»Der kommer en mærkelig støj ud af højtaleren… Jeg ved ikke, hvad der laver lyden.«
På en optagelse hører man en pulserende lyd - i tæt lighed med de sonarlyde, man hører fra ubåde eller krigsskibe.
Det lyder måske som begyndelsen på en Ridley Scott-rumgyser.
Men ikke desto mindre var det dét, som astronauten Butch Wilmore på rumfartøjet Starliner måtte rapportere tilbage til NASA’s kontrolrum om, skriver ScienceAlert.
Boeings Starliner-rumfartøj har voldt problemer, da de to NASA-astronauter er strandet om bord på Den Internationale Rumstation (ISS) på grund af helium-læk og systemfejl, som vi har skrevet om på Videnskab.dk.
Med det in mente forstår man derfor godt, hvorfor Wilmore råbte vagt i gevær og bad NASA om at tjekke situationen ud.
Heldigvis er der ingen fare på færde, da lyden er stoppet:
»Feedback fra højtaleren var resultatet af en lydkonfiguration mellem rumstationen og Starliner,« skrev NASA i en email til Jeff Foust fra Space News.
Lydsystemet på rumstationen er komplekst, da det forbinder adskillige rumfartøjer og moduler, hvorfor det er normalt at opleve støj og feedback, forklarer NASA yderligere.
Selvom de to astronauter nok kan ånde lettet op, har de mange måneder tilbage på ISS, da de først skal hjem i februar 2025.


































