Kineserne forsøger at få kartofler til at gro på Månens bagside
Kilde: 
04 januar 2019

På grund af kineserne er der nu liv i rummet:

De har nemlig taget silkeorme-æg, frø fra kartoffelplanten og planten almindelig gåsemad, Arabidopsis thaliana, med til Månen.

Det skriver Live Science.

Det hele er blevet transporteret i en dåse til Månen ombord på den rumsonde, som kineserne landede på Månens bagside 3. januar dansk tid.

Det er meningen, at planterne og silkeormene skal indgå i en slags miniøkosystem, hvor planterne skal producere ilt til silkeormene, der igen skal forsyne planterne med blandt andet kuldioxid. 

I den lille dåse på 0,8 liter er der også jord, næringsstoffer og vand, og sollys skal komme ind i dåsen via et rør. 

Forskerne ved endnu ikke, om det kan lade sig gøre at få planterne og ormene til at vokse på Månen, men de vil følge med ved hjælp af små kameraer.

»Hvorfor kartofler og Arabidopsis? Fordi Arabidopsis' vokseperiode er kort og nem at observere. Og kartofler kan blive en vigtig kilde til mad for fremtidige rumrejsende. Vores eksperiment kan måske hjælpe med at samle viden, så vi kan bygge en månebase og tage langtidsophold på Månen,« siger Liu Hanlong, der er leder af eksperimentet og viceleder på Chongqing University, ifølge Live Science.

Hvis du vil vide mere om, hvorfor det er lidt af en bedrift at lande en rumsonde på Månens bagside, kan du læse artiklen 'Kineserne besøger Månens bagside'.

sj

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.