Kig op i marts: Se lille måneformørkelse, og vink til Andreas Mogensen på ISS for sidste gang

Marts åbner døren til foråret. Dagene er længere, og vi er nødt til at gå lidt senere ud om aftenen for at opleve en mørk stjernehimmel.

Dagens længde er ved månedens begyndelse 10 timer og 44 minutter, og den tiltager i løbet af marts med yderligere 2 timer og 18 minutter.

20. marts krydser Solen himlens ækvator, og vi passerer jævndøgn, hvor dag og nat kortvarigt er omtrent lige lange. Derefter bliver dagene gradvist længere end nætterne.

Det går hurtigt i tiden omkring jævndøgn, hvor dagens længde vokser med næsten 5 minutter om dagen. Til gengæld ændrer dagens længde sig næsten ikke i dagene omkring sommersolhverv 20. juni, hvor ændringen er langt under et minut om dagen.

Det er også i marts, vi skifter til sommertid. Det sker i år på den sidste dag i marts, altså 31. marts, som også er påskedag. Klokken 2 om natten skal urene stilles frem til kl. 3 - men det kan selvfølgelig også gøres på et mere bekvemt tidspunkt, der ikke forstyrrer nattesøvnen.

ISS er på himlen i marts

ISS er gavmildt til stede i marts. I begyndelsen af måneden sker passagerne på den tidlige morgenhimmel, men fra midt i marts og omtrent måneden ud kan vi opleve rumstationen på mere bekvemme tidspunkter på aftenhimlen.

For at følge ISS på himlen, skal man have udsigt til himlen i syd, hvor ISS passerer hen over himlen fra retning vest mod øst. Passagen varer typisk et par minutter og slutter brat, når rumstationen forsvinder ind i Jordens skygge.

Bemærk som sædvanlig, at tiderne for passage hyppigt justeres undervejs, så vi anbefaler, at man selv følger slagets gang hér eller via NASA-programmet.

Hvis man nu er ude for at kigge efter rumstationen, så er det efterhånden sidste chance for at sende Andreas Mogensen en venlig tanke. Andreas nærmer sig stærkt afslutningen af sit lange ophold i rummet. Han vender tilbage til Jorden i begyndelsen af marts.

Andreas havde set meget frem til at komme på rumvandring under sit ophold. Det ønske får han desværre ikke opfyldt i denne omgang.

Månen og planeterne

Vi har nymåne 10. marts og fuldmåne 25. marts, hvor der samtidig er en beskeden måneformørkelse.

Planeterne gør imidlertid ikke meget væsen af sig. På nær Jupiter er de stort set på daghimlen og går hele måneden ned før det bliver rigtig mørkt.

Vi må værdsætte Jupiter, som står tidligt op og er på aftenhimlen, indtil den går ned i vest lidt efter klokken 23 først i marts og lidt efter klokken 22 sidst i marts. Vi må heller ikke glemme Uranus, der også er på himlen og i klare nætter kan spottes med en amatørkikkert lidt over Jupiter.

13.-16. marts omkring klokken 20-21 kan Månen ses ikke langt fra Jupiter på himlen i vest. 15. marts er Månen tæt på den røde kæmpestjerne Aldebaran, som er den klareste stjerne i Tyren.

En beskeden måneformørkelse

25. marts er der udsigt til en måneformørkelse. Det er dog en meget beskeden en af slagsen, så man skal ikke stille for store forventninger.

Ved denne lejlighed er der tale om en såkaldt penumbral måneformørkelse, hvor Månen kun kommer ind i Jordens halvskygge - på latin penumbra.

Under formørkelsen er Månen hele tiden belyst af en del af Solen, og det svækker jo også månelyset en smule.

Formørkelsen begynder ved daggry klokken 5.50, men Månen går ned allerede lidt efter klokken 6.

Stjernehimlen i nord

Højt på himlen i nord nær Zenith har vi udsigt til Ursa Major - på dansk Store Bjørn med Karlsvognen som er en del af stjernebilledet. Lidt længere mod øst finder vi stjernebilledet Coma Berenices - på dansk Berenikes lokker, der har navn efter en egyptisk dronning med et prægtigt hår.

Ikke langt derfra ligger stjernebilledet Bootes, der kendes på sin klareste stjerne Arcturus som er blandt de klareste stjerner på himlen. Lige under Karlsvognen slynger Dragen sig ned over himlen mod Ursa Minor - på dansk Lille Bjørn - med Polarstjernen.

Lidt vest herfra møder vi Cassiopeia, der kendes på de tre stjerner, der danner et W. Nærved ses Cepheus, der for nogle minder om et kirketårn.

I en amatørkikkert dukker der mange stjerner op i området. En af disse stjerner er Garnet-stjernen, der er en rød superkæmpestjerne og blandt himlens største stjerner - anbragt på Solens plads ville den række ud til Jupiter.

På en klar, mørk nat skulle det også være muligt at se Mælkevejen som et svagt lyst bånd hen over himlen.

Stjernehimlen i syd

På stjernehimlen i syd finder vi midt på himlen stjernebilledet Leo, på dansk Løven, med den klare stjerne Regulus.

Regulus ses på himlen tæt ved ekliptika, som er Jordens baneplan. Langs ekliptika finder vi også dyrekredsens stjernebilleder, som Løven jo også tilhører.

Der er stadig god udsigt til de to tvillingestjerner Castor og Pollux lidt længere mod vest, og lidt under Tvillingerne ses Lille Hund med den klare stjerne Prokyon, og endnu længere nede Store Hund med Sirius, som er himlens klareste stjerne.

Orion er stadig på himlen i sydvest-vest men går nu ned gradvist tidligere i løbet af måneden. Omkring midnat sidst i marts er der ikke meget tilbage af Orion.

Amatør-astronomernes rolle i astronomien

Amatørastronomer har altid spillet en stor rolle i astronomien, og engang imellem har de også bidraget med observationer, som har bragt astronomien fremad.

Det var tilfældet for den irske Lord Rosse fra Birr Castle, der i 1845 blev den første som så en spiralgalakse, selvom han ikke dengang havde mulighed for at vide, at han havde set noget, som ikke tilhørte vores egen Mælkevej.

1845: Lord Rosse bygger verdens største kikkert

For nogle år siden besøgte vi herresædet Birr Castle i Irland, hvor den bemærkelsesværdige amatørastronom Lord Rosse, den tredje jarl af Rosse, i årene omkring 1845 for egne midler byggede, hvad der dengang var verdens største spejlteleskop.

Det nuværende grevepar på Birr Castle er helt bevidste om deres berømte forfader. Da vi besøgte slottet, havde de netop foretaget en større renovation med stor respekt for teleskopet, så det fremstod, som dengang deres forfader havde opført det et par hundrede år tidligere.

Lord Rosse var som amatør dybt interesseret i stjernehimlen, og alt hvad han kunne se på den. Særlig interesseret var han i de ’spiraltåger’, som han observerede og sidenhen tegnede skitser af.

Han kunne ikke vide, hvad de var, men i dag ved vi - takket være hans skitser - at det var fjerne galakser, han havde observeret.

Lord Rosse havde for egne midler bygget, hvad der dengang var verdens største spejlteleskop med et spejl på 1,8 meter. Selve teleskopet var 18 meter langt, og blev bevæget af et snedigt system af snore og trisser.

Med dette teleskop kunne Lord Rosse nat efter nat sidde og betragte himlen som ingen før ham. Det var jo før fotografiets tid, og som alle datidens astronomer var han derfor henvist til at tegne, hvad han så.

Blandt disse tegninger var der så nogle spiraltåger - Lord Rosse var dermed den første, der så det, vi i dag kalder galakser.

Lord Rosses teleskop var verdens største i årene fra 1845 og indtil amerikanerne byggede Mount Wilson Observatoriet i Californien i 1904.

Jupiter og Uranus

Da vi som nævnt stort set kun har Jupiter og Uranus på nattehimlen i marts, vil vi se lidt nærmere på de to planeter, som har stor betydning for forståelsen, ikke bare af vores solsystem, men også for de mange exoplaneter vi hele tiden opdager.

Vi hører meget ofte, at Solsystemet har to typer planeter. Den ene type er de små planeter af klippe og metal, nemlig Merkur, Venus, Jorden og Mars. Den anden type er de store gasplaneter, altså Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun.

Men denne opdeling er ikke helt korrekt, for vi kan i virkeligheden tale om tre typer af planeter i vores solsystem.

Mens Jupiter og Saturn er ægte gasplaneter, som hovedsageligt består af brint og helium, så er Uranus og Neptun en ganske anden type planeter som kaldes for is-kæmper eller bare is-planeter, fordi de mest består af almindelig is, ammoniak-is og metan-is.

Et par tal vil helt klart vise forskellen:

Planet	Diameter (Jorden = 1)	Masse (Jorden = 1)
Jupiter	11,2	318
Saturn	9,5	95
Uranus	4,0	14,5
Neptun	3,9	17,1

Vi kan se, at Uranus og Neptun er meget mindre end Jupiter og Saturn, men også betydeligt større end Jorden. Nu har det noget overraskende vist sig, at planeter af denne størrelse er måske den mest almindelige type blandt exoplaneterne.

De kaldes nu ofte for Neptun-lignende planeter (måske fordi det er mere mundret at sige end Uranus-lignende planeter).

Der er en stor debat om de mange exoplaneter, vi kalder for Neptun lignende. Er det mon i alle tilfælde is-planeter som Neptun, eller er nogle af dem planeter opbygget som Jorden, men bare større?

I hvert fald er det nu blevet en vigtig del af astronomien for alvor at forstå is planeterne, og det er begrundelsen for, at der nu er planer om for første gang, siden Voyager 2 fløj forbi Uranus og Neptun for snart 40 år siden, igen at sende rumsonder til Uranus og Neptun.

NASA har nogle planer, men de er ikke nået længere end til skrivebordet.

Til gengæld ser det ud til, at Kina har en helt konkret plan med rumsonden Tianwen 4, der i 2029 skal sendes på en flyvning, der vil føre den til Jupiters måne Callisto i 2035.

Her vil rumsonden dele sig, så noget af rumsonden forbliver i bane om den kraterdækkede måne, mens en anden del sendes videre til Uranus med forventet ankomst i 2045.

Går vi i detaljer, så er der mange forskelle på gasplaneter og isplaneter, så det er også vigtigt at forstå opbygningen af en gasplanet som Jupiter – og det er netop opgaven for rumsonden Juno, der for tiden kredser om Jupiter og her har opdaget, at planeten ikke har en helt veldefineret kerne som Jorden.

Vi har i dag ingen gode data for den præcise opbygning af Uranus og Neptun eller om deres centre, så der er nok at tage fat på.

Det helt store spørgsmål er jo, hvorfor planeter af netop denne størrelse er så almindelige ude blandt exoplaneterne. I vores solsystem har vi jo kun Uranus og Neptun.

Der er nok at tænke over, hvis man en dag skulle være så heldig at se et par fjerne planeter i et teleskop som ganske små blågrønne eller blålige skiver.