Tilbage til Månen? Her får du både den optimistiske og den pessimistiske fremtidsvision

Uden en måne havde der ikke været et månekapløb, og som vi skal se, spiller Månen stadig en stor rolle i planerne for fremtidens rumfart – og det selv om verden har ændret sig meget siden rumalderens begyndelse.

Der er kommet nye problemer, som verden skal tage stilling til, som klimaændringer, forurening, globalisering med videre. Hertil kommer, at tre af fremtidens rummagter, Kina, Indien og Japan, er asiatiske lande med en anden kulturbaggrund end de lande, der startede rumalderen.

To faktorer har betydning for udviklingen af rumfarten, især den bemandede rumfart, som skal føre os tilbage til Månen.

For det første skal fremtidens samfund se en værdi i at rejse ud i Solsystemet og udforske universet.

For det andet kan robotter i dag løse så mange praktiske og videnskabelige opgaver i rummet, at det ikke er helt så indlysende som ved rumalderens begyndelse, at vi selv skal rejse ud i rummet. Desuden har bemandet rumfart vist sig at give betydelige medicinske problemer.

Det er naturligvis svært at spå om rumfartens fremtid, så derfor vil vi præsentere to fortællinger:

• en klassisk, optimistisk version
• og en meget mere pessimistisk version.

Heldigvis ligger fremtiden åben, så vi kan stadig håbe på, at rumalderen kun lige er begyndt, og at de største oplevelser endnu venter forude.

Vi begynder med at se på muligheden for, at USA kan opfylde præsident Trumps plan om at vende tilbage til Månen inden 2024.

LÆS OGSÅ: Få et overblik over rumfartens historie

Den nye rumfart

Man kan undre sig over, at det, selv for en stor rummagt som USA, er et problem at vende tilbage til Månen, næsten 50 år efter Apollo. Man skulle jo tro, at teknikken nu er blevet så god, at en månerejse ville være en overkommelig opgave. Det er ikke helt tilfældet.

Forklaringen skal søges i den udvikling, rumfarten har gennemgået siden Apollo. Månerejser kræver specialbyggede raketter og rumskibe, der simpelthen ikke har været brug for de seneste 50 år.

En vigtig årsag til, at NASA anvendte de tre sidste Saturn 5-raketter som udstillingsgenstande er, at man efter månerejserne ikke havde nogen opgaver, der krævede så store og dyre raketter.

Rumfarten gik i en anden retning med bygning af rumfærgerne i et stort, men i sidste ende forgæves forsøg på at bringe prisen for rumrejser ned.

Rumfarten er vendt tilbage til at bruge raketter, men nu er priserne begyndt at falde, især fordi firmaet SpaceX har bygget Falcon-raketten, hvor første trin kan genanvendes. SpaceX ejes af Elon Musk, der også har stået bag Tesla-bilen.

Falcon og dens storebror Falcon Heavy er store raketter, men på længere sigt vil markedet ændre sig mod mindre satellitter og derfor mindre raketter.

På grund af udviklingen inden for elektronikken, kan opgaver, som i gamle dage kun kunne løses af meget store satellitter på mange ton, nu klares af satellitter på få hundrede kg eller måske endnu mindre.

Vi er dermed inde i en teknisk udvikling, der ikke nødvendigvis fører mennesket ud på rejser hverken til Månen eller Mars.

LÆS OGSÅ: Vildt tweet: Trump skaber tvivl om, hvorvidt NASA skal til Månen eller Mars

Rumfartens tre hovedområder

Siden Apollo er rumfarten blevet opdelt i tre hovedområder.

1. Det største område kan vi kalde ’Den nødvendige rumfart’. Det er opsendelsen af alle de satellitter, som er helt nødvendige for det moderne samfund. Som eksempler kan nævnes GPS, samt satellitter til kommunikation og overvågning af Jorden og dens klima.
2. Bemandet rumfart spiller ingen rolle for den nødvendige rumfart, og det gælder også for det andet hovedområde, som er den videnskabelige udforskning af solsystemet og universet. Det varetages i dag helt af ubemandede rumsonder og teleskoper. Vi behøver bare at nævne marsbilen ’Curiosity’, Parker-rumsonden, der udforsker Solen, og Hubbleteleskopet, der i 2020 kan fejre 30 år i rummet.
3. Det tredje og sidste hovedområde er den bemandede rumfart, som efter Månen flyttede til rumstationer. I dag er al bemandet rumfart – bortset fra Kinas – koncentreret om den internationale rumstation ISS.

ISS har skabt et meget vellykket internationalt samarbejde i rumfarten, men bortset fra det, så har den bemandede rumfart det problem, at den kan være svær at begrunde. På ISS forsker man i, hvordan lang tids vægtløshed og ophold i rummet påvirker mennesker, og det er da også vigtig forskning, hvis vi vil rejse til Månen eller drage på langfart i Solsystemet.

Selvom der tales meget om at rejse til Mars, er der endnu ingen faste planer – og slet ingen planer om bemandede rejser endnu længere ud i Solsystemet.

Der har derfor ikke været et akut behov for nye rumskibe, der kunne følge efter rumfærgerne. NASA har siden 2011 ikke kunnet sende astronauter op til ISS, og de har derfor måtte købe pladser til deres astronauter på det russiske Soyuz-rumskib. Det er endda tvivlsomt, om de nye Dragon- og Starliner-rumskibe er klar før 2020.

En sådan nedprioritering ville være både umulig og utænkelig for opsendelse af GPS eller andre meget nødvendige satellitsystemer.

Månen, Mars eller asteorider

Der har i mange år været ført en debat om, hvad det næste store mål for den bemandede rumfart skulle være. Mulighederne har været Månen, Mars eller endda at rejse til en asteroide. Debatten har især været ført i USA, dog uden at have ført til midler til et nyt, stort projekt.

I 2004 startede daværende præsident George W. Bush et nyt stort projekt kaldet Constellation, som skulle føre USA tilbage til Månen senest 2020 med det endelige mål at sende mennesker til Mars 10 år senere.

Projektet kom i gang, og NASA begyndte at konstruere både raketter og rumskibe. Men så blev Obama præsident, og han aflyste Constellation med den begrundelse, at projektet var blevet for dyrt og desuden forsinket.

I stedet bad Obama NASA om at planlægge en flyvning til en asteroide, men det blev opgivet, da Trump blev præsident. Nu skal NASA igen til at koncentrere sig om Månen. At gøre det inden 2024 bliver en teknisk og ikke mindst økonomisk udfordring. Men det er værd at mærke sig Trumps begrundelse for projektet, som er, at USA nu er i et kapløb med både Kina og Rusland.

Det er overhovedet ikke sandt, da Kina går deres egne og ikke specielt hurtige veje, og rumfarten i Rusland har store økonomiske problemer. Men påstanden viser, at det ikke er helt let at begrunde et stort projekt, så det kan vinde både politisk og folkelig opbakning.

LÆS OGSÅ: Bliv klogere på Solsystemets utrolige måner

Artemis bliver Apollos efterfølger

Projektet om at vende tilbage til Månen i 2024 har fået navnet Artemis efter solguden Apollos søster, der blandt meget andet også var gudinde for Månen. Det virkeligt nye er, at Trump allerede i år søger 1,6 milliarder dollar ekstra til NASA for at få gennemført Artemis til tiden – og det er et usædvanligt skridt at tage, for amerikanske præsidenter har ikke haft for vane sådan bare at forhøje NASA's budget.

Den samlede pris for Artemis vil naturligvis blive højere, så der bliver brug for yderligere ekstrabevillinger de kommende år. NASA har i mange år haft et forholdsvis jævnt budget på 0,5 procent af det samlede statsbudget, men selv med ekstra penge regner NASA ikke med at være klar til en mere permanent tilstedeværelse på Månen før 2028.

NASA har i flere år arbejdet på at udvikle både en raket og et rumskib, som kan indgå i de nye måneplaner. Det drejer sig om Orion-rumskibet og SLS-raketten, som er på størrelse med den gamle Saturn 5-raket.

Begge dele er arvestykker fra Constellation-programmet, som ganske vist blev opgivet, men hvor man alligevel valgte at fortsætte udviklingen af både rumskib og raket i et beskedent tempo, da man jo ikke kunne vide, om der pludselig blev brug for dem.

Planen år for år

Da Trump traf beslutningen om Månerejsen, måtte NASA derfor hurtigt sætte et program sammen, som måske kan føre mennesker tilbage til Månen i 2024, forudsat at der tilføres de nødvendige midler.

I korthed går det ud på både at bruge Orion og SLS sammen med en ny ide om en rumstation i bane om Månen kaldet ’Lunar Gateway’ eller bare Gateway:

• Efter planen skal den første SLS-raket opsendes med et ubemandet Orion-rumskib til en tur rundt om Månen i 2021.
• Året efter skal Orion bemandes med fire astronauter. De skal også flyve rundt om Månen i noget, der minder om en gentagelse af Apollo 8-flyvningen i 1968.
• I 2023 skal en lille udgave af Gateway sendes til Månen, måske med en kommerciel raket som Falcon Heavy.
• Endelig i 2024 kommer så den tredje SLS med de astronauter, der skal lande på Månen. Orionrumskibet kobler sig til Gateway, og med et landingsfartøj, der endnu hverken er konstrueret eller bygget, flyver de så fra Gateway og ned på Månen.

Landingsfartøjet bliver en enorm udfordring med en så kort tidsfrist, men måske kommer der uventet hjælp. Verdens måske rigeste mand, Jeff Bezos, som har grundlagt internetfirmaet Amazon og skabt sit eget rumfirma Blue Origin med et milliardbudget, har nemlig præsenteret et landingsfartøj ved navn Blue Moon, som skulle være klar i 2024.

Vi ved også, at Kina har planer om at flyve til Månen omkring 2030. De har taget de første skridt til at bygge en stor måneraket, men der er intet tegn på, at de på nogen måde føler sig i et kapløb med USA.

Rusland siger, at de har planer om at sende mennesker til Månen. Her er en smule skepsis dog på sin plads. De russiske rumbudgetter er små, og industrien ikke i den bedste tilstand.

LÆS OGSÅ: Kan Rusland nogensinde blive den førende rummagt igen?

Basen er næste skridt

De amerikanske planer om at vende tilbage til Månen i 2024 lyder nærmest som en gentagelse af det gamle månekapløb. Men det er nye tider, og det helt afgørende er, om vi igen kommer til at opleve en enkeltstående begivenhed som Apollo, eller om vi denne gang vil se begyndelsen på en mere permanent tilstedeværelse på Månen.

En permanent tilstedeværelse vil kræve, at man bygger en base. Problemet er, at en base er et projekt, der strækker sig over mange år. Forudsætningen for en base er derfor store og stabile bevillinger over mange år. Her har NASA et stort problem, da budgettet kun vedtages for et år ad gangen.

Derfor kan det være en stor fordel med et internationalt samarbejde, som kan være med til at sikre stabile bevillinger over mange år. Rumstationen ISS har vist, at netop det internationale samarbejde har sikret den stabilitet, der nu har ført til, at rumstationen har fejret sit 20-års jubilæum i rummet – endda med mulighed for at fortsætte i op til 10 år.

Det er klart, at begyndelsen på en permanent tilstedeværelse på Månen bliver en lille base, og her er de to helt centrale spørgsmål, hvor basen skal placeres, og hvordan den skal indrettes.

Sydpolen er det bedste sted til en base

Både ESA (Det Europæiske Rumagentur. red.) og NASA har allerede set på, hvor basen kunne bygges. Det bliver sandsynligvis nær Månens sydpol, da man her har fundet vand i klipperne. Adgangen til vand er helt afgørende for at kunne bygge en base, der med tiden kan blive næsten selvforsynende.

Nær sydpolen findes et 21 km stort krater, som er opkaldt efter polarforskeren Ernest Shackleton. Der er to gode grunde til at anbringe den første base på randen af dette krater.

For det første ligger dele af kraterranden i næsten konstant sollys, og det er en meget stor fordel, da man så kan bruge solceller til at forsyne basen med energi. Solen står så lavt over horisonten, at temperaturen er nogenlunde konstant på omkring -50 grader.

LÆS OGSÅ: Forskere finder gigantisk og mystisk masse under kæmpe krater på Månen

Nærmere ækvator kan vi ikke undgå den to uger lange månenat uden sollys, med temperaturer ned til -180 grader. Bruger man solenergi, er to uger lang tid at undvære sollys.

Den anden grund er, at krateret er hele 4,2 km dybt, og dets bund derfor ligger i et konstant mørke med en temperatur måske ned til -200 grader. Her i kraterbunden skulle der være muligheder for at finde is, som er ført til Månen med kometer – måske endda mere is, end vi kan finde i klipperne.

Det bliver dog noget af en udfordring at komme fra randen af Shackleton-krateret og ned til bunden. Det er nok ikke en tur, man vil sende astronauter ud på. Derimod vil robotbiler kunne styres fra basen.

Shackleton-krateret befinder sig i det såkaldte South Pole – Aitken Basin, som er et 2.500 km stort og 13 km dybt krater – det størst kendte krater på Månen, som må være dannet ved et enormt asteroidenedslag.

Geologerne er meget interesserede i dette krater, fordi det er så dybt. Derfor er der gode grunde til at antage, at vi her kan finde materiale, som kommer dybt nede fra Månens indre.

Grunden til, at dette enorme krater ikke er særlig kendt, er, at det meste findes på Månens bagside. Her fra Jorden ser vi kun en lille del af randen som nogle bjerge nær sydpolen, kendt under navnet Leibnitz-bjergene.

LÆS OGSÅ: Fra Newton til Einstein og Hawking: Sådan tænkte fysikerne om de gådefulde sorte huller

En landsby på Månen

Det andet spørgsmål er, hvordan basen skal bygges. Her er flere forslag, og et af dem kommer fra det europæiske rumagentur ESA om en ’landsby på Månen’, kaldet Lunar Village. Det er ikke en landsby med skole og kirke, men et forskningscenter, der kan udbygges over mange år af mange forskellige lande.

Centralt for Lunar Village vil blive en lille kuppelformet base, som skal bygges ved 3-D printning af materiale, der hentes fra Månen. Basen skal dækkes til af et tykt lag månemateriale, der skal beskytte både mod strålingen i rummet og de meget store temperaturforskelle mellem nat og dag.

Der er mange problemer med at bo på Månen, og blandt de største er tyngdekraften, støvet og strålingen.

Selv i dag ved vi ikke, om en tyngdekraft på kun 1/6 af Jordens er nok til at stimulere muskler og knogler under et længere ophold, eller om astronauterne skal gennem et lignende omfattende træningsprogram som på rumstationen ISS.

Det ødelæggende månestøv

Månestøv er det andet store problem. Støvlaget dannes, når små meteoritter rammer Månens overflade. Ved nedslaget knuses de sten, der ligger på overfladen, men da nedslaget også udvikler varme, så smeltes noget af materialet på overfladen. Slutresultatet bliver et pulveragtigt materiale, hvor mange partikler på overfladen har et glasagtigt lag.

Det betyder, at mange partikler bliver meget skarpe – men ikke nok med det. Strålingen fra Solen og rummet gør de små partikler elektrisk ladede, og det betyder, at støvet nærmest klistrer til astronauterne. Det slider på rumdragterne, som bliver meget mindre smidige, når støvet sætter sig i de bevægelige dele.

Rumdragterne på Apollo 17-flyvningerne var næsten helt ødelagte efter bare tre dages ophold på Månen. Således havde støvet slidt sig gennem hele tre beskyttende lag på geologen Harrison Schmitts ene støvle.

Og når støvet slæbes ind i kabinen, så begynder det at svæve rundt. Det kan blokere for luftfiltre og desuden fremkalde allergiske reaktioner. Da støvet indeholder metallisk jern, er det sundhedsfarligt, men til gengæld åbner jernet en mulighed for at filtrere støvet bort med brug af magneter.

Samlet set vil støvet nok være det største problem i forbindelse med opførelse af en base på Månen.

Det tredje store problem er den kosmiske stråling. På grund af Månens manglende magnetfelt når strålingen nemlig helt ned til overfladen. Lange vandringer på overfladen vil derfor udgøre en betydelig sundhedsrisiko. Den eneste udvej er at opholde sig det meste af tiden inde i den godt beskyttede base – gemt væk under et tykt lag af månestøv til at bremse strålingen.

LÆS OGSÅ: Kig op i juli: Den forunderlige Måne er i fokus

Industriel produktion på Månen

Det er naturligt at begrunde en base med den videnskab, der kan udføres på Månen. Man behøver blot at nævne muligheden for at kunne undersøge 3-4 milliarder år gamle klipper, som har ligget på Månen gennem det meste af Solsystemets historie.

Hertil kommer, at store nedslag på Jorden helt sikkert har ført til, at klipper og andet (måske biologisk) materiale fra Jorden har fundet vej til Månen. Så en udforskning af Månen kan måske også lære os noget om Jordens fortid.

Endelig er der Månens bagside, som er helt skærmet mod radiostøj fra Jorden. Her er der alle tiders mulighed for at opføre et radioobservatorium, som kan lytte til de svageste radiokilder i universet.

Men videnskab alene er ikke nok til at begrunde en base, ikke mindst på grund af de enorme omkostninger. Derfor vil det være nødvendigt, at basen på længere sigt kan skabe en indtægt ved en eller anden form for produktion.

Eksport af Månevand

Der er muligheder for en industriel produktion på Månen: Den mest oplagte er udvinding af vand. Andre muligheder er produktion af Helium-3, og måske også de sjældne platinmetaller til industrielt brug her på Jorden. Det er dog ret usikkert, hvor store mængder af disse metaller, der findes på Månen – og desuden skal man først finde dem.

Den første industri på Månen bliver ret sikkert produktion af vand. Hvis klipperne indeholder vand, kan det udvindes blot ved en opvarmning – og sollys er der jo nok af. Noget af vandet kan bruges på basen, men det meste skal eksporteres.

På grund af Månens lave tyngdekraft er det let at sende tanke med vand bort fra Månen, eventuelt ved at bruge en magnetisk katapult drevet af solenergi – altså uden brug af raketter.

Har vi først vandet ude i rummet, på et mindre rumlaboratorium, så kan det let ved sollysets hjælp spaltes i ilt og brint, som er de bedste raketbrændstoffer, vi kender. Det betyder, at man kan optanke rumskibe ude i rummet med vand fra Månen.

Skulle vi hente vandet fra Jorden, skulle det først sendes ud i en bane om Jorden. Alene det kræver en masse energi på grund af Jordens stærke tyngdekraft, som kræver store og dyre transportraketter.

Vi må dog have en ret omfattende rumfart, før det kan betale sig at hente vand fra Månen. Der er ingen tvivl om, at optankning ude i rummet vil være et enormt gennembrud for rumfarten. Men så skal vi også mene det alvorligt og virkelig tro på en fremtid i rummet.

LÆS OGSÅ: Minedrift på asteroider: Første skridt bliver rumtankstationer

100 ton Helium-3 = et års energiforbrug

Den anden mulighed, der har fået en stor presseomtale, er meget mere spekulativ. Det er produktion af Helium-3, som kunne bruges til fusionskraftværker.

Helium-3 kommer fra solvinden og findes i støvet på Månens overflade. Man skal dog indsamle op mod 150.000 ton månestøv for bare at kunne udvinde et kg Helium-3.

Produktionen af Helium-3 vil derfor kræve en betydelig industri på Månen, som det vil tage mange år og koste en formue at opbygge, men måske kan det betale sig. En beregning viser, at bare 100 ton Helium-3 kan forsyne verden med energi et helt år.

Det betyder, at prisen for et kg Helium-3 er over 3 milliarder dollar.

Men selvom Helium-3 er et meget effektivt brændstof, er der lige en ting, som skal overvejes, før man sætter gang i en produktion på Månen: Vi behersker ikke fusionsteknikken, så selvom vi fik foræret en stor tank med helium-3, så findes der endnu ikke noget fusionskraftværk, som kan udnytte det.

Alene af denne grund vil produktion af Helium-3 først blive aktuel om mange år, måske flere årtier, når vi behersker teknikken til at udnytte Helium-3 til fusion.

To fortællinger om fremtiden

Der er to fortællinger om fremtidens rumfart, nemlig den klassiske, og så en fortælling baseret på, hvordan verden har ændret sig siden rumalderens begyndelse.

Den klassiske fortælling begynder med Månen, hvor et par hundrede mennesker opholder sig fordelt på flere baser. De kører omkring i en slags ’mobile homes’, store rovere med plads til overnatning og ophold.

De to vigtigste opgaver er forskning og opbygningen af en industri på Månen. Robotter tager sig af at indsamle støv og klipper for at udvinde enten vand eller Helium-3 til eksport. Geologerne har fundet et passende sted at opføre en måske kilometer lang magnetisk katapult drevet af solenergi, som uden brug af brændstof kan slynge beholdere med vand og Helium bort fra Månen.

Den megen trafik til Månen nedsætter prisen for en månerejse, og med tiden kommer enkelte superrige turister til Månen for at opleve at gå på Månen. Det kan godt være, det er besværligt i den tunge rumdragt, men man kan helt sikkert opleve at sætte sin fod et sted, hvor ingen har gået før.

Det er den klassiske fremtid, hvor unge mennesker kan rette teleskopet mod Månen i håb om at se lysene fra de spredte baser, og så drømme om selv en dag at rejse derop.

LÆS OGSÅ: Kineserne besøger Månens bagside

Fortællingen bliver næppe til virkelighed

Men Månen er kun det første skridt, hvor vi træner til den lange rejse til Mars og senere længere ud i Solsystemet.

De rumskibe, vi sender af sted, er bemandede, og astronauterne udforsker planeterne lidt på samme måde, som vi i gamle dage udforskede Jordens polare områder og ørkener.

Det er den vision, rumfarten har haft lige siden før rumalderens begyndelse, og som har inspireret mange af de tidlige rumforskere, der var med til at sætte det hele i gang.

Den helt klassiske fortælling bliver næppe til virkelighed af to grunde:

• Den vigtigste grund er, at det har vist sig, at lange ophold i rummet kan udgøre en betydelig sundhedsrisiko. Det kan være synsproblemer, mulighed for svækket immunforsvar, tab af knogle- og muskelmasse og en øget kræftrisiko på grund af den kosmiske stråling.
• Den anden grund er, at de enorme fremskridt inden for robotteknik betyder, at mange opgaver, som i gamle dage kun kunne udføres af mennesker, nu kan klares af robotter.

Vi kunne selvfølgelig forstille os en ’nyklassisk’ fortælling, hvor drømmen bevares, selvom rummet mere og mere overlades til robotter, dog uden at mennesker helt forsvinder. Men der er også en helt anden og meget mere pessimistisk fortælling.

'The end of the space age'

I 2011 havde det engelske tidsskrift The Economist en artikel med titlen ’The end of the Space Age’, som nok ikke har vakt jubel hos dem, der troede på den klassiske fremtid. Artiklen beskrev, hvorledes rumfarten vil udvikle sig, hvis vi vendte universet ryggen og i stedet koncentrerede os om det vi har kaldt ’den nødvendige rumfart’.

Den nødvendige rumfart handler om de satellitter, vi direkte har nytte af, og som alle befinder sig inden for den geostationære bane 36.000 km over ækvator. Hvis vi alene holder os til den nødvendige rumfart, så er rumalderen forbi. Vi citerer:

»Fremtiden ser ud til at være begrænset af den nye grænse for Jorden, den geostationære bane. Inden for denne grænse vil der komme stadig mere aktivitet, og denne del af rummet vil blive tæmmet af mennesket, ligesom vi har tæmmet så mange ødemarker i fortiden.«

»Uden for den geostationære bane vil rummet forblive tomt. Der vil være enkelte strejftog, ligesom når mennesker forlader deres forskningsbaser i Antarktis for kortvarigt at begive sig hen over iskappen, før de igen vender tilbage til basen for at få varme, mad og selskab. Men menneskets drømme om en fremtid herude i rummet vil stort set være forsvundet.«

Det er jo en meget dyster vision, men vi har dog et historisk fortilfælde.

Fra indelukket til stormagt

I 1400-tallet begyndte Kina at udforske verden med skibe, der var langt større og bedre end dem, vi på den tid kunne bygge i Europa. Den 'kinesiske Columbus' hed Cheng Ho (1371-1435), og han foretog flere store rejser, men inden han nåede helt til Europa, blev han kaldt hjem.

Kina skulle vende tilbage til de klassiske dyder, og riget i midten lukkede sig om sig selv. Det ændrede sig først, da europæerne kom til Kina.

Nu er Kina blevet en stormagt i rummet, men med de store globale udfordringer, vi står overfor, som klimakrisen, tabet af biodiversitet, forurening og en stigende befolkning, tror vi ikke på en gentagelse af historien. Vi bliver simpelthen nødt til at forstå Jorden som en planet med begrænsede resurser. Vi får brug for det perspektiv, rumfarten kan give.

LÆS OGSÅ: Forskere: Den kollision, der skabte Månen, gav os også grundlaget for liv

For at forstå Jorden er det nødvendigt også at forstå Mars og Venus. Begge planeter mindede i begyndelsen af deres tilværelse en del om Jorden, muligvis endda med have. I dag er Venus 500 grader varm, mens Mars er en iskold ørken med evige støvstorme. Vi kan lære meget om vor egen planet ved at forstå, hvorfor og hvordan vore to naboplaneter udviklede sig til de meget fremmedartede verdener, de er i dag.

Alligevel kan det ikke udelukkes, at et samfund vælger at vende ryggen til universet, men det er en situation, der ikke er holdbar. De globale kriser kan dog føre til, at baser på Månen og rejser til Mars og endnu længere ud i Solsystemet i en periode ikke kan finde hverken politisk eller folkelig støtte.

Ikke egnet for mennesker

Selvom vi overvinder kriserne og igen begynder at planlægge rejser ud i solsystemet, så er der et stort problem, og det er desværre selve Solsystemet.

Det er i virkeligheden slet ikke egnet for mennesker – hverken den 500 grader varme Venus eller den iskolde ørkenplanet Mars med de konstante støvstorme.

Og for resten af planeterne er forholdene endnu mere umulige.

Kun på Jorden kan vi gå rundt uden rumdragt, og derfor kan netop selve Solsystemet blive rumfartens største udfordring.

Men den udfordring er de to firmaer SpaceX og Blue Origin villige til at tage op, for de ejes af milliardærer, som for alvor tror, at mennesket har en fremtid i rummet. De er overbeviste om, at man godt kan skabe en rumfart baseret på at opfylde mange menneskers drømme om at komme ud i rummet.

Netop denne vision om, at mennesket har en fremtid i rummet, har været en vigtig begrundelse for, at de to firmaer har investeret i store raketter, der kan sende turister og mennesker, der ønsker at leve og arbejde uden for Jorden, ud i rummet.

Det bliver derfor ganske spændende at se, hvordan rumfarten vil udvikle sig, når disse firmaer for alvor går ind i rumfarten i det næste årti.

LÆS OGSÅ: ISS fylder 20: Sådan begyndte verdens største rumprojekt

En tak til Månen

Månen har været hovedpersonen i denne serie af seks artikler, så den fortjener en tak. Månen har bestemt gjort meget for mennesket, og det kan du læse mere om i det foregående artikler:

1. »One small step for man«: Førstehåndsvidner til Apollo 11 tager dig med tilbage til den første månelanding, der er en facinerende førstehåndsberetning om månelandingen.
2. Fra taber til førende rummagt: Historien om, hvordan Sovjet og USA kæmpede sig til Månen om månekapløbet som en sportskamp med flere runder (der blev vundet lidt på skift).
3. Det dristige træk: Første gang mennesket forlod Jordens kredsløb, var det med Apollo 8, der gennemgår, hvordan det endelig lykkedes at komme af sted.
4. »Failure is not an option«: Dygtighed og stort held blev Apollo-astronauters redning med fokus på de 6 flyvninger efter Apollo 11, hvor ingen, på næsten mirakuløs vis, omkom.
5. 12 mennesker har gået på den, men der er stadig meget, vi ikke ved om Månen, der zoomer ind på alt det vi har lært om både Månen og livets dannelse gennem Apollo-missionerne.