanten bryder frem, og nattehimlen oplyses af glødende skyer
Men det blæser Rogozin på. Han mener, at den opgave klarer de russiske eksperter fra Roskosmos nemt.
Desuden benægter han ifølge The Science Times, at tyskerne har moralsk ret til at slukke for teleskopet, og det begrunder han med, at tyskerne har »pro-fascistiske synspunkter« svarende til russernes fjender (ukrainerne). Sådan.
Teknisk er det altså tvivlsomt, om teleskopet kan genstartes af russerne alene, men er det lovligt – og hvem skal så betale, hvis teleskopet bliver beskadiget under en genstart?
Juridisk er Spectr-RG en russisk satellit, og det giver russerne et godt udgangspunkt.
Begge parter har dog pligt til at vise hensyn og ikke genere eller blokere for den videnskabelige forskning. Men det er helt klart en situation, ingen har forudset.
Det er i hvert fald et helt uafklaret spørgsmål, hvorvidt russerne har ret til bogstavelig talt at kapre det tyske røntgenteleskop.
Et andet konfliktområde er de Starlink-satellitter, som Elon Musk har stillet til rådighed for Ukraine for at sikre deres forbindelse med internettet.
Musk har fortalt, at russerne har forøget deres forsøg på at genere Starlink-satellitterne – men at det hidtil stort set er lykkedes at beskytte satellitterne mod både jamming og hacking. Men det er heldigvis stadig en konflikt på et forholdsvis lavt niveau – meget langt fra en egentlig krig i rummet.
\ Læs mere
NASA skal undersøge UFO-fænomenet
Til efteråret vil NASA begynde et ni måneder langt studie af det fænomen, der er mest kendt under navnet UFO'er, men som nu kaldes for UAP (Unidentified Aerial Phenomena).
Navneændringen skyldes, at UFO'er ofte forbindes med fremmede rumskibe, men som NASA selv understreger, er der intet bevis for, at fænomenet har noget at gøre med rumskibe fra andre kloder.
Undersøgelsen skal ledes af astrofysikeren David Spergel fra Pinceton University og Daniel Evans fra NASA's Science Mission Directorate. Spergel siger om opgaven i en pressemeddelelse fra NASA:
»I betragtning af de få observationer er vores første opgave simpelthen at indsamle det mest robuste sæt af data, vi kan. Vi vil identificere, hvilke data - fra civile, regeringen, non-profitorganisationer, virksomheder - der findes, hvad vi ellers skal forsøge at indsamle, og hvordan vi bedst analyserer dem.«
Man vil samarbejde med eksperter inden for mange områder, lige fra luftfart til dataanalyse, for bedre at kunne fokusere på, hvordan man bedst indsamler nye data og forbedrer observationer af UAP'er.
Således vil der ved analysen blive anvendt både kunstig intelligens og maskinlæringsteknologi.
Evans lagde i sin kommentar vægt på, at alle resultater vil blive stillet til rådighed for offentligheden. Han sagde:
»I overensstemmelse med NASA's principper om åbenhed, gennemsigtighed og videnskabelig integritet vil denne rapport blive delt offentligt. Alle NASA's data er tilgængelige for offentligheden - vi tager den forpligtelse alvorligt - og vi gør data let tilgængelig for alle at se eller studere.«
Gamle og nye rumdragter
Rumdragterne på ISS er ved at blive gamle og slidte.
Det blev understreget her i marts, hvor den tyske astronaut Matthias Maurer havde været på rumvandring. Da han vendte tilbage til ISS, hjalp NASA-astronauten Kayla Barron ham med at få rumdragten af, og da opdagede hun, at der var vand i hjelmen.
I den vægtløse tilstand vil vandet drive omkring i hjelmen som dråber, der kan klæbe sig til ansigtet og øjnene, uden at astronauten har mulighed for at fjerne vandet.
Det kan give ganske alvorlige problemer ikke at kunne se ordentligt, når man er på rumvandring. Derfor har man midlertidigt aflyst fremtidige rumvandringer – hvert fald til problemet er løst. De vil nu kun blive anvendt i en nødsituation.
Således vil man sende prøver af vandet fra rumhjelmen tilbage til Jorden, for at undersøge om det er blevet forurenet, hvilket måske kan give en idé om, hvor problemet ligger.
I det sidste årti har der allerede været flere opgraderinger af rumdragterne for at beskytte astronauterne mod det vand, som er nødvendigt til både at drikke og køle dragten.
Problemet er især hjelmen, så en absorberende pude blev tilføjet bag på astronautens hoved i 2014. Der blev også installeret et åndedrætsrør til brug i tilfælde af, at vand dækker astronautens mund og næsebor.
Disse ændringer blev foranlediget af en farlig situation i 2013, da astronauten Luca Parmitano fandt sin hjelm fyldt med vand, hvilket gjorde det svært at både at se og trække vejret. Han måtte afbryde sin rumvandring og hurtigt vende tilbage til ISS.
Samtidig med disse problemer har NASA nu udvalgt to firmaer, som har mulighed for at modtage helt op 3,5 milliarder dollar for at udvikle helt nye rumdragter, der både kan anvendes på ISS (hvor behovet er akut) og på Månen. Kontrakten med NASA dækker behovet frem til 2034.
De to firmaer, Axiom Space og Collins Aerospace, skal udvikle hver deres rumdragt, som så skal afprøves på ISS.
NASA kan så vælge, om de vil bruge begge typer rumdragter eller kun den ene. Den helt store udfordring ved en månedragt er støvet på Månen, som næsten klæber til rumdragten.
Erfaringen fra Apollo viser, at støvet ret hurtigt kan ødelægge en rumdragt, når de små og ofte ret skarpe støvkorn sætter sig fast steder, hvor rumdragten skal være bøjelig.
NASA vil reparere og genoptanke satellitter
NASA planlægger en mission i 2026, som skal undersøge muligheden for at reparere og opgradere satellitter i kredsløb om Jorden.
Missionen, kaldet OSAM-1 (On-orbit Servicing, Assembly, and Manufacturing-1), består i at sende et robotrumfartøj udstyret med robotarme og alt det nødvendige værktøj og udstyr til at reparere, tanke op eller forlænge en satellits levetid.
Udfordringen er, at mange af de satellitter, man gerne vil reparere og genoptanke, slet ikke er konstrueret til at modtage besøg fra en anden satellit.
Netop det gælder for den første testflyvning af OSAM-1. Planen er at optanke Landsat 7, en Jord-observationssatellit, der har været i kredsløb siden 1999 i en bane 700 kilometer over Jorden, og som nu er gået på pension.
Man vil forsøge at optanke satellitten og derefter flytte den til en ny bane.
For at løse denne opgave skal OSAM-1 komme tæt nok på til, at en af robotarmene kan gribe Landsat 7, så man kan foretage en sammenkobling. Men selv om det lykkes, er det nu ikke så let at fylde brændstof på.
For at komme til påfyldningsventilen skal OSAM-1 nemlig skære i et flere lag tykt varmeisolerende tæppe og derefter fjerne tæppet.
Desuden er der nogle tråde, som skal klippes over med specialsakse, og nogle sikkerhedshætter, som skal fjernes.
OSAM-1 vil medføre 122 kilo brændstof, og planen er at overføre 115 kilo af det til Landsat 7 ved hjælp af robotarmen og et tilbagetrækkeligt slangesystem.
Hele denne komplicerede operation overvåges af seks kameraer på OSAM-1 sammen med 21 andre sensorer.
Formålet på lang sigt er naturligvis at nedsætte behovet for hele tiden at opsende nye satellitter, der så bare ender som skrot i rummet.
\ Læs mere
Gaia kortlægger Mælkevejen
En af de mindre kendte astronomiske satellitter er den europæiske Gaia, der er opsendt af det europæiske rumagentur ESA.
Opgaven er at kortlægge så meget af Mælkevejen som muligt, men da data ikke kommer i form af imponerende billeder, hører man normalt ikke så meget til Gaia.
Men i juni kom ESA med en samlet opgørelse over de nyeste resultater. Inden vi ser på opdagelserne, kommer dog først lidt baggrund.
ESA har produceret denne fine lille video, der fortæller om Gaia.
Videoen viser den store forskel mellem et teleskop som Gaia og de meget mere kendte Hubble og James Webb teleskoper.
Gaia indsamler forholdsvis få data om millioner af stjerner, mens Hubble og Webb går i dybden med at se på enkelte stjerner eller galakser. Men med det overblik, Gaia giver, vil det ofte være svært at forstå de detaljerede målinger.
Gaia kan dog ikke studere hele vores Mælkevej. Målingerne omfatter nu godt to milliarder stjerner, som skal sammenlignes med, at hele Mælkevejen indeholder 200 milliarder stjerner - altså 100 gange flere stjerner end dem, Gaia har mulighed for at måle.
Men det er alligevel et stort gennembrud for astronomien nu at have gode data for så mange stjerner.
Gaia er en cylinder med en diameter på 2,3 meter, anbragt på et solskjold med en diameter på 10 meter.
Det har to små teleskoper, der tilsammen kan give uhyre præcise målinger, både af stjernernes afstand og bevægelse på himlen.
Der er også fotometre, der måler lysstyrken og farven på stjernerne, og disse målinger gør det muligt at beregne alder, temperatur og kemisk sammensætning for stjernerne.
Endelig er der et spektrometer, som gør det muligt at måle den såkaldte radialhastighed for stjernerne, altså hastigheden enten hen mod os eller bort fra os.
Sammenholder man målinger af stjernernes afstand og bevægelse på himlen, er det nu muligt at danne os et præcist billede af, hvordan stjernerne bevæger sig, i hvert fald i ’vores’ del af Mælkevejen.
Og hvad har man så opdaget? Videoen her giver en lynoversigt på et minut over de vigtigste opdagelser:
Helt kort fortalt så har Mælkevejen ikke levet isoleret. Den er dannet ved sammenstød af mindre galakser, og disse sammenstød har haft afgørende betydning for dannelsen af nye stjerner.
Mælkevejen indfanger også stjerner fra andre galakser – Gaia har nemlig fundet ultrahurtige stjerner, der simpelthen ikke kan stamme fra vores egen Mælkevej.
Af andre Gaia-opdagelser kan nævnes:
- Mælkevejens skive er ikke helt flad, men lidt skæv. Skiven buer op på den ene side af centret og ned på den anden side af centret. Forklaringen er muligvis, at Mælkevejen tidligere er kollideret med en dværggalakse.
- For omkring 10 milliarder år siden kolliderede Mælkevejen med en anden galakse, som var omkring fire gange mindre end Mælkevejen på det tidspunkt. Rester af denne galakse, som forskerne har navngivet Gaia Enceladus, gav anledning til Mælkevejens halo, en sky af meget spredte stjerner, der omgiver den meget mere massive galaktiske skive.
- De to dværggalakser, Den Store og Den Lille Magellanske Sky, som nu kredser om Mælkevejen, blev indfanget af Mælkevejen for et par milliarder år siden, og de vil ende deres dage med at kollidere med Mælkevejen.
Der er naturligvis mange, mange flere Gaia-opdagelser, blandt andet om asteroider. Det kan man læse mere om samt se videoer af på ESA's hjemmeside.
