April er en begivenhedsrig måned for rumfarten. Først og fremmest har præsident Joe Biden nu nomineret den tidligere senator fra Florida Bill Nelson til ny leder for NASA.
Bill Nelson er naturligvis demokrat, men udmærker sig ved at være den ene af to amerikanske senatorer, som har været i rummet. Han fløj med rumfærgen Columbia i december 1986, selv om han ikke var uddannet astronaut.
Kaptajnen på Columbia var Charles Bolden, der senere blev chef for NASA under Obama.
Nelsons rumflyvning varede seks dage. Han gennemførte 12 medicinske eksperimenter, herunder den første amerikanske stresstest i rummet og et kræftforskningseksperiment sponsoreret af universitetsforskere.
Siden da har han spillet en vigtig rolle i senatet for at promovere rumprogrammet.
Han er medlem af NASA Advisory Council, der, som navnet siger, rådgiver NASA. Den almindelige holdning er, at Biden her har satset på kontinuitet i stedet for at lade yngre kræfter komme til. Bill Nelson er 78 år gammel og bliver dermed den hidtil ældste leder af NASA.
Men Biden ønsker at fortsætte Artemis-måneprogrammet, som blev skabt under Trump, og netop til den opgave er Nelson nok det rette valg.
\ Læs mere
Folkedrab sætter en stopper for rumfart
Japan har direkte mærket, hvordan politik kan få betydning for rumfarten. Japan har nemlig bygget to små satellitter på hver 50 kilo for Myanmar. Satellitterne er udstyret med et kamera til at overvåge landbrug og fiskeri.
Den første satellit er allerede på ISS og parat til at blive sendt ud i rummet, men Japan vil efter militærkuppet ikke sende den bort fra rumstationen. De er bange for, at billederne kan bruges militært, da militæret har stået for en etnisk udrensning af de lokale rohingyaer.
Desuden har det ikke været muligt for japanerne at komme i kontakt med det universitet i Myanmar, som formelt har ansvaret for projektet. Så hvad der nu skal ske med satellitten er lige nu meget usikkert.
Kinesisk rumstation på vej
Vi ved ikke noget med sikkerhed, men meget tyder på, at det første modul til Kinas nye rumstation, Tianhe-1, vil blive opsendt her i foråret, muligvis allerede i april eller maj.
Det 18 meter lange og 24 ton tunge modul vil blive opsendt med Kinas største raket, Long March 5B.
Det er planen, at modulet allerede i år skal besøges af to hold såkaldte taikonauter (kinesiske astronauter, red.), der skal opsendes med rumskibene Shenzhou 12 og Shenzhou 13.
Man regner med en hurtig opbygning af rumstationen, der jo også er langt mindre end ISS. Rumstationen kommer til at bestå af i alt tre moduler, og de to sidste skal opsendes i 2022.
\ Om artiklen forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient’er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I snart 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De står bag bogen ‘Det levende Univers‘ og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet ‘Stubberne’.
Kina har udvalgt i alt 18 nye taikonauter til rumstationen, 17 mænd og en kvinde. Det er syv militære piloter, syv ingeniører og teknikere og fire ’Payload specialists’ med en videnskabelig uddannelse.
Det er meningen, at den kinesiske rumstation med tiden også skal åbnes for andre end kinesere.
Corona forårsager forsinkelser
Trods corona klarer rumfarten sig, selv om pandemien har givet anledning til nogle forsinkelser. Dog mærker astronauterne pandemien, når de træner her på Jorden forud for ophold på rumstationen ISS.
De træner så vidt muligt hver for sig, men de skal jo også træne i de ikke særligt store rumskibe Dragon og Soyuz, som bruges til opsendelse og landing. Her bærer de mundbind, og desuden er astronauterne i karantæne sammen med deres familier fra tre uger før opsendelsen.
I videoen herunder kan du overvære en samtale mellem det amerikanske center for sygdomskontrol og to astronauter på ISS om corona og rumfart.
Hvor længe holder satellitter i rummet?
Vi hører ofte om at rummet er ved at blive overfyldt af satellitter, og det selv om mange satellitter ender med at brænde op i atmosfæren.
\ Læs mere
Nu har det europæiske rumagentur ESA og FN udgivet en grafik, der viser, hvor længe satellitter i bane om Jorden vil opholde sig i rummet, før de kommer ind i atmosfæren og brænder op.
Den laveste højde, hvor det er muligt at have en satellit, er omkring 200 kilometer – men her er luftmodstanden stadig så stor, at levetiden kun vil være højst et par dage. Men atmosfæren strækker sig langt højere op, og den kan stadig mærkes i baner mere end 1.000 kilometer oppe.
Her er oversigten:
- Banehøjde på 500 kilometer giver en levetid på mindre end 25 år
- Banehøjde på 800 kilometer giver en levetid 100-150 år
- Banehøjde på 1.200 kilometer giver en levetid på over 2.000 år
- Banehøjde på 36.000 kilometer giver en uendelig levetid
\ Serien ‘Rumfarten’
‘Rumfarten’ giver dig hver måned en oversigt over de vigtigste aktuelle rumfartsnyheder.
Her er forrige artikel i serien:
Følg også med i serien ‘Kig op’, der i starten af hver måned zoomer ind på de vigtigste astronomiske begivenheder på himlen og ude i rummet.
Kun de laveste baner er ‘selvrensende’
Vi ser, at det kun er de laveste baner, der er ’selvrensende’ – forstået på den måde, at satellitter af sig selv kommer ind i den tætte atmosfære og brænder op i løbet af en overskuelig tid.
Det er en af grundene til, at de meget omtalte Starlink-satellitter, som nu opsendes i tusindtal, holder sig nede i de lave baner.
Baner mellem 800 kilometer og 1.200 kilometer over Jorden anvendes meget af satellitter, der overvåger Jorden og vejret. Disse baner er også i fare for at blive overfyldte, og det kan være, at man efterhånden bliver nødt til at sende dem ned i atmosfæren efter endt opgave.
Problemet er bare, at det kræver en raketmotor og en del brændstof. Den vægt, der bruges her, gør, at satellitten så ikke kan medføre så mange instrumenter.
Den sidste bane er den såkaldte geostationære bane, hvor en satellit har en omløbstid på et døgn, og derfor altid står stille over samme punkt på Jorden.
Denne bane er også i færd med at blive overfyldt, og desuden er der det problem, at døde satellitter, der ikke længere kan styres med små raketmotorer, har en tendens til at samle sig to steder i banen.
Årsagen er dels, at Jorden ikke er helt rund, og dels påvirkning af tyngdekræfter fra Solen og Månen.
Derfor har man her indført en såkaldt kirkegårdsbane nogle hundrede kilometer højere oppe, hvor døde satellitter kan parkeres uden at fylde op i den geostationære bane.
\ Læs mere
\ Læs mere
Ebrahimis motor skal med millisekunders mellemrum skabe nogle små, magnetiske bobler kaldet ’plasmoider’. Når de undergår et magnetisk kollaps, så får vi ioner med en meget høj fart – op til 500 km/s eller endnu højere.
Men endnu er det simulationer og teori. Det vigtige er, at vi nu for første gang har fundet en metode til at opnå de meget høje udstødningshastigheder, som et hurtigt rumskib kræver.
Ebrahimi-motoren ligger i praksis nok nogle årtier ude i fremtiden, men giver håb om et stort gennembrud inden for rumfarten.
