Dansk forsker laver tekstil af græs: Er det fremtiden?
Birgit Bonefeld, postdoc ved institut for ingeniørvidenskab på Aarhus Universitet, forsker i at lave biprodukter fra landbruget om til tekstiler – og så har hun sin forskning i baghovedet, når hun kigger ind i sin garderobe.

Molekylærbiolog Birgit Bonefeld forsker i bæredygtige tekstiler. Hun forklarer her, hvordan hun bruger biprodukter fra landbruget til at lave tekstiler af, der til sidst kan ende som tråde i vores tøj. Det er altså fibre, der er lavet lokalt i Danmark. (Video: Videnskab.dk)

Molekylærbiolog Birgit Bonefeld forsker i bæredygtige tekstiler. Hun forklarer her, hvordan hun bruger biprodukter fra landbruget til at lave tekstiler af, der til sidst kan ende som tråde i vores tøj. Det er altså fibre, der er lavet lokalt i Danmark. (Video: Videnskab.dk)

Hvis du kigger ned ad dig selv, så vil det meste af det tøj, du har på, formentlig være lavet af plastik. 

En stor artikel udgivet i tidsskriftet Nature viser, at over 60 procent af tekstilproduktionen består af syntetiske tekstiler som polyester - et tekstil, der ikke er bæredygtigt i længden. 

For selvom polyester er både slidstærkt og i nogen grad genanvendeligt, er det også svært at nedbryde. Dertil kommer, at det fremstilles af råolie, og det har Klimarådet opfordret regeringen til at stoppe med at hive olie op fra kælderen

Men hvis vi i fremtiden skal iklæde os mindre polyester og blive mere bæredygtige i vores tøjvalg, hvad er alternativerne så?

Mange ville måske svare 'bomuld', en naturfiber, der udgør den næststørste del af tekstilproduktionen. Der er bare dét, at bomuldsproduktion kræver store landarealer og massive mængder vand, så bomuld er heller ikke nødvendigvis klimavenligt.

I denne artikel kan du læse om et helt tredje alternativ, nemlig græs. Videnskab.dk har besøgt en forsker, der beskæftiger sig med, hvordan overskydende produkter fra landbruget kan forvandles til tøj. 

Græs skal forvandles til tøj – lokalt

Molekylærbiolog Birgit Bonefeld forsker i bæredygtige tekstiler, og er en af de få i Danmark, der forsker i at bruge biprodukter fra landbruget til at lave tøj, hvilket kaldes biotekstiler.

Hvad er cellulosefibre?


Fremstillede cellulosefibre kendes typisk som for eksempel viskose, modal, lyocell.

Disse tekstil-fibre består af samme byggesten som for eksempel bomuld og hør, nemlig cellulose, men er blevet fremstillet af mennesker, i stedet for at planter.

Cellulose kommer af plantemateriale for eksempel bambus, birketræ eller i dette tilfælde græs. Materialerne skal imidlertid stadig bearbejdes, før de bliver til tekstil.

Kilde: Den store danske. 

 

»Mit interessefelt er tekstile materialer, bæredygtighed og bioteknologi. Det, jeg så forsker i, er sidestrømme (biprodukter) fra andre, eksisterende produktioner, hvor man så kan fremstille materialer af biprodukter, der til sidst bliver til tekstiler,« forklarer Birgit Bonefeld, som betegner sig selv som ’tekstilbiolog’.

Når man arbejder med cellulosefibre på et overordnet plan, er der en del trin i processen, som alle er mere eller mindre energi- og ressourcekrævende: Der skal høstes, biomassen skal koges på, omformes ved såkaldt fiber-spinding og tilsættes farve, før det til sidst ender som tøj på vores krop.

Sådan vil det stadig være, når der laves cellulosefibre af græs, uddyber Birgit Bonefeld, der er postdoc og forsker i bioraffinering ved Institut for Ingeniørvidenskab på Aarhus Universitet.

Men ét af de store problemer er ifølge forskeren, at en del af vores tekniske viden om tekstiler er gået tabt i forbindelse med den omfattende outsourcing af tekstilproduktion til lavindkomstlande. 

Derudover har vi ikke samme muligheder for at indgå i en dialog med producenterne, hvis de er placeret på den anden side af Jorden, uddyber hun. 

tekstilproduktion

Syntetiske materialer som polyester fylder størstedelen af tøjproduktionen, og dernæst kommer bomuld. Uld, silke, hør og hamp udgør på nuværende tidspunkt en forsvindende lille del af den samlede produktion. (Illustration: Nature, The environmental price of fast fashion)

Gør ikke krav på nye landarealer

Det er nogle af de problemstillinger, der har fået Birgit Bonefeld til at forske i en metode at producere tekstiler på, hvor der hverken skal fældes træer eller gøres krav på store landarealer for at få materialerne til at lave tekstiler af.

Red Verden


I en serie ser Videnskab.dk nærmere på, hvordan mennesket kan redde verden. Vi tager fat på en lang række emner – fra atomkraft over GMO til, om det giver bedst mening bare at se på sig selv og gøre en forskel derfra. Hvad siger videnskaben?

Du er altid velkommen til at kommentere under de enkelte artikler. Du kan også følge med i overvejelser om nye artikler eller debattere måder at redde verden på i Facebook-gruppen RED VERDEN.

Materialet, der er biprodukter fra landbruget, kommer nemlig fra bioraffineringsanlægget på Aarhus Universitet i Foulum, så tekstilerne ikke skal på en jordomrejse, før det lander i garderobeskabet.

»Mine kollegaer på ingeniørvidenskab arbejder på at udvinde græsprotein, som kan erstatte soja til husdyr, og kernen i min forskning er så at bruge biprodukterne fra den produktion.«

»Det betyder, lidt forsimplet, at når jeg får biprodukterne til at lave tekstiler af, så kommer det fra arealer, der i forvejen er allokeret til at lave græsprotein, så der skal ikke bruges ekstra landjord til produktionen,« forklarer forskeren, mens hun fisker en spindedyse op for at illustrere, hvordan man laver en fast, brun masse til tekstil.

Spindedysen er en genstand, der bedst kan forklares som en slags brusehoved med bittesmå huller i. Den bruges til at omdanne den tyktflydende og sirups-agtige opløsning til at lave fine cellulosetråde, der minder lidt om spaghetti. (Se hele forklaringen i videoen øverst)

Stadig flere udfordringer med produktionen

Biomassen kan som sagt leveres fra et nyt bioraffineringsanlæg på Aarhus Universitet i Foulum, hvor der produceres proteiner af græs til husdyr. 

Men i næste produktionsled, når græs skal forvandles til tekstil, er udfordringen større, forklarer Birgit Bonefeld.

»Jeg skulle til Sverige for at producere fibre, fordi vi i Danmark ikke har hverken et spinneanlæg eller laboratorieudstyret til det.« 

En anden udfordring er, at græshøst er sæsonbetonet. Det kan give nogle logistiske knuder med at sikre, at producenter kan få leveret tekstilfibre. 

Det problem gør sig eksemelvis ikke gældende med tekstilfibre fra træ, der allerede bliver brugt til at lave tøj af i Sverige og andre europæiske lande. På den anden side af Øresund har de allerede flere såkaldte pulpfabrikker (til papirindustrien) og producerer altså allerede tøj af træ, hvilket du kan læse mere om her.

I Danmark har vi imidlertid den fordel, at vi opbevarer halm - altså tørret græs - til fjernvarme. Det betyder, at vi har mulighed for at opbevare biproduktet, der muligvis kan bruges i tøjproduktionen.

Men da vi ikke har tradition for en pulp-industri og en tradition for at arbejde med tekstiler, kan det have lidt længere udsigter, inden vi kommer til at fiske tøj laver af græs ud af garderoben. Det kræver nemlig fabrikker til at kunne behandle græsset samt investeringerne, siger Birgit Bonefeld.

 

Forsknig_Birgit

De hvide, fine stykker er pulp, der forvandles  til den brune sirup, der er i kolben.  Til sidst klemmes den brunge sirup igennem en spindedysse, hvor det til sidst bliver til tekstil. (Foto: Videnskab.dk)

Fast fashion er en stor miljøsynder

Under alle omstændigheder kommer metoden, hvor man laver tekstiler af restprodukter fra landbrug eller skovbrug, ikke til at løse alle de miljøproblemer, der er med modeindustrien, påpeger Birgit Bonefeld.

Med tøj er det nemlig ikke kun produktionsfasen, der kræver meget energi. Når vi bruger tøj, kræver det nemlig konstant vask, tørring og vedligeholdelse.

Dertil kommer, at meget tøj i ’efterlivsfasen’ ikke bliver genanvendt, viser førnævnte studie i Nature. I artiklen har forskerne undersøgt, hvor stor en miljøsynder ’fast fashion’ er.

Fast fashion er et fænomen, som beror på billig masseproduktion af tøj, der konstant sprøjtes ud på tøjstativerne til priser sammenlignelige med en menu på McDonalds. 

Af studiet fremgår det blandt andet, at:

  • I 2018 købte en global gennemsnitsborger 13 kilo tøj om året – i 1975 var det knap 6 kilo.
  • Tøjindustrien står for omtrent 8-10 procent af verdens samlede CO2-emissoner.
  • I USA køber hvert individ i gennemsnit en beklædningsgenstand hver 5,5 dag.

»Tøj er blevet det nye plastikemballage,« siger Patsy Perry, en af forskerne bag artiklen i Nature, til Information.

»Det koster næsten ingenting, og vi smider det væk så snart, vi har brugt det et par gange,« lyder det fra Patsy Perry, der forsker i den globale tøjindustri ved universitetet i Manchester, i samme artikel.

brug_af_reesoucer

Her illustreres det, hvor meget de forskellige fibre fylder i produktionen, og energiforbruget er udregnet pr. kilo. Det vises, hvordan bomuld kræver utrolig meget vand, men mindre energi, mens polyester kræver en del energi, men ikke meget vand. (Illustration: Nature, The environmental price of fast fashion.)

Vi har tøjet i alt for kort tid

At fast fashion, som flere forskere har beskrevet på Videnskab.dk’s Forskerzonen, er en af de helt store, sorte knaster i tøjindustrien, er uomgængeligt, forklarer også modeforsker Else Skjold, da Videnskab.dk fanger hende på en telefon. 

»Der er slet ingen tvivl om, at tøjbranchen skal producere markant mindre tøj. Det kan ikke diskuteres. Men snakken ender tit i tekstiler og teknologi, og så glemmer man at snakke om den enkelte forbruger, og hvordan vi lærer at sætte pris på vores garderobe igen,« siger Else Skjold, der ph.d og lektor ved design og bæredygtighed på Kunstakademiets Designskole og er bogaktuel med ’klæd dig bedre’.

Modeforskeren forklarer i sin nye bog, hvordan modebranchen, og hastigheden hvormed der produceres tøj, har aflært os at værdsætte tøj, der netop er tilpasset vores mål og skræddersyet til kroppen.

Vi bruger simpelthen tøjet i alt for kort tid, og vi værdsætter ikke det gode, gedigne håndværk, der tidligere var et dogme i tøjproduktionen.

Det bæredygtige tøj findes i garderoben

I kraft af sit forskervirke og nye bog har Else Skjold en naturlig nysgerrighed for mode, og hvordan tøj har fungeret som en identitetsmarkør helt tilbage fra det første modehus i 1858.

Tøj skal stadig være en måde at udtrykke sig på, forklarer forskeren. Men det skal være på nogle andre præmisser end i dag.

»Viden og værdsættelse af tøj har vi smidt ud med badevandet, fordi man har konkurreret på pris og mængder, og det ser man resultatet af nu med den enorme tøjproduktion,« lyder det fra Else Skjold.

Hun uddyber, at der sidder en ældre generation på en krukke af viden, som vi i virkeligheden burde tappe fra: Sykunst, reparation og tilpasning af tøj.

»I 60’erne var det helt naturligt at gå til skrædder, så man fik målt tøjet og fik det til at sidde, som man gerne ville have det. Det mest bæredygtige tøj er i virkeligheden det, som du har i garderoben, så start med at lave en analyse af din garderobe,« er et godt råd fra Else Skjold.

Med en analyse skal ikke forstås blot at åbne skabet og lade øjnene hvile ned over garderoben for så at plukke din yndlingsskjorte ud.

»Lær dit eget tøj at kende, så du ikke har så mange af de her passive beklædningsdele, som du ikke bruger,« lyder det fra Else Skjold, der imidlertid ser en tøjindustri i omstilling og med øget fokus på genanvendelse.

På Kunstakademiets Designskole har de netop lanceret en hel ny overbygning i mode og tekstil, hvor bæredygtighed er integreret, således kandidaterne bliver uddannet i at tænke holdbarhed fremfor sæsonbetonede modetrends, forklarer Else Skjold. 

Forskningen er kun et lille bidrag – ikke løsningen

Men kan nye teknologier, som den Birgit Bonefeldt arbejder på, gøre gennemsnitsdanskerens årlige tøjforbrug på omtrent 11 kilo bæredygtigt ved at anvende biprodukter fra landbruget til at lave tekstiler med?

Unamed

Birgit Bonefeld får biprodukter fra bioraffineret i Foulum til at lave tekstiler af. Der skal stadig en del forarbejdning til, før det ender som tekstil, men produktionen optager ikke et stort landareal. (Foto: Videnskab.dk)

»Nej,« lyder det ærlige svar fra Birgit Bonefeld.

»Løsningen er ikke at producere den samme mængde tekstil på en bedre måde. Problemet er, der bliver produceret for meget, og at der bliver brugt for meget fossilt kulstof, og tøjet lander på lossepladsen. Og problemet med, at tøj fremstilles, så det er svært at genanvende, fikser jeg heller ikke,« påpeger forskeren og fortsætter:

»Jeg går ind og arbejder på løsninger på en lillebitte del af det. Det er, at det tekstil, som skal fremstilles, bliver fremstillet ordentligt. Græstekstil er ikke den endelige, forkromede løsning, for der skal produceres mindre og bedre, så det her er kun en del af det.«

Vil ikke være en del af moderæset

Som du måske kan fornemme, er tekstiler blot en del af en lang og kompleks værdikæde. Men de betyder noget. De er en brik i et større puslespil, ligesom du og jeg, forbrugerne, er.

Udover at være forsker er Birgit Bonefeld selvsagt også forbruger – en af os – og så alligevel ikke.

For hun klæder sig på med viden fra sin forskning i baghovedet, og forskeren har taget et aktivt valg om at afstå fra at være en del af moderæset og har sammensat, hvad hun betegner som en mere klimavenlig uniform. 

»Jeg har sammensat en ’uniform’, så det tager mindst muligt energi og ressourcer for både mig selv og kloden i brugsfasen,« forklarer Birgit Bonefeld. 

Uniformen består inderst af en bluse af fin uld, et materiale der er egnet til hudnær påklædning, fordi det er fugtabsorberende og temperaturregulerende, plus det har lugtbegrænsende egenskaber. Derfor er behovet for vask mindre end tilsvarende bluser af bomuld, viskose eller polyester, uddyber forskeren. 

Udover kommer så en løsere skjortebluse i cellulose, der kan skjule de huller der hurtigt vil opstå i uldblusen, da den fine uld ikke er særlig stærkt som materiale. Pointen med at bruge de fibre yderst er, at det er mere holdbart, men ikke særlig lugtreducerende. 

Et godt råd på falderebet

Birgit Bonefeld understreger, at samspillet mellem tekstiler, mode, livsstil og produktion er et komplekst puslespil.

Men vi skal i langt højere grad være bedre til at forstå og udnytte de forskellige tekstilers egenskaber, for på den måde at bruge tekstilerne til de formål som de er velegnede til. 

Det kan være svært at kløve sig igennem tekstiljungen, erkender molekylærbiologen og understreger, at der ingen hurtig genvej er: Vi bliver nødt til forbruge mindre tøj, og passe godt på det tøj vi allerede har.

Men skal man alligevel købe sig lidt nyt tøj, vil det ifølge forskeren være godt at kigge efter noget, der ikke er specielt mode-betonet, genbrug eller overveje at få tøjet fremstillet specielt til en selv. At vælge efter om tøjet er bæredygtigt certificeret, naturligt og økologisk kan ligeledes være et alternativ. 

»Jeg vil give det råd, at man anskaffer tøj, der er egnet til det liv, man lever i dagligdagen, og sammensætte det sådan, at det tager mindst muligt energi i brugsfasen, så det ikke behøver så meget vask og holder længere. Det er en ting, jeg selv gør med sammensætningen af mit tøj,« slutter Birgit Bonefeld.

Red Verden med Videnskab.dk

I en konstruktiv serie ser Videnskab.dk nærmere på, hvordan mennesket kan redde verden.

Vi tager fat på en lang række emner – fra atomkraft og indsatser for at redde dyrene til, om det giver bedst mening bare at spise mindre kød.

Hvad siger videnskaben? Hvad kan man selv gøre hjemme fra sofaen for at gøre en forskel?

Du kan få mange gode tips og råd i vores Facebook-gruppe, hvor du også kan være med i overvejelser om artikler eller debattere måder at redde verden på.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.