Tirsdag 4. juli ankommer rumfartøjet Juno til Jupiter. Og det bliver med en dansk signatur i form af et stjernekamera, som forskere fra DTU Space har udviklet med professor John Leif Jørgensen i spidsen.
Menneskeheden har endnu ikke været så tæt på planeten, som vi måske kommer med Juno, for Jupiter er en ufatteligt besværlig planet at besøge med sine meget lave temperaturer og kraftige stråling.
\ Galileo-rumsonden
Galileo-rumsonden, som kredsede omkring Jupiter i 1995-2003, medbragte en lille sonde, som blev sendt ned i Jupiters atmosfære den 7. december 1995.
Sonden sendte i den følgende time data tilbage, indtil den nåede omkring 200 kilometer ned i atmosfæren, hvor trykket og varmen blev så stor, at instrumenterne blev ødelagte.
»Jupiter er jo det absolut værste sted i hele solsystemet for et rumfartøj at bevæge sig. Vi flyver ind et sted, hvor der aldrig nogensinde har været en sonde eller en probe før, så det er lidt nervepirrende, og vi er faktisk temmelig nervøse for, om vi nu har beregnet alting rigtigt. Men vi glæder os rigtig meget til at få data deroppe fra,« fortæller John Leif Jørgensen til P1-programmet Videnskabens Verden.
Juno kan ændre forstålsen af solsystemet
Missionen skal blandt andet fortælle os, hvordan det tidlige solsystem opførte sig.
En af de ting, som forvirrer forskerne, er, at Jorden ikke ville have haft noget vand, hvis ikke det var kommet fra Det ydre Solsystem helt ude på den anden side af Jupiter. Men tidligere målinger viser, at der slet ikke er noget vand på Jupiter.
\ Jupiter i tal
Jupiters overflade er 125,5 gange så stor som Jordens.
Ud fra tidligere rummissioner har man fundet ud af, at temperaturen på planeten er omkring minus 148 grader.
Jupiter er 5,2 AE fra Solen, det er en astronomisk måleenhed, der svarer til 778 millioner kilometer.
AE er en astronomisk måleenhed, som er fastsat til 149,5 millioner kilometer, svarende til middelafstanden mellem Solen og Jorden. Middelafstanden til Jupiter er således 778 millioner kilometer.
Kilde: NASA
»Det vil sige, at der er noget, der ikke passer. Så enten er der et eller andet helt magisk inde i midten af Jupiter, som vi ikke kender til, eller også så er vores dannelsesmodel for solsystemet helt forkert, og den slags ting vil vi meget gerne vide noget om,« fortæller John Leif Jørgensen til P1-programmet Videnskabens Verden.
Jupiter er en arketype for planeter
I vores solsystem fungerer Jupiter som en ’bodyguard’ for alle de andre planeter. Dens store størrelse og kraftige magnetfelt, tiltrækker nemlig kometer og asteroider, som ellers kunne kollidere med og ødelægge de mindre planeter.
Resultaterne fra Jupiter kan måske bruges til at forstå, hvordan et solsystem er opbygget.
Jupiter er nemlig en arketype for, hvordan planeter vil se ud i fremmede solsystemer.
Stort set alle de opdagede solsystemer, hvor der er fundet planeter, har en gasgigant som Jupiter.
11 år, til en ny chance opstår
Når Juno skal helt tæt på Jupiter, så skal den bruge hovedmotoren til at bremse i 35 minutter for at lande i den rigtige bane om planeten.
»Hvis ikke vi gør det, så bliver vi slynget forbi Jupiter og tilbage mod Solen. Og så går der altså 11 år, før vi er ude ved Jupiter igen,« fortæller John Leif Jørgensen til P1.
Seks timer inden motorbremsningen skal Juno vendes om, fordi motoren skal brænde i den modsatte retning af bevægelsesretningen, for at kunne bremse op.
Men når Juno vendes, så mister rumfartøjet også forbindelsen til Jorden, fordi den antenne, som forskerne bruger til at kommunikere med Juno med, bliver vendt væk fra Jorden.
»Den drejning sker seks timer før, vi når det tætteste punkt på Jupiter, hvor motoren skal brænde. Og først seks timer efter igen, drejer den antennen mod Jorden. På dét tidspunkt ved vi, om det er gået godt,« fortæller John Leif Jørgensen i Videnskabens Verden.
Først data efter 100 dage
John Leif Jørgensen og hans forskerhold vil modtage resultater forholdsvist hurtigt, men mange af de videnskabelige forsøg, som skal foretages, får vi først svar på senere.
NASA kalder nemlig den første bane for ’tå-dypper-banen’, hvor de tester, hvor godt instrumenterne virker i forhold til strålingen fra Jupiter.
Så først efter omkring 100 dage begynder vi at få tunge videnskabelige data tilbage.
Missionen er forlænget
Missionen, som oprindeligt skulle vare 18 måneder, er blevet forlænget til to år.
Efter de to år, er det så planen, at Juno skal styrte ned i atmosfæren på Jupiter.
Et problem med dette er, at rundt om Jupiter svæver månen Europa, som er en ismåne. Forskerne mistænker Europa for at have et ocean under islaget, hvilket gør månen til ét af de tre steder i solsystemet, hvor der er håb for at finde liv væk fra Jorden.

»Vi må under ingen omstændigheder styrte vores rumfartøj ned på Europa. For at undgå det skal vi sørge for, at vi til allersidst får Juno til at forsvinde ind i topsiden af atmosfæren på Jupiter,« fortæller John Leif Jørgensen til P1.
»Men det har vist sig, at hele flyvningen har været så perfekt, at vi har halvdelen af brændstoffet tilbage. Så vi planlægger at udvide missionen yderligere et par år, hvis alting er, som vi håber det er,« fortsætter han.
Du kan læse meget mere om Juno-missionen, som har danske rumkameraer og legomænd med sig i artiklen: Nu skal Juno afsløre Jupiters hemmeligheder.
Det vi allerede ved om gasgiganten
Vi ved meget lidt om Jupiter, selvom den er blevet studeret flere gange, og der har været to rumsonder i kredsløb om den, og flere andre sonder har passeret forbi.
Men inden rummissionen når sit mål, og forhåbentligt giver os mere viden om gasgiganten, så ved vi allerede en del om planeten.
I videoen øverst i denne artikel kan du se, hvordan Jupiter ser ud fra Jorden gennem kæmpeteloskopet, Very Large Teloscope, VLT. VLT har filmet planeten i infrarøde farver, som et led i forberelsen af Juno-missionen.
De orange farver viser, hvor der er varmere og overskyet, hvorimod de blå farver viser, hvor der er koldt og skyfrit.
Mens vi venter på at se billeder helt tæt på planeten, kan du i artiklen Very Large Telescope fylder 15 år læse meget mere om teloskopet.
Den Røde Plet og bælterne
Jupiter, der primært består af helium og hydrogen ligesom Solen, er den største planet i vores solsystem og den femte planet fra Solen. Den er så stor, at alle de andre planter i solsystemet snildt kunne være indeni den.
Udover sin størrelse er den også kendt for sine bælter og Den Røde Plet, som er en kæmpe storm, der har raset på planeten i flere hundrede år.
Du kan læse meget mere om Den Røde Plet i artiklen Mysterium om Jupiters røde plet er løst og se en video af den, taget af Hubble-teleskopet i artiklen Hubble-video viser Jupiters røde plet krympe.
Da rumfartøjerne Voyager 1 og Voyager 2 undersøgte planeten i 1979, sammenlignede man billeder af planeten, der viste, at bælterne bevæger sig. Hvad bælterne går ud på, kan du læse mere om i artiklen Hvorfor Jupiter har bælter.
Planeten med de mange måner
Alt er større, voldsommere og hurtigere på Jupiter. Det tager kun planeten ti timer at dreje rundt om sig selv, hvilket vil sige at én dag på Jupiter varer 10 timer.
Til gengæld tager det planeten 12 gange længere tid end Jorden at cirkulere rundt om Solen. Et år på Jupiter svarer altså til 12 år på Jorden.
Gennem tiden har der været hele otte rummissioner ved Jupiter, som har samlet viden om solsystemets største planet.
Gennem sit teleskop opdagede Galileo Galilei i 1610 Jupiters fire største måner; Io, Europa, Ganymedes og Callisto. I dag har man fundet 67 måner, hvoraf 17 af dem venter på at blive bekræftet.
Mens du venter på Juno, kan du gå på opdagelse i tidligere rummissioner på Jupiter i tidslinjen nedenfor.
Artiklen er redigeret af Karsten Bomholdt.