Vild med vulkaner? Så tjek lige dem her på Mars, Månen og Venus

Dette er anden del af serien om Solsystemets vulkaner. Missede du første del? Så læs den her.

Solsystemets største vulkan er den næsten 25 kilometer høje Olympens Bjerg på den nordlige halvkugle på Mars.

Nær Olympens Bjerg finder vi ligeledes Tharsis Højderyggen med de tre store vulkaner Arsia Mons, Pavonis Mons og Ascraeus Mons, der alle har højder op omkring 20 kilometer.

Desværre er alle vulkaner på Mars for længst udslukte efter en stor aktivitet i fortiden.

Det hænger sammen med, at Mars i forhold til Jorden er en lille planet med kun 1/10 af Jordens masse. Mars har derfor ikke kunnet holde på sin indre varme, og planeten har i dag ikke længere nogen betydelig geologisk aktivitet i sit indre.

Både Jorden og Mars er opbygget af klipper og metal, og Mars har i sin fortid også haft en indre varme, der kunne smelte klipper og danne magma, som er en blanding af gasser og flydende klippe, der strømmer i undergrunden af planeten.

Det betyder, at Mars siden sin dannelse og frem til for godt 500 millioner år siden har været geologisk aktiv og haft en livlig vulkanisme.

I den mindre tyngdekraft, der kun er en tredjedel af, hvad den er på Jorden, har det på grund af opdriften været lettere for lavastrømme fra det indre at bevæge sig opad og finde vej til vulkanudbrud.

Det er sandsynligt, at der i undergrunden har været nogle såkaldte ’hot spots’, hvor der har været en konstant strøm af varm magma mod overfladen.

Her på Jorden kan hot spots i undergrunden skabe vulkaner, og det er især tilfældet på Hawaii-øgruppen.

På grund af pladetektonik, som fører pladen med øerne hen over dette hot spot, har der i tidens løb været 5-6 øer med aktive vulkaner på Hawaii øgruppen – vulkanerne dannes efterhånden som kontinentalpladen driver hen over stedet.

Vi vender tilbage til Hawaii, der omtales sammen med Jordens vulkaner.

I modsætning til Jorden mangler Mars pladetektonik. De hot spot vulkaner, der i sin tid blev dannet på Mars, bliver bare liggende, og kommer derfor ved gentagne udbrud over lange tider til at vokse sig enormt store.

Det er netop grunden til, at vi på Mars har vulkaner, som langt overgår Jordens vulkaner i størrelse.

Denne periode sluttede så for cirka 500 millioner år siden, da Mars efterhånden var afkølet og dermed mistede sin geologiske aktivitet i det indre.

Hvad vi ser nu er altså resterne af fordums storhed.

Der har også været vulkaner på Månen

Selv vores egen Måne har spor efter vulkansk virksomhed.

De er svære at få øje på, fordi de ikke ligner Jordens vulkaner, der kan rejse sig flere kilometer op. Månens vulkaner er ofte små kupler eller kegler.

Det skyldes til dels, at Månens tyngdekraft kun er en sjettedel af Jordens, og til dels, at lavaen på Månen nok har været mere tyndtflydende end på Jorden. Især den lave tyngdekraft har gjort det let for en vulkan på Månen at sprede sin lava over et stort område.

Et af tegnene på tidlig vulkansk aktivitet er de såkaldte lavarør, der netop dannes, når flydende lava bevæger sig i strømme under overfladen. Hvis lavaen forsvinder, kan der efterlades et hulrum, der kan danne en hule – hvilket i øvrigt ville være et godt og sikkert sted at anbringe en base på Månen.

Store dele af Månens overflade er faktisk dækket af størknet lava. De mørke såkaldte Mare-områder på Månen er netop dannet på denne måde.

Man mener, at den vulkanske periode begyndte for mere end 4,2 milliarder år siden, og at der måske har været enkelte aktive vulkaner helt op til for 50 millioner år siden.

Venus gemmer godt på sine vulkaner

Venus er Jordens tvilling – forstået på den måde, at de to planeter er omtrent lige store, og deres opbygning minder meget om hinanden med en jernkerne i planetens indre og en kappe af varmt klippemateriale og yderst en skorpe, der bærer præg af en virksom geologisk aktivitet med talrige vulkaner.

Nogle forskere mener endda, at Venus er den planet i solsystemet, der har flest vulkaner. Et antal på 1.600 vulkaner er nævnt, og nogle går endda videre og gætter på en million vulkaner spredt omkring på den 500 grader varme overflade.

Problemet er bare, at vi desværre ikke kan se, hvad der foregår på Venus’ overflade – den er nemlig skjult under et tæt skydække og en tæt atmosfære.

Heldigvis kan man skyde genvej, og det har vi især gjort ved hjælp af rumsonden Magellan, der i 1990’erne radarkortlagde det meste af Venus’ overflade. Ud fra målingerne kunne man fremstille topografiske kort, der gav et godt indtryk af landskabet på vores fremmedartede naboplanet.

Vi ved nu, at Venus-overfladen er særdeles rig på vulkaner. Den største er Theia Mons, der breder sig over et område på 800 kilometer og har en højde omkring 4 kilometer. Maat Mons er med en højde på 5 kilometer nok den højeste vulkan på Venus.

Begge vulkaner minder formodentlig om Hawaiis vulkaner her på Jorden – blot er vi ikke helt sikre på, om der stadig er aktive vulkaner på vores naboplanet.

Det har dog vist sig, at mindst 90 procent af Venus’ overflade er dækket af udstrakte lavasletter, der ser ud til at være skabt af vulkanudbrud indenfor de seneste måske 300-500 millioner år. Geologisk set er det jo en ung overflade, og det understreges også af, at der stort set ikke findes nedslagskratere på Venus.

Med et varmt og geologisk aktivt indre er det nok ret sandsynligt, at der endnu kan være aktive vulkaner på overfladen af Venus, men da overfladen jo er så godt skjult, er det ikke nogen let opgave konstant at følge aktiviteten på en 500 grader varm planet.

Der skal nok lidt mere end radarmålinger til.

Ude godt, hjemme bedst – på jordkloden har vi allerflest vulkaner

Hvis man virkelig vil opleve vulkanudbrud, så fås det ikke meget bedre end her på Jorden.

Bare tænk på Islands til tider lidt for livlige vulkaner – eller Italiens Etna, der også tit rører på sig.

Efter at have været rundt i hele Solsystemet må vi bare konstatere, at vi på vores egen jordklode finder de fleste klassiske og aktive vulkaner, samt en del tilsyneladende udslukte vulkaner. Det skønnes, at der er omkring 1.500 vulkaner, der har været aktive inden for de seneste 10.000 år, og hertil kommer et stort og ukendt antal af vulkaner på havets bund.

I den nedskrevne histories tid kender vi til omkring 600 vulkanudbrud.

Vi bor på en geologisk set særdeles aktiv klode, hvor geologien i høj grad er domineret af kontinentalplader, som enten kan støde sammen eller bevæge sig bort fra hinanden. Så vidt vi ved, er Jorden den eneste planet i Solsystemet med en aktiv pladetektonik.

I grænseområdet mellem to plader kan der dannes sprækker, hvorfra smeltet klippemateriale, kaldet magma, kan trænge op gennem de øverste lag af skorpen og herved udløse vulkanudbrud.

Vi har vulkaner spredt omkring på hele kloden, så vi må nøjes med at omtale ganske få, men markante eksemplarer af dette imponerende naturfænomen.

Vulkanerne på Hawaii

På Hawaii-øerne finder vi en af jordklodens større kæde af vulkaner, der er dannet for mere end 70 millioner år siden. I dag er der omkring seks aktive vulkaner.

Hawaii-kæden ligger ovenpå en ’hot spot’, der jo er et særlig varmt område på en kontinentalplade. Blandt de mere kendte vulkaner er Kilauea, Mauna Kea og Mauna Loa, der alle ligger på hovedøen Hawaii.

Mauna Kea er den højeste af de tre, og da den ikke har været i udbrud de sidste godt 6.000 år, har astronomerne været så dristige at opføre en række observatorier på den gamle kraterbund godt 4 kilometer oppe – fordi der herfra er så flot udsyn til stjernehimlen.

Vi har selv besøgt observatorierne, hvor astronomerne har travlt med at udforske stjernehimlen og ikke synes at bekymre sig om den uberegnelige undergrund.

Kilauea og Mauna Loa er imidlertid stadig aktive. Kilauea har i de seneste mange år haft jævnlige udbrud, hvor lava strømmer ned ad vulkanens sider og videre ud på vejene. Vi har også selv har oplevet at køre til grænsen, hvor det pludselig ikke var tilladt at køre videre – ikke at vi kunne, hvis vi måtte, da vejene var spærret af grundet nyligt størknede lavastrømme.

Mauna Loa er den største vulkan på Jorden. Også den er meget aktiv og har haft 33 udbrud siden 1843. Det sidste udbrud i 1984 varede 22 dage, hvor lavaen strømmede langt bort og nærmede sig beboede områder.

Jordens ‘hot spots’ flytter sig

Hawaiis vulkaner vil aldrig vokse sig så høje som Olympens Bjerg på Mars, der jo også ligger over et tidligere hot spot.

Forskellen mellem Jorden og Mars er jo netop, at Jorden har en aktiv geologi, hvor kontinentplader og hot spots langsomt bevæger sig videre i undergrunden, mens vulkanerne bliver, hvor de er.

På Mars kan Olympens Bjerg i princippet bare blive ved med at vokse, fordi det oprindelige hot spot bliver, hvor det hele tiden har været.

Yellowstone – en supervulkan

Det er virkelig smukt at vandre rundt i Yellowstone Nationalpark i staten Wyoming i USA, og måske kan man få et glimt af en af planetens mest imponerende gejsere, Old Faithfull.

Men i virkeligheden er Nationalparken kun en del af Yellowstone-området, der strækker sig over hele tre stater, Wyoming, Idaho og Montana.

Og så er området, hvad man kalder området for en supervulkan – hvis den kommer til et superudbrud, vil det være som tusinder sædvanlige vulkanudbrud. Aske og lava vil slynges ud i et omfang, der i værste fald kan begrave eller dække de omgivende stater Wyoming, Idaho, Colorado, Montana, og måske Utah med et lag af lava og aske, der ville gøre store områder ubeboelige i lang tid.

Heldigvis holder geologerne godt øje med Yellowstone, og de skønner, at vi kun vil opleve mindre og lokaliserede udbrud i den nærmeste fremtid.

Desuden har geologerne kun kendskab til tre superudbrud, der fandt sted for henholdsvis 664.000 år, 1,3 millioner år og 2,1 millioner år siden. Det seneste udbrud udspyede så meget lava, at vi i dag kan se sporene fra det i Yellowstone Calderaen i Nationalparken.

Vulkaner og liv

Man kan næsten sige, at vulkanerne har beredt vejen for livet her på Jorden. De har gennem millioner af år skabt og fornyet mere end 80 procent af Jordens overflade takket være store aktive vulkaner.

Lavafloder er strømmet rundt i landskabet, og bjerge har vokset sig store ved gentagne vulkanudbrud. Gradvist er lavasletter nedbrudt og har efterladt en næringsrig grobund for de første livsformer og senere for civilisationer.

Og det er noget, geologerne er opmærksomme på. For uden vulkaner ville Jorden så at sige have været øde.

For at fravriste de vulkanske områder deres hemmeligheder viger geologerne ikke tilbage for at udforske skrøbelige lavasletter eller isdækkede vulkanskrænter.

Her søger de svar på, hvordan smeltet klippe fra Jordens indre har fundet vej til overfladen, og her har været med til at forme Jordens kontinenter, og hvordan frigjorte gasser over lange tidsrum var med til at skabe oceanerne og Jordens atmosfære.

Netop alle de faktorer, der beredte vejen for livet her på Jorden.

Selvom geologerne også foretager disse studier for at lære mere om vore naboplaneter, så er den sørgelige erkendelse, at Jorden ser ud til at være en enlig svale i et øde og måske livløst solsystem.

Mars er jo på grund af sin ringe størrelse i dag en geologisk død klode, hvor vi kun ser sporene af en fordums storhedstid, hvor vulkaner var aktive, og der måske endda var et større ocean mod nord.

Vi har dog ikke helt forladt tanken om, at der måske kan have eksisteret primitive livsformer i en fortid, hvor Mars havde en aktiv geologi og måske et lidt varmere klima. Disse spor efter liv er noget, man stadig leder efter med de mange rumsonder, der er landet på Mars.

Venus har vi tidligere haft store forhåbninger til. Den er på størrelse med Jorden, geologisk aktiv og ikke alt for tæt på Solen. Derfor var det ikke svært at forestille sig Venus som en blot lidt varmere søsterplanet, hvor der måtte være gode chancer for liv.

Desværre ved vi i dag, at Venus har været udsat for en voldsom drivhuseffekt, hvorunder alt vand på planeten er fordampet, og Venus er efterladt med en tæt atmosfære af kuldioxid og et skydække, hvorfra det ovenikøbet regner med svovlsyre.

Selv om vi kun har antydninger, så menes det, at der stadig er nogen vulkansk aktivitet på Venusoverfladen.

Alligevel byder det absolut på ikke-gunstige betingelser for livsformer på en næsten 500 grader varm planetoverflade.

Napolibugtens historiske vulkan Vesuv

Vesuv har altid tiltrukket mange turister på grund af dens flotte udseende midt i landskabet omkring Napolibugten.

Gennem tiderne har befolkninger slået sig ned i de frugtbare landskaber omkring vulkanen, og nogle gange er det gået godt, men utallige gange i historisk tid har Vesuv svaret igen med udbrud, der har kostet mange ofre og ødelagt vegetationen for en tid.

Men folk er altid vendt tilbage – og senest husker vi vel det historisk berømte udbrud i år 79 under den romerske kejser Titus, hvor byerne Pompeji og Herkulanum blev begravet under et tykt lag akse, lava og mudder.

Endnu engang var en civilisation blevet udslettet midt i en blomstrende hverdag. Alt imens vi efterkommere er blevet beriget med et imponerende kig ind i en glorværdig fortid.

Ved at vandre gennem de brolagte gader i Pompeji og Herkulanum, kan man ikke undgå at blive grebet af dette møde mellem fortid og nutid.

Og befokningen?

Den bosætter sig i dag stadig med samme ukuelige optimisme som deres historiske forgængere i det smukke og frugtbare område ved vulkanens fod.