Klokken er 22 den 3. marts 2007. Christoffer Karoff har for længst lagt sin et-årige datter i seng, og nu sidder han i sofaen med benene smækket op på bordet og han grubler. Tanken falder på hans phd-projekt på Astronomisk Institut, Århus Universitet.
Han rynker panden lidt, for det er et svært projekt. Faktisk ved han ikke rigtigt hvordan han skal gribe det an. Men udfordringen er også stor, for han prøver at løse en gåde, som astronomerne har forsøgt at løse i ti år, nemlig at finde kilden til solskælvene på Solens overflade.
Knækker han denne nød, vil astronomerne langt bedre kunne beskrive Solens opførsel nu og i fremtiden.
Han havner i en blindgyde
Han får den idé, at der måske er en kobling mellem Solens 11 år lange cyklus og solskælvene. Og i løbet af nogle uger udvikler han en analysemetode, der kunne tjekke, om der var en sammenhæng.
Til sidst lægger han den færdige analysemodel ind på en supercomputer på universitetet sammen et hav af data fra solskælv og soludbrud, der var opsnappet af SOHO-satellitten og det amerikanske satellit-netværk GOES.
Computeren regner hele sommeren igennem, men i løbet af sensommeren begynder de første resultater endelig at tikke ind på hans skærm.
»Jeg var så skuffet, for resultaterne viste overhovedet ingenting. Der var ikke skyggen af en sammenhæng. Men analysen viste noget underligt støj, som jeg ikke forstod. Det gjorde mig lidt nysgerrig. For hvor mon den støj kom fra?« fortæller Christoffer Karoff.
Støj på linjen skyldes ofte markante fænomener
Endnu engang sad han derhjemme i sofaen. Denne gang lidt slukøret, for hans oprindelige projekt om at finde årsagen til solskælv var nu reduceret til at finde en støjkilde, han ikke forstod.
Men han besluttede sig for at gøre det, hvis ikke for andet så for at afslutte projektet på en god måde. Han grubler og bladrer i sit indre hjernearkiv i jagten på et fænomen, der kunne skabe støj.
Støj på linjen skyldes for det meste markante fænomener, og derfor drøner soludbruddene lige ind på hans lystavle.
»Det var ubeskriveligt fantastisk at gøre så stor en opdagelse. Jeg sov ikke i tre dage« siger Christoffer Karoff.
Resultatet lyser i røntgen
Beregningerne på supercomputeren havde givet ham en figur over solskælvene som funktion af tiden. Mens han sidder i sofaen prøver han at lave en tilsvarende figur over røntgenstrålingen fra Solen som funktion af tiden – for soludbruddene udsender energi i røntgen.
Han spærrer øjnene op. De to kurver er pot og pande og stemmer fuldstændigt overens. Der var en kæmpe sammenhæng. For hver gang, der var et soludbrud, dukkede der et solskælv op umiddelbart efter.
»Jeg fløj op af sofaen og vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv af glæde. Som ung forsker var det ubeskriveligt fantastisk at gøre så stor en opdagelse. Jeg fik drukket nogle øl og sov ikke i tre dage. Jeg fik følelsen af at min forskning pludselig gav mening i et større perspektiv, og det var en utrolig fornemmelse,« siger Christoffer Karoff.
