Vil du gerne have, at din hud ser mere jævn ud på billeder, men gider du ikke sidde og redigere eller finde alverdens filtre at lægge over? Så kan du overveje at ændre din baggrundsfarve, peger ny forskning på.
I et nyt studie er forskere nået frem til, at jo mere kontrast, der er mellem dit ansigt og din baggrund, jo mere jævn vil din hud se ud. Det skriver phys.org.
Forskerne bag studiet har udført to forsøg.
I det første har forskerne vist deltagere billeder, hvor personen på billedet stod foran en ensfarvet oval.
- På det ene billede var der lav kontrast mellem ovalen og hudfarven på personen.
- På det andet var der høj kontrast.
Selvom ansigterne på personerne ikke blev pillet ved, var det konsekvent på billedet med ovalen med højest kontrast, at deltagerne vurderede huden til at være mere jævn.
Eksempelvis er kontrasten højest på billedet herunder med hvid baggrund:
I det andet forsøg prøvede forskerne at sætte situationen over på et mere realistisk scenarie. Her ændrede de hårfarven på de personer, der var på billederne. Igen blev der ikke pillet ved ansigterne, men håret var blevet lysere på ét billede og mørkere på et andet.
Her var det ansigterne med mørkere hår, der blev vurderet til at have mere jævn hud end dem med lysere hår.
Tidligere forskning har også vist, at sort tøj generelt opfattes som mere attraktivt end farver som rød, hvid og blå. Det kan ifølge det nye studie være, fordi den sorte farve får din hud til at se mere jævn ud.
Studiet er udgivet i tidsskriftet Perception.
































