Samtidig er Kina klar med planer for deres rumsonder Tianwen 2, 3 og 4, og så bliver der set nærmere på muligheden for at sende store spejle ud i rummet, der skal øge solcellers effektivitet.
Febuar tegner til at blive en meget normal måned, hvad angår rumfart.
Det er nok ingen nyhed, at Starlink-opsendelser helt dominerer, men der foregår også andet. Andreas Mogensen skal efter planen vende tilbage til Jorden i februar, og SpaceX vil forsøge sig med en ny opsendelse af verdens største raket, Starship.
Denne gang tror Elon Musk og SpaceX på, at det nok skal lykkes at få raketten i bane om Jorden, selvom de tidligere opsendelser er gået mere eller mindre op i røg.
Det er også SpaceX, som med en Falcon 9 skal opsende den næste i rækken af små rumsonder til Månen. Det er rumsonden IM-1 der er bygget af firmaet Intuitive Machines, og den skal lande tæt ved Månens sydpol.
Her skal den næsten to ton tunge rumsonde foretage en række videnskabelige undersøgelser, blandt andet af, hvordan udstødningen fra raketmotorerne under landingen påvirker overfladen, hvor der slynges sten og støv i alle retninger, hvilket kan give problemer for landingsfartøjet.
Ellers skal vi denne gang omkring Kinas planer for at udforske Solsystemet, den forøgede interesse for Venus, de problemer Starlink-satellitterne skaber, og hvad spejle i rummet kan bruges til – og vi slutter med en lille tur til Pluto.
Allerførst skal vi dog forbi det japanske rumprogram, JAXA, og deres månelander, der må siges at være rendt ind i held i uheld.
Der er nemlig kommet et fantastisk billede fra den japanske månelander SLIM, som åbenbart et landet 'på hovedet' - på billedet kan man tydeligt se, at bremseraketterne vender opad.
Billedet er taget af én af de to små rovere, SLIM medførte, og som nu kører omkring trods den noget uortodokse landing.
Teoretisk er det muligt, at Solen på et senere tidspunkt kan skinne på den omvendte rumsonde og på den måde genoplade dens batterier.
Og nu tilbage til det lovede program.
Kina er begyndt at udrulle deres planer for at udforske Solsystemet med rumsonder, og det er et stort og ganske avancereret program. Deres rumsonder hedder Tianwen, og den første i rækken, Tianwen 1, landede på Mars i 2021 med en lille rover.
Tianwen 2 skal i 2025 sendes til en asteroide og også besøge en komet. Man vil forsøge at tage prøver fra asteroiden og sende dem tilbage til Jorden, og når det er sket, sættes kursen mod kometen 311P/PANSTARRS.
Kometen har en diameter på lidt under 500 meter, og den kredser om Solen i en aflang bane mellem 1,94 og 2,44 AE fra Solen, hvor 1 AE er Jordens afstand til Solen.
Denne rejse vil tage syv år, så Tianwen 2 når først frem til kometen omkring 2033.
Tianwen 3 skal efter planen sendes til Mars i 2028. Her skal der indsamles prøver, som så skal sendes tilbage til Jorden.
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient’er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I mere end 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet ‘Stubberne’.
Tianwen 4 skal opsendes i 2029 på en flyvning, der vil føre den til Jupiters måne Callisto, og desuden skal en del af sonden sendes videre til planeten Uranus.
Tianwen 4 vil ankomme til Callisto i 2035, hvor den skal gå i bane om den kraterdækkede måne.
Den mindre sonde, som sendes videre til Uranus, vil først flyve forbi denne planet i 2045. Det er noget, man ser frem til, da Uranus kun har haft besøg en gang tidligere, nemlig af Voyager 2 i helt tilbage i 1986.
Kina præsenterer hermed et program, som vil kræve en teknik, der er fuldt på højde med, hvad selv NASA råder over.
Hvis to forslag bliver til virkelighed, kan Venus måske igen blive et af rumfartens store rejsemål efter at have været forsømt i mange år.
Ved rumalderens begyndelse var Venus et mål for rumsonder på linje med Mars, men så opdagede man, at den meget tætte atmosfære af CO2 skabte en så stærk drivhuseffekt, at overfladen havde en temperatur på 480 grader.
Det førte meget naturligt til, at man derefter koncentrerede sig om Mars, og selvom der nu igen sendes rumsonder til Venus, så er der tale om meget få sonder.
Men nu er interessen ved at komme igen – ikke så meget for overfladen som for det tætte skylag, som omgiver planeten. Der har været rapporter om fosfin, som er et godt tegn på liv, og nogle mørke aftegninger i skylaget er taget som tegn på mikroorganismer, som absorberer ultraviolet lys fra Solen.
Fosfin-målingerne er muligvis forkerte, og de mørke aftegninger kan forklares med jernforbindelser i stedet for biologi.
Men tilbage står, at temperaturen og lufttrykket 60-100 kilometer over Venus' overflade er omtrent som på Jorden, og der er faktisk mulighed for, at liv kan eksistere her – liv, som kan være kommet fra overfladen, dengang Venus havde et meget mere jordlignende klima.
Det første af de to forslag er at sende et ubemandet fly ned i atmosfæren og virkelig undersøge, hvad der gemmer sig i skylaget. Der skal endda indsamles prøver fra skyerne, som derefter opsendes til en rumsonde (eller rumskib?), som venter i en bane om Venus.
Projektet er foreslået af Geoffrey Landis fra NASA, og NASA synes så godt om forslaget, at de vil se nærmere på det. Landis skal også undersøge, om flyet desuden kan sende en sonde ned til selve overfladen for at indsamle prøver. Projektet har derfor fået navnet ’Sample return from the surface of Venus’.
Det andet forslag kommer fra Boeing og går ud på at gennemføre en slags træningsflyvning før rejsen til Mars ved at sende et bemandet rumskib en tur forbi Venus, dog uden at lande. Fordelen er, at man får en god viden om, hvordan astronauter og rumskib kan klare en lang rejse i Solsystemet langt fra Jorden.
En sådan flyvning kan gennemføres på bare lidt over et år, mere præcist 384 dage. Man kan endda tilrettelægge banen således, at rumskibet i omkring to måneder befinder sig så tæt på Venus, at astronauterne kan styre ubemandede rumsonder, som sendes til Venus.
Boeing har endda foreslået et tidspunkt for flyvningen, nemlig fra 22. juli 2034 til 10. august 2035 – meget kortere end en Mars-rejse.
Begrundelsen for dette projekt er, at NASA for at undgå at rejsetider på op til tre år for at komme til Mars og hjem igen, overvejer rejseruter, hvor man lægger vejen forbi Venus. Opholdet på Mars bliver kun på et par måneder, men til gengæld kommer den samlede rejsetid ned under to år.
Idéen med en træningsflyvning på bare et år er bestemt god, men det er nok tvivlsomt, om der er penge til et sådant projekt.
Der kommer hele tiden nye oplysninger om de problemer, de mange tusinde Starlink-satellitter skaber.
Det kan godt være, at Starlink kan være med til for alvor at gøre internettet globalt, men allerede nu er projektet ved at blive noget af et problem for rumfarten.
Der er nu kommet en oversigt over det antal undvigemanøvrer, Starlink-satellitterne har foretaget i perioden 1. juni 2023 – 30. november 2023:
I løbet af dette halve år er der foretaget ikke mindre end 24.410 undvigemanøvrer for at undgå sammenstød med andre satellitter; det svarer til seks undvigemanøvrer per satellit.
Det er lidt mindre end de tilsvarende tal for perioden 30. november 2022 - 31. maj 2023, men det er stadig et meget stort tal.
Udsigterne bliver imidlertid kun værre. Lige nu er der over 5.000 Starlink-satellitter i rummet, og det tal skal op på 12.000, før første fase af projektet er gennemført, men der arbejdes allerede nu med planer for 40.000 satellitter.
Selv en optimistisk fremskrivning taler om 100.000 undvigemanøvrer per halvår i 2028.
Så længe der er styr på systemerne, og der opretholdes en nøje overvågning af rummet omkring Jorden, så går det. Men hvis overvågningen svigter, eller hvis defekte satellitter ikke adlyder ordrer om at ændre deres bane, så kan det gå grueligt galt.
Der kan komme så mange sammenstød, der skaber så meget rumskrot, at det bliver meget vanskeligt at opsende nye satellitter.
Der er også ved at opstå et andet problem. Astronomerne har længe klaget over, at satellitterne trækker lysende spor hen over de billeder, astronomerne rutinemæssigt tager af nattehimlen.
Og nu har problemet bredt sig: Radioastronomer er begyndt at opfange signaler fra Starlink, også i de frekvensområder, der er reserveret til radioastronomi.
LOFAR er et netværk af over 40 radioantenner spredt ud over Holland, Tyskland, Irland og nogle få andre europæiske lande. LOFAR koncentrerer sig om lavfrekvent radiostråling fra rummet, men nu har det vist sig, at teleskoperne har opfanget uønsket lavfrekvent radiobrum fra næsten 50 Starlink-rumfartøjer.
»Med LOFAR opdagede vi stråling mellem 110 og 188 MHz fra 47 ud af de 68 satellitter, der blev observeret,« lød det fra Cees Bassa, en astronom ved det nederlandske institut for radioastronomi (ASTRON), som administrerer LOFAR-arrayet.
»Dette frekvensområde omfatter et beskyttet bånd mellem 150,05 og 153 MHz, der er reserveret til radioastronomi af The International Telecommunications Union,« fortsatte astronomen.
Fundet er bekymrende for næste generation af radioobservatorier i stor skala, såsom Square Kilometer Array Observatory (SKAO), som i øjeblikket bygges på to fjerntliggende steder i Australien og Sydafrika.
For at maksimere evnen til at detektere selv de svageste signaler fra fjerne galakser er radioteleskoperne placeret meget øde steder, hvor ingen mobiltelefoni, jordbaseret TV eller radio er tilladt.
Starlink og andre satellitkonstellationer kan dog frit bevæge sig - også over disse øde steder. Da satellitterne flyver i lav højde, og signalerne fra dem er stærke, har de mulighed for i alvorlig grad at forstyrre de astronomiske observationer.
Det er jo blevet populært at oprette store anlæg med solceller, som kan levere grøn strøm. Nu er der så kommet et nyt forslag til, hvordan man kan gøre disse solcelleanlæg mere effektive ved lidt hjælp ude fra rummet.
Forslaget, der som har navnet SOLSPACE, går i al sin enkelhed ud på at opsende nogle store spejle ude i rummet. Spejlene bliver sekskantede, hvor hver side har en længde på 250 meter.
De skal opsendes til en bane 900-1.000 kilometer over Jorden og simpelthen virke ved at spejle sollys ned til solcellerne nede på Jorden. De vil især være effektive i tusmørketiden, lige efter Solen er gået ned, eller før den står op.
På grund af spejlenes størrelse oplyser hvert spejl kun et lille område på Jorden på omkring 10 kvadratkilometer.
Dette kan godt passe med, at lyset alene rammer et stort solcelleanlæg, og hvis det er bygget i et øde område, vil lyset fra spejlene ikke ’forvandle nat til dag’, medmindre man står midt i anlægget.
Det er beregnet, at selv i de få minutter, anlægget modtager ekstra lys fra spejlet, bliver himln ikke lysere end på en overskyet dag.
Spejlene vil som sagt være mest effektive i tusmørketiden lige efter Solen er gået ned eller før den står op, hvor de på grund af den forholdsvis lave bane kun kan nå at oplyse et anlæg i 15-20 minutter. Effektivt øger spejlene kun dagens længde en smule, men nok til at give en mærkbar øget produktion af elektricitet fra anlægget.
Efterspørgslen efter elektricitet i tusmørketiden overstiger ofte mængden af strøm, der kan genereres af vind og sol. Det betyder, at kul- og gaskraftværker bruges til at kompensere. Spejlene kan derfor hjælpe med at mindske brugen af fossilt brændstof uden at skulle lagre energi i løbet af dagen.
Den store fordel er, at det er en teknisk set meget simpel måde at øge produktionen af grøn strøm, men der skal mange undersøgelser og beregninger til, før man kan træffe en afgørelse.
Lige nu er projektet beskrevet i en rapport fra den skotske forsker Onur Celik, der sammen med nogle kolleger har fået midler fra European Research Council (ERC).
Selv om vi mennesker nok aldrig kommer til den fjerne og iskolde Pluto, kan man da godt drømme om, hvordan det ville være at besøge denne planet.
Det kan man opleve på denne lille YouTube video herunder:
Selv i en fjern fremtid vil man nok anse det for en bedre idé at sende en robot, der kan tåle en temperatur på -240 grader, og så lade den fortælle, om videoen har beskrevet Pluto godt nok.
I alle tilfælde vil det blive noget af en udfordring at konstruere en rumdragt man kan bevæge sig i, når temperaturen er så lav.
Bliv klar til solformørkelsen 12. august. Vind to par solformørkelsesbriller ved at abonnere på Videnskab.dk's gratis nyhedsbrev. Vi trækker lod blandt alle nyhedsbrevsmodtagere i juli.
