NASA har allerede fløjet rundt på Mars med stor succes. Deres Ingenuity Mars Helicopter har haft 72 flyvninger på den røde planet, hvilket er en del flere end de kun fem flyvninger, NASA forventede at have med helikopteren.
Trods succeshistorien vil NASA’s Institute for Advanced Concepts (NIAC) nu forsøge sig med en ny flåde af flyvende robotter på Mars.
Rumagenturet vil sende en sværm af humlebi-lignende robotter, kaldet ‘Marsbier’, til den røde planet. Bierne bliver flere i antal, kan skaffe bedre data og kan flyve længere end Ingenuity-helikopteren.
Det skriver IFL Science i en artikel.
Marsbiernes kommende indtog på planeten betyder, at NASA ændrer strategi for flyvning på Mars. Fra at have en ‘tung’ helikopter (1,8 kilo) skal de have en masse små og letflyvende bier.
Vægten har nemlig stor betydning på Mars, fordi atmosfæren er tyndere end på Jorden, og tyngdekraften er en tredjedel lavere.
Den tynde atmosfære giver også udfordringer med at få ‘luft under vingerne’, da der ikke er meget luft. NASA har derfor ladet sig inspirere af naturen på Jorden.
»Migrerende flyvende dyr viser forbløffende evner til langdistanceflyvninger i forhold til deres størrelse. For eksempel flyver monarksommerfugle (vingefang: 10 cm) 4.000 km fra Nordamerika til det centrale Mexico, og hvor det rapporteres, at de flyver gennem tynd luft i helt op til 3.353 meters højde.«
»Vandrealbatrossen (vingefang: 3,1 m) kan flyve rundt om Antarktis 2-3 gange og tilbagelægge 120.000 km,« forklarer forskere fra amerikasnke Kanglab ved University of Alabama om inspirationen bag Marsbee-projektet ifølge artiklen.

































