Budskabet, der blev sendt ud, er nærmere bestemt et digitalt signal, der indeholder en lang række oplysninger om Jorden og mennesket, og det blev sendt fra datidens største radioteleskop, Arecibo, i Puerto Rico.
Teleskopet findes ikke længere, men det såkaldte Arecibo-budskabs lange rejse er kun lige begyndt. Men alene det, at vi har sendt et budskab ud i rummet, rejser flere spørgsmål:
- Hvorfor blev der sendt et budskab?
- Hvorfor blev budskabet sendt mod et mål 25.000 lysår borte?
- Hvad indeholdt budskabet?
- Er det overhovedet klogt at sende budskaber ud i rummet?
I artiklen vil vi søge at besvare disse spørgsmål og også give en lille liste over nogle af de andre budskaber, som er sendt ud i universet.
Hvorfor blev der sendt et budskab?
Budskabet blev sendt for at fejre, at Arecibo-observatoriets 300 meter store antenne var blevet opgraderet. Det var en beslutning, der alene blev truffet af forskere, og hverken den amerikanske regering eller FN var indblandet.
På det tidspunkt var Frank Drake leder af det center, som havde ansvaret for Arecibo. Frank Drake var den første, som lyttede efter radiosignaler fra andre civilisationer i det såkaldte projekt Ozma, som blev gennemført i 1960, dog uden at man fandt noget.
Året efter var Drake så leder af en konference om de muligheder, der var for at søge efter intelligent liv i rummet.
Til det formål opstillede han den nu så berømte Drake-ligning, der ud fra nogle kvalificerede gæt på en række spørgsmål, gjorde det muligt at anslå antallet af civilisationer i Mælkevejen, og det kom til at definere diskussionen på konferencen.
Så da man skulle fejre, at antennen var blevet opgraderet, var det for ham en meget naturlig ide, at det skulle ske, ved at vi sendte et budskab ud i rummet.
Han skrev selv det første udkast, men der var flere om at skabe den endelige udgave. Der blev sendt invitationer til 200 mennesker, der så kunne overvære, at det kun 3 minutter lange budskab blev sendt ud i rummet. Det skete 16. november 1974.
Før man trykkede på knappen, gav Frank Drake budskabet et par ord med på vejen:
»Hvis nogen udefra observerer Jorden på den frekvens, som budskabet blev sendt på, så ville man se Jorden pludselig lyse 10 millioner gange stærkere end Solen, og det vil være et klart tegn på, at der her fra Jorden udsendes et stærkt signal.«
Men var der overhovedet tale om et budskab til en anden civilisation?
Hvorfor blev budskabet sendt til et mål 25.000 lysår borte?
Hvis formålet var sende et budskab med det håb at få et svar, så ville forskerne nok have valgt at sende det mod en eller flere stjerner tæt på Solen – og selv da ville man først kunne forvente et svar måske 50 år, efter budskabet var sendt.
Ved at sende budskabet til stjernehoben M13 kan vi ikke forvente et svar før om 50.000 år, så formålet har ikke været at skabe kontakt med andre civilisationer. Det kun tre minutter lange signal var i virkeligheden et budskab til os selv om, at vi alle bor på en lille planet i et meget stort univers.
Havde man søgt kontakt, skulle signalet være sendt mange tusinde gange fordelt over en periode på flere år og nok til et mere nærliggende mål.
Stjernehoben M13, som Drake havde valgt som mål, er en såkaldt kuglehob, der indeholder måske en halv million stjerner, selvom hobens diameter kun er omkring 150 lysår.
Det betyder, at stjernerne er meget tæt på hinanden, så afstandene mellem stjernerne i hoben skal måles i lysuger og ikke i lysår.
Set fra den positive side giver det en fantastisk udsigt fra en planet i hoben. Der vil være tusinder af meget klare stjerner på himlen, og det skulle være muligt at læse avis om natten, alene ved lyset fra stjernerne.
Set fra et negativt perspektiv så er det af to grunde meget usandsynligt at finde planeter som Jorden i en kuglehob, selv om hoben indeholder et stort antal stjerner:
- For det første er stjernerne i hoben meget gamle stjerner med et lavt indhold af de tunge grundstoffer, som Jorden er opbygget af. Det er derfor usandsynligt, at planeter som Jorden kan dannes.
- For det andet ville solsystemer som vores være meget ustabile i en sådan kuglehob.
Forklaringen på det sidste er, at stjerner ofte passerer meget tæt forbi hinanden i en kuglehob, og hvis et planetsystem kommer for tæt på en anden stjerne, så vil stjernens tyngdekraft let kunne ændre banen for en planet, så den blev meget aflang, eller planeten blev slynget helt bort.
Og da afstanden mellem stjernerne i en kuglehob i forvejen er meget lille, så vil tætte passager mellem to stjerner være noget, som vil ske meget tit.
Så selv om det kun tre minutter lange signal skulle nå godt frem til M13 i en fjern fremtid, så er der næppe nogen, som står klar til at modtage signalet.
Hvad indeholdt budskabet?
Filosofien bag budskabet er, at hvis der overhovedet er et sprog, der forstås af alle, uanset hvor man bor i universet, så er det matematikkens sprog.
Pythagoras’ sætning om retvinklede trekanter gælder overalt i universet, og alle vil være enige om, hvilke tal der er primtal.
Budskabet består af 1.679 bit, og det tal er valgt, fordi det er et produkt af de to primtal 23 og 73.
Det giver to muligheder for at danne et todimensionelt billede, nemlig:
- Et billede, der indeholder 23 linjer på hver 73 bit
- Eller et billede, der består af 73 linjer, hvor hver linje indeholder 23 bit.
Det er kun den sidste af de to muligheder, der viser et billede, som giver mening.
Illustrationen, der følger herunder, viser selve budskabet, og det kan betale sig at bruge lidt tid på at studere det, men her er en kort beskrivelse:
- Det første budskab er det binære talsystem, hvor der vises tallene fra 1 til 10. Bemærk, at de sorte felter i den nederste linje (vist ved små firkanter på tegningen til højre) ikke tæller med, men blot markerer begyndelsen på signalet.
- For at læse signalet skal man kende til både det periodiske system og atomets opbygning, men det er nok en viden, som alle avancerede civilisationer har. Med den viden kan man nok gætte, at 6 henviser til grundstof nummer 6, altså kulstof, og 8 til grundstof nummer 8, altså ilt (fordi i det periodiske system er grundstofferne opstillet i rækkefølge efter, hvor mange protoner der er i atomkernen).
- Når den kode er brudt, så har man fået oplysning om, hvilke grundstoffer der her på Jorden er centrale for liv, og desuden kan man læse, hvordan disse grundstoffer danner byggestenene i DNA. Desuden vises DNA-molekylets berømte dobbelte helix (spiral).
- Lige under DNA kommer en skitse af et menneske, og nedenunder en skitse af Solsystemet. Her er Solen vist som en stor firkant yderst til højre, og den 3. planet (Jorden) er hævet lidt for at vise, at det er herfra, vi kommer.
For at fejre teknologien, der gør interstellar kontakt muligt, sluttes med et diagram over selve Arecibo-radioteleskopet. Under teleskopet står det binære tal 100101 111110, eller 2430. Budskabet blev sendt på bølgelængden 12,6 cm, og ganger man 12,6 cm med 2430, får man teleskopets diameter på 306,2 meter.
Budskabet afslører ikke andet end, at der et sted i Mælkevejen findes en civilisation, men alligevel er der nogle, som synes, at det er meget problematisk at sende budskaber ud i rummet.
I nedenstående opslag på X deler en bruger et foto af Frank Drakes originale udkast til beskeden:
Remarkable to see the manuscript draft of the Arecibo Message, designed by Frank Drake and other astronomers and beamed into space from the Arecibo radio telescope 50 years ago https://t.co/r4Ko0jNJNo https://t.co/XVrxWdLAsR
— RAS Library (@astro_librarian) August 1, 2024
Hvem har ret til at tale på vegne af Jorden?
Når man sender et budskab ud i rummet, så taler man på en måde for os alle her på Jorden, og spørgsmålet er, om det er rimeligt, eller det er noget, som bør debatteres i FN, før budskabet sendes.
Som det er nu, kan enhver, som har rådighed over et tilstrækkeligt stort radioteleskop, frit sende, hvad de har lyst til. Og det var også, hvad der skete, da Arecibo-budskabet blev sendt.
\ Læs også
Arecibo-budskabet blev sendt af nogle videnskabsmænd, som bestemt ikke havde spurgt hverken den amerikanske regering eller FN, om det nu var en god ide.
Som vi har omtalt, er det usandsynligt, at det kun tre minutter lange budskab nogensinde vil blive opfanget, men nye budskaber planlægges, som måske har en større sandsynlighed for at blive modtaget.
Så spørgsmålet er, hvem der har ret til ’at tale på Jordens vegne’, og om fremtidige budskaber derfor skal godkendes i FN, da det trods alt er noget, der angår alle os, som bor på Jorden.
Bør vi overhovedet kontakte aliens?
Svaret på det spørgsmål hænger sammen med, hvorvidt vi anser det for risikabelt at sende signaler ud i rummet.
En så kendt videnskabsmand som Stephen Hawking har således flere gange advaret mod at sende budskaber. Man kan læse om hans advarsler på denne hjemmeside eller i denne artikel her på Videnskab.dk: ’Stephen Hawking: Stop alle forsøg på at kontakte aliens’.
Den debat, Hawking her rejser, har fået ny næring, efter at kineseren Cixin Liu har skrevet en meget berømt science fiction-trilogi: ’Trelegemeproblemet’ (det første bind er oversat til dansk, og alle tre bind er oversat til engelsk).
Centralt for denne trilogi er teorien om ’den mørke skov’, der kort går ud på, at alle civilisationer gemmer sig for hinanden, fordi man ikke ved, hvad der gemmer sig af farer derude – ligesom man ikke vover sig ud i en mørk skov, hvor farlige dyr kan lure.
Det betyder med andre ord, at man ikke sender, men kun lytter, og hvis alle gør det, så har vi jo en simpel forklaring på ’den store stilhed’ – den kendsgerning, at vi endnu ikke har fundet tegn på radiosignaler fra andre civilisationer.
Den mørke skov er en af de mange forklaringer på det såkaldte Fermis-paradoks om, hvorfor vi aldrig hører fra andre civilisationer, og teorien var kendt, før Cixin Lius' bøger udkom, men det er bøgerne (som nu er en TV-serie på Netflix), der har gjort teorien berømt.
Budskaber, der sendes ud i rummet, mangler retningslinjer
De enorme afstande mellem stjernerne, samt den kendsgerning at man ikke kan flyve hurtigere end lyset, betyder i praksis, at vi nok kan udveksle budskaber, men at en direkte kontakt i de fleste, men ikke alle, tilfælde i praksis er umulig.
Så vi skal nok ikke være for bekymrede.
Men begynder vi for alvor at sende budskaber ud i rummet over lange tidsrum og til stjerner i nærheden af Solen, ville det måske være en god ide, at der var nogle retningslinjer fra FN.
Især fordi den klassiske søgen efter intelligens uden for Jorden (SETI – forkortelse for ’Search for Extra-Terrestrial Intelligence’), hvor man bare lytter, siden 2015 er blevet suppleret med noget, som hedder METI. Det er en forkortelse for ’Messaging extraterrestrial intelligence’, altså at sende budskaber.
Arecibo-budskabet var et så tidligt eksempel på et METI-projekt, at begrebet METI slet ikke var opfundet, men nu er der sendt op mod 20 budskaber til andre stjerner.
Man kan finde en liste over disse budskaber her - nogle budskaber mere seriøse end andre, men de fleste er sendt til nærliggende stjerner.
En øvelse i optimisme
Målrettede budskaber sendt med store radioteleskoper som Arecibo kan nå mange tusinde lysår ud.
Men civilisationer på en lang række stjerner nær Solen har mulighed for at opdage, at der bor nogen på Jorden, også selvom de ikke modtager budskaber direkte. Simpelthen fordi vi hele tiden udsender radar- og radiosignaler.
Så vi har på en måde allerede fortalt universet, at vi eksisterer.
Både SETI og METI er i en vis forstand en øvelse i optimisme. Det kræver, at du forestiller dig, at der er noget, eller nogen, der skal findes – og at vi mennesker er i stand til at gøre den opdagelse og reagere derefter.
Som nogle har sagt: Så længe vi lytter efter signaler fra fjerne civilisationer, er det en moralsk forpligtelse at annoncere vores egen tilstedeværelse. Vi kan kun håbe, men ikke vide, om ’den mørke skov’ ikke er forklaringen på den store stilhed.
