Et dovendyr skal med Andreas Mogensen på rumrejse

Det er en sød gimmick, der efterhånden er blevet en tradition ved opsendelser til rummet:

Astronauter tager tøjdyr med sig i rumskibet, og det sekund, rumskibet går i kredsløb, begynder bamserne at svæve rundt i kabinen.

Fjollet, tænker du måske. Men tøjdyrene spiller faktisk en vigtig rolle.

Bamserne kaldes zero-g indicators (nul-g-indikator). De indikerer, at man nu har opnået vægtløshed - nul-g - og astronauterne kan ånde lettet op, fordi et af rejsens kritiske punkter er overstået.

»Så kan man sige, at opsendelsen er overstået, alt er gået godt, og vi er i kredsløb om Jorden. Så er der ikke nogen bekymringer om launch escape-systemer,« siger Andreas Mogensen til Videnskab.dk.

Launch escape-systemer er de redningssystemer, der er indbygget i rumskibet. Hvis der for eksempel skulle være fare for, at løfteraketten eksploderer, kan rumskibet, astronauterne sidder i, separeres fra raketten og få besætningen på sikker afstand.

Andreas Mogensen er pilot på rejsen, og han har dermed ansvaret for besætningens sikkerhed på flyvningen. Men efter cirka 8 minutter og 50 sekunder kan han altså sænke skuldrene til synet af et svævende dovendyr.

Dovendyret fra DK

Et plysset dovendyr, på engelsk en sloth, får den store ære at være Huginn-missionens nul-g-indikator. Det er Andreas Mogensens børn, der har valgt at netop det dyr skal med deres far i rummet:

»Mine børn elsker dovendyr. Nytår sidste år var vi i Costa Rica, hvor vi faktisk så et dovendyr sidde i træerne på stranden og lege. Det var de meget betagede af,« fortæller Andreas Mogensen og afslører over for Videnskab.dk, at børnene kalder ham for et dovendyr derhjemme:

»De siger, at jeg altid er den langsomme, den sløveste. Når vi skal ud og køre, sidder de alle sammen ude i bilen og venter på mig, mens jeg går og sørger for, at alle døre og vinduer er lukkede, og lysene er slukket og så videre,« siger han.

En sød unødvendighed

Men er bamserne nødvendige for at vise astronauterne, at de har opnået vægtløshed? Et måleapparat ville trods alt være mere videnskabeligt.

»Der er selvfølgelig ikke behov for en zero-g indicator, men det er jo igen bare en tradition. Hvordan den er opstået og hvornår, det ved jeg faktisk ikke. Men det er rart at kigge på, og det er en af de her lidt sjove ting, man har med for at gøre det lidt personligt og lidt menneskeligt,« siger Andreas Mogensen.

Astronauterne mærker selvfølgelig også på egen krop, at de bliver vægtløse.

»Der er absolut ingen tvivl. Det ene sekund bliver du presset tilbage i dit sæde, og så lige pludselig, på et sekund, bliver raketten slukket, og du oplever det, som om du bliver kastet frem i sædet og presset mod sikkerhedsselen,« siger Andreas Mogensen og fortsætter:

»Så lige pludselig bliver der stille, og du kan mærke, at du svæver.«

3-4 gange deres egen vægt

Det, der sker, når rakettens motorer slukker, er, at g-påvirkningen samtidig stopper.

Det forklarer Michael Linden-Vørnle, der er astrofysiker ved DTU Space, til Videnskab.dk.

G-påvirkning er et mål for den acceleration en person eller genstand er udsat for – uanset om den skyldes tyngdekraften, et motordrevet fartøj, som eksempelvis en raket, eller en kombination. Den er afgørende for, hvor meget vores kroppe vejer:

På Jorden er påvirkningen fra tyngdekraften 1 g, og derfor vejer vi det, vi gør.

Jo større acceleration, man er udsat for, jo større bliver g-påvirkningen imidlertid, og astronauterne kan nå helt op på 3-4 g under opsendelsen.

Det vil sige, at deres kroppe føles 3-4 gange tungere.

Hvis Andreas Mogensen vejer 90 kilo, vil det altså føles, som om op mod 360 kilo bliver presset tilbage i sædet i rumkapslen.

»Her skal man forstå, at ens vægt og ens masse ikke nødvendigvis er den samme. Din krop vil altid have den samme masse, men din vægt afhænger af, hvilken acceleration du udsættes for,« siger Michael Linden-Vørnle og fortsætter:

»Ved 1 g har masse og vægt samme værdi. Hvis du er vægtløs har du stadig den samme masse, men din krop vejer ikke noget. Du kan jo ikke stå på en vægt på rumstationen. Den vil også bare svæve rundt.«

På Månen er tyngdepåvirkningen en sjettedel af 1 g, så hvis Andreas Mogensen nogensinde kommer derop, vil han veje omkring 15 kilo – uden rumdragt vel at mærke!

Når løfteraketten slukker, og astronauterne - og deres bamser - på et splitsekund bliver vægtløse, er det fordi man slukker for accelerationen og dermed for g-påvirkningen.

Der er tyngekraft i rummet

Det er ikke det samme, som at der ikke er nogen tyngdekraft i rummet, som det nogle gange fejlagtigt bliver beskrevet.

»Det er en grundlæggende misforståelse. Det er tyngdekraften, der gør, at genstande, som satellitter og rumstationen, overhovedet kan være i kredsløb. Hvis der ikke var tyngdekraft, ville de bare flyve ud i rummet og forsvinde,« siger Michael Linden-Vørnle.

Tyngdekraften trækker rumstationen og astronauterne om bord ind mod Jordens centrum. De er i frit fald.

Michael Linden-Vørnle sammenligner det med en elevator, der får skåret sit kabel over og styrter ned. Hvis en person befinder sig i elevatoren, vil personen være i frit fald sammen med elevatoren og dermed være vægtløs.

På samme måde kan astronauterne svæve rundt inde i rumstationen, fordi de falder sammen med rumstationen.

Mens elevatoren vil ende sit fald med at ramme Jorden, bliver rumstationen hele tiden holdt i sin bane.

ISS flyver nemlig med en hastighed, der er så høj, at det passer præcist med, at rumstationen når ud over Jordens horisont. Selvom rumstationen hele tiden er i frit fald, fortsætter den med at kredse i en bane, der svarer til Jordens krumning.

Man kan sige, at den falder mod Jorden, men hele tiden undgår at ramme den.