Den lille helikopter ved navn Ingenuity, som Marsroveren Pereverance medbragte, har nu gennemført sin sidste flyvning.
Men den har klaret sine opgaver så godt, at man nu regner med, at det bliver rutine at medbringe en lille helikopter til at virke som spejder. Det planlægger Indien også på en fremtidig Mars-mission.
Men fremtiden kan også byde på et helt Mars-fly. Det er i hvert fald NASA's seneste forslag.
Ingenuitys bedrifter
Siden Perseverance ankom til Mars i 2021, har Ingenuity gennemført 72 flyvninger og fløjet i alt 17 km.
Den kommer ikke op at flyve igen, fordi den pådrog sig skade på et rotorblad under sin sidste flyvning.
Dens sidste opholdssted bliver Neretva Vallis, en kanal, der engang bragte vand ind i en gammel sø. Dette sted er nu blevet omdøbt til ’Valinor Hills’, et navn, der er taget fra Tolkiens ’Ringenes Herre’.
Krise på Mars
Ingenuitys sidste flyvning faldt næsten sammen med en krise i Marsforskningen.
Måske den vigtigste opgave for Perseverance er at indsamle prøver i små forseglede cylindre, som så engang efter 2030 kan opsamles og bringes tilbage til Jorden, det såkaldte ’Mars Sample Return’ projekt – ofte forkortet til MSR.
Men her er prisen løbet fuldstændigt løbsk – det seneste skøn er, at det vil koste over 11 milliarder dollar at bringe prøverne tilbage. Det er mere end kongressen er villig at betale, og det har ført til, at forskningscentret JPL i Californien har måttet fyre 530 ansatte samt 40, der arbejdede på kontrakt.
Hvad fremtiden nu er for MSR er helt ukendt, og det kommer også til at påvirke os her i Europa, da ESA skulle være en del af dette meget store projekt.
ESA skulle nemlig have leveret den rumsonde, som skulle modtaget prøverne, efter de var opsendt fra Mars af en særlig, amerikansk bygget rumsonde. ESA's sonde havde til opgave at bringe prøverne den lange rejse tilbage til Jorden. Det skulle være med den hidtil største rumsonde sendt til Mars.

Den nye Mars-idé: Et langtrækkende elfly
Men selv i disse mørke tider er der nogle, som tør drømme. MSR er enormt kostbar, men hvad så med at bygge et virkeligt langtrækkende fly?
Det kan udforske ellers utilgængelige steder på Mars som dybe kløfter, og flyet vil også være meget velegnet til en meget omfattende kortlægning af planeten – hvis det ellers kan flyve i den meget tynde atmosfære.
NASA har i hvert fald taget de første skridt til en helikopter kaldet MAGGIE, der står for Mars Aerial and Ground Intelligent Explorer.
Det er et elektrisk drevet fly, hvor elektriciteten kommer fra store vinger belagt med solceller. Rækkevidden er 179 km på en enkelt opladning, og i løbet af et år skulle det nå at flyve omkring 16.000 km.
Man forudser tre opgaver for MAGGIE:
- Lede efter vand
- Kortlægge Mars magnetfelt, som slet ikke minder om Jordens magnetfelt
- Samt lede efter metan
Man finder af og til spor af metan på Mars, og det store spørgsmål er, om metanen skyldes biologiske eller geologiske processer.
Sagen er, at en seriøs udforskning af Mars som forberedelse til en bemandet rejse kræver, både at man får prøver med hjem samt en meget detaljeret kortlægning af den art, som kun et fly som Maggie kan levere.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient’er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I mere end 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet ‘Stubberne’.

































