I årevis har den danske astronaut Andreas Mogensen trænet til at kunne komme på rumvandring.
Drømmen var tæt på at gå i opfyldelse i efteråret, men kort tid før det gik løs, blev rumvandringen aflyst og udskudt, fordi der opstod et problem med et læk af kølervæske på rumstationen.
Siden har det været ventet, at en ny dato for Andreas Mogensens rumvandring ville blive offentliggjort, men nu nærmer opholdet i rummet sig sin afslutning. Og Andreas Mogensen melder nu endeligt ud, at han ikke når at få sin drøm om en rumvandring til at gå i opfyldelse under sit ophold på Den Internationale Rumstation, ISS.
»Desværre vil den planlagte rumvandring, jeg skulle have deltaget i, ikke blive udført denne gang, men måske i fremtiden af en anden besætning,« skriver Andreas Mogensen i en opdatering på det sociale medie X.
I samme opdatering oplyser han desuden, at hans seks måneder lange ophold på rumstationen er ved at være slut.
»Vi har fået datoen for vores retur: Tidligst den 8. marts 2024 vil Jasmin, Satoshi, Konstantin (de tre astronauter, som Andreas Mogensen rejste sammen med til ISS, red.) og jeg gå om bord i vores Crew Dragon ’Endurance’, koble os fra Rumstationen og lande ud for kysten af Florida,« skriver den danske astronaut om sin hjemkomst.
Forsker: Han må være skuffet
Andreas Mogensen har ad flere omgange givet udtryk for, at han glædede sig til rumvandringen, som skulle have været udført i efteråret.
Under en rumvandring kommer man uden for selve rumstationen, og det har ingen dansk astronaut endnu prøvet. Men Andreas Mogensen har øvet sig på rumvandring i årevis, og Videnskab.dk var eksempelvis med, da han trænede i et kæmpe svømmebassin i 2015 – læs mere her.
»Jeg er slet ikke i tvivl om, at han er skuffet. Det var en af de ting, han havde håbet kunne være kronen på værket, inden han skulle afsted. Så jeg er helt sikker på, at han er ærgerlig over, at det ikke bliver til noget. Det ville have været en kæmpe oplevelse,« siger Per Lundahl Thomsen, som er ingeniør og rumforsker ved DTU Space til Videnskab.dk.
'Sindssygt nervepirrende'
Under rumvandringen skulle Andreas Mogensen blandt andet have været spændt fast på den 17 meter lange robotarm, kaldet Canadarm2, der sidder på rumstationens ydre.
»Det må også bare være sindssygt nervepirrende at stå ude og kun være låst fast med dine fødder på spidsen af den her lange robotarm midt ude i ingenting. Du kan ikke engang holde fast i rumstationen, men du må bare håbe på, at dine ben sidder fast i enden af robotarmen,« har Andreas Mogensen tidligere udtalt til Videnskab.dk
Rumvandringen, som var planlagt for Andreas Mogensen og hans makker, den amerikanske astronaut Loral O’ Hara, skulle have varet seks timer.
I løbet af de seks timer skulle de udføre flere opgaver, herunder skulle Andreas Mogensen installere et kamera, mens hans makker skulle tage prøver ved flere ventiler for at se, om bakterier kan kravle ud og overleve udenfor på rumstationen i de barske forhold i rummet.
Du kan læse mere om, hvordan rumvandringen ellers skulle have foregået i denne artikel.
Aflysning ingen overraskelse
Den nye udmelding om, at rumvandringen er aflyst, kommer ikke bag på Per Lundahl Thomsen, som følger missionen tæt.
»Når man som jeg følger nøje med i hans tidsplan, har man kunnet se, at rumvandringen hele tiden er blevet udskudt. Til sidst er den røget ud over tidsplanen, og nu ser det ud til, at det bliver det næste hold, som skal udføre opgaven,« siger Per Lundahl Thomsen.
»Udfordringen er, at en rumvandring kræver rigtig meget planlægning og tager meget tid fra hele holdet på rumstationen. Så man kan ikke bare pludselig smide en rumvandring ind i programmet, for alle har enormt travlt med alverdens opgaver ombord.«
Sådan kommer han hjem
På trods af aflysningen af Andreas Mogensens rumvandring udtrykker astronauten stor glæde over sin rumrejse.
»Det har været en fantastisk mission, hvor jeg blev kommandør for besætningen på Ekspedition 70, en fantastisk international besætning, hvor vi har udført ny videnskab og arbejdet sammen for at gøre det til en god ekspedition,« skriver Andreas Mogensen.
Hvis alt går efter planen, og hverken teknik eller vejrforhold driller, er det ifølge den nye udmelding muligt, at Andreas Mogensen kan rejse ned til Jorden så tidligt som 8. marts 2024.
Rejsen tilbage til Jorden kommer til at foregå i et såkaldt Dragon-modul fremstillet af det amerikanske firma SpaceX – samme rumfartøj, som sendte Andreas Mogensen og hans tre kolleger op til rumstationen i august 2023.
Dragon-modulet vil blive sendt op til rumstationen sammen med efterfølgerne til Andreas Mogensen og hans kolleger – det såkaldte Crew 8, som består af tre amerikanere og en russer. Ifølge NASA’s seneste udmelding vil det nye astronauthold tidligst vil blive opsendt til rumstationen 1. marts.
»Når Crew 8 ankommer, vil der være en periode, hvor Andreas Mogensen og de andre fra Crew 7 skal byde velkommen og overdrage deres opgaver og eksperimenter de nye astronauter,« fortæller Per Lundahl Thomsen.
»Herefter vil man gennemtjekke Dragon-modulet for at sikre sig, at alt virker, og så ellers vente på, at de rigtige vejrforhold er til stede, så man kan sende Andreas Mogensen og hans tre kolleger tilbage til Jorden.«
Glæder sig til at komme hjem
Efter flyveturen gennem rummet vil Dragon-modulet lande på havets overflade, hvorefter et skib vil fragte rumfartøjet og astronauterne ind til kysten i Florida, USA. Og dermed slutter Andres Mogensens anden mission i rummet, der bærer det officielle navn Huginn.
»Min Huginn-mission har været en drøm, der er gået i opfyldelse, hvor jeg har fået lov til at leve og arbejde på Den Internationale Rumstation endnu en gang, denne gang lidt længere end i 2015,« skriver Andreas Mogensen med henvisning til sin første rumrejse i 2015, hvor han kun opholdt sig otte døgn på rumstationen.
»Jeg vil gøre mit bedste for at nyde de sidste par uger, samtidig med at jeg ser frem til at komme hjem til min familie,« slutter han.
































