Vi hører ofte om det amerikanske Artemis-projekt om at sende mennesker tilbage til Månen, men næsten intet om det kinesiske måneprojekt.
Det vil vi rette op på i denne artikel, både fordi der er en god mulighed for, at Kina kommer til Månen før USA, og fordi de kinesiske måneplaner er lige så store og ambitiøse som de amerikanske.
Desuden er det nu helt officielt, at Kina vil sende mennesker til Månen inden 2030. Det fremgår af en pressemeddelelse, som Kinas agentur for bemandet rumfart, China Manned Space Agency (CMSA), har udsendt.
Kinas plan ligner mere det klassiske Apollo-projekt end Artemis
Kinas plan er meget mere enkel end det amerikanske Artemis-projekt, der både omfatter en rumstation i bane om Månen og et 50 meter højt landingsfartøj, hvor astronauterne skal tage en elevator for at komme ned på overfladen.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient’er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I mere end 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet ‘Stubberne’.
På mange områder minder den kinesiske plan mere om Apollo end om Artemis.
Det er nok mere nærliggende at sammenligne det gamle amerikanske Apollo-projekt med det kinesiske projekt. De to projekter er ens på den måde, at de begge deler rejsen til Månen i to dele.
Astronauterne sendes først til en bane om Månen, og her skifter de så til et landingsfartøj, som bringer dem ned til Månens overflade.
I Apollo-projektet sendte NASA både Apollo-rumskib og landingsfartøj til Månen med en meget stor raket, nemlig Saturn 5.
Kina har valgt at bruge en noget mindre raket kaldet Long March 10. Til gengæld vil hver rejse til Månen så kræve to Long March 10-raketter, hvor amerikanerne kunne nøjes med en Saturn 5-raket.
Kinas rejse til Månen
Den kinesiske plan er baseret på fem 'byggeklodser', der tilsammen skal gøre det muligt at gennemføre månelandingen, nemlig:
- Raketten Long March 10
- Rumskibet Mengzhou
- Landingsfartøjet Lanyue
- Roveren Tansuo
- Rumdragten Wangyou
Alle fem dele er ved at blive konstrueret og bygget, og det er allerede nu fastlagt, at de første kinesere på Månen bliver astronauter med erfaring fra ophold på rumstationen Tiangong.
Det betyder, at vi måske allerede nu kender navnene på nogle af de astronauter, der om få år skal sendes til Månen.
Det er naturligt at sammenligne den kinesiske Long March 10-raket med den gamle Saturn 5, der blev anvendt i Apollo-programmet, og Starship som skal anvendes i Artemis-programmet.
De 100 ton, vi angiver for den nyttelast, som Starship kan sende til Månen, forudsætter en optankning i bane om Månen.
Du kan se forskellene i vægtklasse mellem Long March 10, den gamle måneraket Saturn 5 og Starship fra SpaceX i denne tabel:
| Long March 10 | Saturn 5 | Starship | |
|---|---|---|---|
| Startvægt | 2.200 ton | 3.000 ton | 5.000 ton |
| Nyttelast til Månen | 27 ton | 50 ton | 100 ton |
I den kinesiske plan opsendes først månelanderen Lanyue til en bane om Månen. Når det er vel ankommet opsendes rumskibet Menzhou med måske fire astronauter også til en bane om Månen.
Her kobles rumskib og landingsfartøj sammen, hvorefter de to astronauter, som skal lande på Månen, forlader rumskibet Menzhou for at komme over i landingsfartøjet.
De astronauter, der efterlades i Menzhou, vil så kredse om Månen, mens de venter på at måneastronauterne vender tilbage – ganske som det skete på Apollo.
Når de to astronauter går ombord på landingsfartøjet Lanyue, så er det stadig koblet til sidste trin af Long March 10, og ved nedstigningen til Månen bruger man så de sidste rester af brændstof herfra.
Det sidste trin afkastes først meget tæt på Månen, og først herfra overtager Lanyues egne motorer så selve landingen. Denne fremgangsmåde vil meget sandsynligt give Lanyue en ekstra brændstofreserve, hvilket altid er en fordel ved en landing.
Vel ankommet til Månen vil de selvfølgelig plante det kinesiske flag, men deres hovedopgave bliver en køretur med roveren Tansuo for at udforske det landskab, hvor de er landet.
Hvor lang køreturen bliver, og hvor længe de skal opholde sig på Månen, vides ikke, men mon ikke det bliver tre døgn som på de sidste Apollo-flyvninger. Derefter er det så bare at starte igen og flyve op til kollegerne på Menzhou og så hjem til Kina.
Hvor vil kineserne lande?
Man har længe regnet med, at de første kinesere vil lande nær månens sydpol, fordi det er her, man kan finde vand. Problemet er bare, at her er overfladen meget ujævn med store kratere og bjerge.
Hvis man vælger at gå langsomt og forsigtigt frem, så vil det være meget lettere og også mere sikkert at sende i hvert fald de første ekspeditioner til de flade sletter nær Månens ækvator – hvor også Apollo-astronauterne landede.
I februar kom så en pressemeddelelse fra China Manned Space Engineering Office (CMSEO).
CMSEO udbad sig forslag fra den kinesiske industri til en satellit, som har til formål at indsamle data fra de områder på Månen, som er tæt på ækvator.
Formålet er at understøtte Kinas første bemandede månelanding og efterfølgende missioner, og det skal ske ved at foretage en geologisk kortlægning og identificere karakteristiske mineraler.
Det kunne tyde på, at Kina vil starte forsigtigt med at lande på Månens flade sletter, men hvis de vil bygge en base, så bliver det nødvendigt først at sende rumsonder og senere sende astronauter ned til sydpolsområdet.
Vi ved, at de to næste ubemandede kinesiske månesonder Chang'e-7 og Chang'e-8 begge skal sendes til sydpolsområdet – Chang'e-8 endda med en rover bygget i Pakistan.
Den langsigtede plan vil nok være, at kinesiske astronauter skal følge efter, selv om det måske ligger nogle år ude i fremtiden.
En af de første udfordringer bliver at vælge en god landingsplads – og dem er der ikke mange af.
Selv om amerikanerne også planlægger Artemis' flyvninger til sydpolsområdet, så vil der dog gå en del år, før der bliver mangel på landingspladser, så Kina kan godt tillade sig ikke at have så travlt med at komme til sydpolsområder, som hidtil antaget.
Der er ingen tvivl om, at bygningen af en base ved sydpolen vil kræve både større raketter og rumskibe. Det forlyder, at Kina er ved udvikle en større raket, som kan sende 50 ton til Månen.
Det vil være afgørende for at kunne sende alt det udstyr til Månen, som er nødvendigt for at bygge en base. Det vil ske i små skridt ved at opsende moduler, og før man har et tilstrækkeligt antal moduler til at kunne tale om en base, hvorfra man kan udforske Månen, kan der godt gå 5-10 år.
Månebasen er et politisk projekt
International Lunar Research Station (ILRS), som Kina planlægger sammen med Rusland, bliver noget af et alternativ til de vestlige planer baseret på Artemis-projektet. Politisk ses ILRS som et projekt, der kan være med til at binde det globale syd sammen, og dermed understrege, at der er andre måder at komme ud i rummet end ved brug af vestlig teknik.
Man kan her se ILRS som en fortsættelse af kinesiske planer om med tiden at åbne deres rumstation Tiangong for andre end kinesiske astronauter.
Allerede nu er der 11 lande ud over Kina og Rusland som er med i projektet, nemlig Aserbajdsjan, Belarus, Kasakhstan, Nicaragua, Pakistan, Senegal, Serbien, Sydafrika, Thailand, Venezuela og Egypten.
Planen er, at ILRS skal være et projekt, der kan markere et alternativ til den vestlige rumfart, som i stigende omfang er domineret af store tech-firmaer som SpaceX og BlueOrigin. Et sådant alternativ kan være tillokkende for lande, der kun lige skal til at begynde på rumfart.
I september 2024 blev der i Kina afholdt en konference om netop dette emne.
»Vores befolkning er måske endnu ikke helt klar over vigtigheden af at udvikle måneudforskning eller rumprogrammer,« sagde Maram Kaire, generaldirektør for det senegalesiske rumforskningsagentur, og bemærkede, at landet stadig står over for udfordringer inden for strømforsyning og rumuddannelse.
Kinas måneudforskningsinitiativer kan være »en af de bedste måder for Senegal at gribe muligheden for at dyrke unge rumforskere og samtidig bygge den nødvendige infrastruktur,« sagde Maram Kaire ifølge en pressemeddelelse fra den kinesiske regering.
ILRS er et projekt, der er startet som et samarbejde mellem Kina og Rusland, men det mest sandsynlige er, at projektet i de kommende år bliver domineret af Kina.
Det russiske rumprogram er bestemt ikke, hvad det var engang, og medmindre russerne i meget høj grad investerer i rumfart, så bliver det Kina, som er storebror i det samarbejde, hvad de sikkert ikke har noget imod.
Månebasen som videnskabeligt projekt
Grundlæggende er ILRS beregnet til at kunne fungere ubemandet det meste af tiden, da meget arbejde kan overlades til robotter. Men kortvarige ophold på basen af astronauter er en del af planen
ILRS skal opbygges i to faser. Den første fase skal begynde i 2035, og bestå af bygningen af en base nær Månens sydpol. Den anden fase af opbygningen sigter mod at etablere et netværk, der forbinder Månens sydpol, ækvator og bagsiden af Månen inden 2050.
Alle disse planer er naturligvis stadig meget løse, men fælles for dem er, at de kræver energi.
Her er der et problem, for på Månen er dagen to uger lang – men det er natten også. Og om natten kan man ikke bruge solenergi, så derfor er Kina og Rusland begyndt at overveje at bruge atomkraft til den lange og meget kolde nat.
Rusland har en betydelig erfaring med brug af atomkraft, der har været brugt i adskillige militære satellitter, som skulle radarovervåge den amerikanske flådes bevægelser.
En af disse satellitter, Kosmos 954, blev kortvarigt kendt i hele verden, da den styrtede ned i Canada og skabte en betydelig radioaktiv forurening. Der kredser dog stadig mange gamle og stærkt radioaktive reaktorer rundt i rummet – de er dog placeret i så høje baner 1.000 km oppe, at vi ikke får dem i hovedet lige med det samme.
Nu er teknikken blevet en hel del bedre, og i princippet skulle det være muligt at placere en lille atomreaktor på Månen. Men det vil kræve transport af radioaktive materialer til Månen og i det hele taget opbygningen af en ikke ubetydelig infrastruktur.
Man kan heldigvis slukke for reaktoren om dagen, for ellers ville der blive et problem med køling, noget vi her på Jorden jo klarer med vand – og så meget vand bliver nok svært at fremskaffe. Til gengæld skal reaktoren så buge nogle store kølefinner om natten, som direkte kan udstråle varme til rummet. Problemerne kan helt sikkert løses, men det vil tage tid og mange penge.
Hvad er formålet med månebasen?
Naturligvis vil en stor del af arbejdet på ILRS består i at udforske Månen, da det er en forudsætning for senere at kunne bruge en sådan base industrielt. Om det overhovedet er muligt, er ikke noget, man kan sige med sikkerhed i dag, så derfor skal alle store planer om en industri på Månen tages med et vist forbehold.
Der har været talt meget om, at det virkelige mål er minedrift, men det er selv i bedste fald noget, som ligger meget langt ude i fremtiden. Det eneste, vi ved, er, at der nær Månens sydpol findes is.
Denne is kan ved elektrolyse spaltes i brint og ilt, og dermed omdannes til raketbrændstof, der gør det muligt at optanke raketter på Månen og dermed nedsætte omkostningerne ved at flyve til Månen.
Hvad der ellers findes af mineraler, og især hvor lette de er at udvinde, er noget, som vil tage mange års udforskning af overfladen at undersøge.
Vi ved dog, at der skulle være mulighed for at udvinde isotopen Helium-3 på Månen, der vil være et meget effektivt brændstof til fusionskraftværker.
Det vil dog ligge langt ude i fremtiden, da det helt sikkert vil kræve en ret stor industri at opsamle Helium-3 fra månestøvet – og desuden har vi jo slet ikke fusionskraftværker her på Jorden som kan anvende isotopen.
Så man skal ikke regne med, at en månebase bliver økonomisk rentabel lige med det samme.
At skabe en månebase vil virkelig kræve både samarbejde og langtidsplanlægning, og her må man nok indrømme, at Vesten for tiden har et problem med den nye regering i USA. Så der er god grund til at holde øje med Kina.
