Kvinderne fra ‘Pickerings Harem’ træder ud af anonymiteten

I 1872 begyndte en kendt Harvard-astronom ved navn Edward Charles Pickering at udarbejde et omfattende stjernekatalog over hele stjernehimlen.

Arbejdet var støttet og betalt af den velhavende læge og amatørastronom Henry Draper, der også kom til at lægge navn til kataloget.

Det var et enormt arbejde at skabe dette katalog, der udkom i 9 bind mellem 1918 og 1924, og som i alt rummede oplysninger om stjernespektrene for 225.300 stjerner.

Et stjernespektrum er en opløsning af en stjernes lys i mange bølgelængder. Hver stjernetype har sit karakteristiske spektrum, der afspejler, hvilke grundstoffer, der findes i stjernen, og hvor varm stjernen er.

Ligesom et almindeligt prisme kan opløse sollyset i mange farver, kan astronomerne sende stjernelyset gennem et spektrometer, der virker som et prisme med indbygget målestok.

Kvinderne var omhyggelige – og billig arbejdskraft

Pickering havde udviklet en ny og enkel teknik, der gjorde det muligt at optage mange stjernespektre på en gang. Dermed kunne man for første gang lægge stjernernes spektre til grund for en klassifikation.

Til dette omfattende rutinearbejde med at sortere og klassificere stjernespektrene ansatte Pickering en flok kvinder, der i dag kendes under betegnelsen ’Pickerings Harem’ – i en pænere version dog kaldet Harvard Gruppen.

Det var almindeligt på den tid. Kvinderne var omhyggelige medarbejdere og billig arbejdskraft, og ofte havde de på forhånd tilegnet sig gode kundskaber i astronomi fra læreanstalter, der var specielt målrettet kvinder.

Kvindernes betydelige bidrag til astronomien

Pickering havde dog formanet dem om, at deres arbejde blot var ’at indsamle og sortere data, men ikke søge efter deres kosmiske betydning’.

Nogle af kvinderne kunne dog ikke helt lystre Pickerings formaning. De blev så optagede af deres arbejde, at de ikke kunne lade være med at gå videre med opdagelser, de havde gjort – og finde ud af betydningen.

Pickering frygtede vel, at nogle af kvinderne med deres selvstændige arbejder kunne komme til at overskygge hans berømmelse. Det skete også, og i dag er Pickering mest husket for denne upassende opførsel.

Nogle af kvinderne udførte så betydelige bidrag til astronomien, at de trådte ud af anonymiteten og fik deres egen og velfortjente plads i astronomiens historie. Vi omtaler et lille udvalg af dem.

LÆS OGSÅ: Sandsynlighedsregning: Kvinder burde få mange flere Nobelpriser

Henrietta Swan Leavitt og cepheidestjernerne

Henrietta Swan Leavitt (1868 – 1921) gjorde en vigtig opdagelse om de variable cepheidestjerner.

Leavitt var præstedatter fra Massachusetts, og hun kunne virke noget reserveret, fordi hun tidligt var blevet døv som følge af en sygdom.

Hun havde dog alligevel sikret sig en bred uddannelse både i klassisk græsk kultur og kunst, men også i matematik og astronomi fra Radcliffe College, der var en afdeling af Harvard Universitetet specielt rettet mod kvinders uddannelse.

Med denne baggrund blev hun i 1902 ansat af Pickering som almindelig udmåler og beregner. Hun beskrives som hårdtarbejdende og meget seriøs – i et arbejde, der gav hende 10,50 dollars om ugen i løn.

Hurtigt kom hun til at lede udmålingsarbejdet af stjernernes lysstyrker, og til alt held for astronomien gik hun i gang med at udmåle nogle fotografiske plader, der var taget med det 60 cm store Harvard-teleskop i Perus bjerge.

Fra dette teleskop kunne man se de Magellanske Skyer på sydhimlen. Og nu opdagede Leavitt, at der på de fotografiske plader var en række klare variable stjerner af den type, man i forvejen kendte under navnet cepheider.

Cepheiderne er stjerner, der skiftevis udvider sig og trækker sig sammen og derfor varierer i lysstyrke. Nogle cepheider varierer på få døgn, mens andre har perioder på uger eller måneder.

Pickering kommer i vejen

I 1912 havde Leavitt indsamlet så meget data fra cepheider i den Lille Magellanske Sky, at hun kunne finde en sammenhæng mellem disse stjerners lysstyrke og periode. Selvom hun ikke kendte afstanden til den Lille Magellanske Sky, antog hun fornuftigt nok, at de observerede stjerner måtte befinde sig i nogenlunde samme afstand.

Resultatet blev den senere så berømte ‘periode-lysstyrke relation’ for cepheider.

Henrietta Leavitt havde hermed lagt grunden til en meget vigtig metode til at bestemme afstande i det dengang kendte univers. Da Pickering blev klar over, at Leavitt var på sporet af en meget stor opdagelse, skyndte han sig at overflytte hende til andet arbejde, fordi hun havde overtrådt hans påbud.

Andre astronomer udførte senere det store kalibreringsarbejde, som var nødvendigt for at kunne bruge periode-lysstyrke relationen til at bestemme afstande i rummet. Det skete ved at sammenligne Leavitts cepheider med nærliggende cepheider i Mælkevejen, hvis afstande var bestemt ved andre metoder.

I 1924 kom metodens helt store gennembrud, da det lykkedes for Edwin Hubble at observere cepheider i Andromeda-galaksen:

Hubble kunne nu, ud fra periode-lysstyrke relationen, endelig vise, at Andromeda var et selvstændigt stjernesystem uden for vor Mælkevej. Hermed løste Hubble problemet i ’Den store Debat’ på den tid:

Om alle himlens stjernetåger hørte til i Mælkevejen, eller om nogle af dem var selvstændige stjernesystemer.

Men det kom Leavitt ikke til at opleve. Hun var død af cancer to år tidligere i en alder af bare 53 år. Henrietta Leavitt har fået både et krater på Månen og en asteroide opkaldt efter sig.

Annie Cannon klassificerede 350.000 stjerner

Annie Jump Cannon (1863 – 1941) bragte orden i klassifikationen af stjerner og indførte de såkaldte spektralklasser for stjernerne.

Annie Cannon havde allerede i sin barndom interesseret sig for astronomi og været meget optaget af stjernehimlen.

Hun havde gode evner og kunne derfor sikre sig en uddannelse i fysik og astronomi fra Wellesley College i Massachusetts, der på den tid var en af de mest anerkendte læreanstalter i naturvidenskab for kvinder.

Efter at have taget sin mastergrad fattede Cannon interesse for fotografering og spektroskopi.

Det skaffede hende adgang til Harvard College Observatory, hvor Pickering fik øje på hende og i 1896 ansatte hende som assistent ved observatoriet. Det var dengang ret usædvanligt, at kvinder havde adgang til at observere.

Således rustet blev Cannon nu et agtet medlem af Pickerings harem. Hun gik i gang med at bringe orden i sorteringen af stjernerne efter deres spektre. Et par af kvinderne havde tidligere forsøgt at klassificere stjernerne – det var ikke helt nemt.

Men nu besluttede Cannon sig for at begynde helt forfra. Hun indførte de såkaldte spektralklasser og opdelte stjernerne i typerne O, B, A, F, G, K og M, efter hvordan deres spektre så ud. Hendes opdeling var baseret på styrken af brintlinjerne, som senere skulle vise sig også at afspejle temperaturen.

LÆS OGSÅ: Fossiljæger i strutskørt og atombombens moder: Mød ti videnskabskvinder, der ændrede historien

Oh, Be A Fine Girl, Kiss Me

Således er O-stjerner de varmeste, mens de røde M-stjerner er de koldeste. Solen er med sin overfladetemperatur på knap 6.000 grader en G-stjerne.

Cannons inddeling af stjernerne er sidenhen udødeliggjort i sætningen Oh, Be A Fine Girl, Kiss Me, der gennem generationer skulle hjælpe studerende med at huske rækkefølgen.

I den moderne astronomi optræder Cannons inddeling i det såkaldte Hertzprung-Russell-diagram, der er en 2-dimensional afbildning af stjernerne, hvor 1. aksen viser Cannons spektraltyper og temperatur, mens 2. aksen opdeler efter stjernernes absolutte lysstyrker.

Selv Pickering måtte undervejs anerkende Cannons evner – han skal endda have udtalt: ’Miss Cannon er den eneste i verden, der kan gøre dette arbejde så hurtigt’.

Og denne anerkendelse er helt på sin plads. Cannon nåede i årenes løb at klassificere omkring 350.000 stjerner. Hun kunne klassificere tre stjerner i minuttet blot ved at se på deres spektre gennem et forstørrelsesglas. Og hun var kendt for sit meget præcise arbejde.

Annie Cannon fik en karriere i astronomien, der kom til at strække sig over 40 år, og hun fik gennem årene mange priser og anerkendelser. Det gjorde det også muligt for hende at oprette et legat, ’Annie Jump Cannon Prisen’ for unge kvinder, der ville uddanne sig inden for astronomien.

Det hører dog med til historien, at Annie Cannon først i 1938 i en alder af 75 år fik en fast ansættelse ved Harvard Universitetet. Hun nåede desværre kun at bestride stillingen i tre år indtil sin død i 1941.

Williamina Fleming: fra tjenestepige til astronomisk assistent

Williamina Fleming (1857 – 1911) er usædvanlig, idet hun begyndte sin karriere som tjenestepige i Pickerings husholdning.

Pickerings hustru Lizzie opdagede Williaminas gode evner og interesse for astronomi, og hun anbefalede i 1881 sin mand at overføre den unge pige fra køkkenet til den astronomiske kvindegruppe.

Pickering lærte selv Williamina at sortere stjernespektre.

Hun blev en dygtig medarbejder, der endda bidrog med et forsøg på sortering af stjernespektrene kaldet Pickering-Fleming systemet. Denne klassifikation lå til grund for det første bind af Henry Draper-kataloget med spektre for over 10.000 stjerner, der udkom i 1890 – seks år inden Miss Cannon trådte ind i Harvard Gruppen.

Williamina Fleming udmærker sig tillige ved at være den første, der opdagede en hvid dværg fra Harvard Observatoriet.

Som det hedder i historien, kom Pickering og en anden kendt astronom, Henry Russell, først til kikkerten en times tid efter.

De har dog været ædle nok til at tilkende Fleming æren for opdagelsen, som hun publicerede i 1910.

Mary Anna Draper sikrer fortsættelsen af katalogarbejdet

Mary Anna Palmer Draper (1839 – 1914) var gift med Henry Draper, den velhavende læge og amatørastronom, der betalte for udførelsen af stjernekataloget.

Det er hendes fortjeneste, at det store arbejde med Henry Draper-kataloget kunne fortsætte i årene efter hans død allerede i 1882, idet hun tilførte betydelige midler fra sin arv til arbejdet.

Hun var selv meget optaget af astronomi og havde af sin mand lært at optage stjernespektre.

Da hun var blevet enke, deltog hun ofte i Harvard Gruppens arbejde.

LÆS OGSÅ: Hvorfor er der stadig kun få kvinder, der vælger et STEM-fag?

LÆS OGSÅ: Seks seje videnskabskvinder, du skal kende

LÆS OGSÅ: Inge Lehmann og de usynlige danske videnskabskvinder