Sjove ritualer skal bringe Andreas Mogensen lykke på rumrejsen

Kan man øge chancen for en vellykket rumrejse, hvis besætningen begynder dagen med en rituel morgenmad bestående af bøf og æg?

Det var i hvert fald sådan, Alan Shepard begyndte sin dag 5. maj 1961, hvor han blev den første amerikanske astronaut i rummet. Han vågnede tidligt, barberede sig, tog et bad og spiste et solidt måltid bestående af filet mignon, æg, appelsinjuice og te.

Siden da har NASA serveret steak and eggs for alle astronauter på dagen for opsendelse, og når Andreas Mogensen efter planen opsendes fra Kennedy Space Center 25. august*, bliver han en del af det og flere andre ritualer.

*BEMÆRK: Siden udgivelsen af denne artikel er opsendelsen blevet udskudt til lørdag 26. august kl. 09:27 dansk tid.

\ Læs også

Følg Andreas Mogensens opsendelse til ISS lørdag 26. august 8:45 live på Videnskab.dk

Historien om rumfart er også historien om ritualer. Det kan virke mærkeligt, at troen på overnaturlig indflydelse fylder så meget, som den gør. Rumfart er trods alt lig med videnskab.

Men ifølge lektor i religionsvidenskab Jesper Sørensen, der blandt andet forsker i det kognitive aspekt ved ritualer - det vil sige, hvad der sker i hjernen og i menneskers bevidsthed, når de udfører ritualer - er det ganske naturligt.

Den situation, Andreas Mogensen og de andre astronauter befinder sig i, afføder nemlig rigtig meget ‘rituel adfærd’, forklarer han. Det vender vi tilbage til.

Astronauterne, der var de første til at lande på Månen, fik selvfølgelig også 'steaks and eggs'. Neil Armstrong sidder som nummer to fra venstre og deler måltidet med sine Apollo 11-kolleger Michael Collins og Buzz Aldrin. Opsendelsesdagen var 16. juli 1969. (Foto: NASA)

Her er det besætningen fra Apollo 7, opsendt i året 1967, der får bøf og æg. (Foto: NASA)

Gemini 11-besætningen i november 1966. (Foto: NASA)

Og Gemini 8- astronauterne får det til at se helt afslappet ud at skulle opsendes. Her i marts 1966. (Foto: NASA)

Gemini 7, der blev opsendt i 1967. (Foto: NASA)

Besætningen fra Gemini-Titan 4 og deres morgenmad bestående af tykstegsbøf, pocherede æg, jordbærbudding og dertil kaffe og tomatjuice. (Foto: NASA)

Mercury-Atlas 6-besætningen, der blev opsendt i 1962. Her har morgenmads-traditionen været relativt ny. (Foto: NASA)

1 / 7

Dengang Andreas Mogensen blev velsignet

Ritualer er ikke noget nyt for Andreas Mogensen. Da han i 2015 skulle på et otte-dages ophold på Den Internationale Rumstation, ISS, blev han opsendt med en russisk Soyuz-raket fra rumhavnen Bajkonur i Kazakhstan.

Her gælder de russiske ritualer, der følger direkte i fodsporene på Yuri Gagarin, den sovjetiske kosmonaut, der i 1961 blev det første menneske i rummet.

En uge inden Gagarins opsendelse plantede han et træ. Siden da har alle astronauter, der bliver opsendt fra Bajkonur, plantet et træ, og det er blevet til en hel park ved bredden af Syr Darya-floden.

.

To dage før opsendelsen i 1961 blev Gagarin klippet. Det samme bliver astronauterne i dag.

Aftenen inden opsendelsen så Gagarin en film, og i dag bliver der fortsat holdt filmaften for astronauterne i Bajkonur.

Andre ritualer tæller, at astronauterne sætter deres underskrift i Gagarins gæstebog, lægger røde nelliker på kosmonautens grav, bliver velsignet af en russisk ortodoks præst og får en snurretur i en kontorstol for at forebygge rumsyge.

Og så kommer det måske mest bemærkelsesværdige ritual:

Halvvejs fremme ved affyringsrampen skulle Gagarin tisse. Han stod derfor af bussen, der transporterede ham, og urinerede på bussens højre baghjul.

Lige siden har astronauterne i Bajkonur holdt en tissepause og taget sigte mod bussens højre baghjul. Kvindelige astronauter er fritaget for at deltage i vandladningsritualet, men de skulle efter sigende blive tilbudt muligheden for at medbringe et hætteglas med deres egen urin til at hælde på dækket.

The biggest problem is that the new design of Sokol-M makes it impossible to carry on Gagarin’s tradition to pee on the bus’ wheel on the way to the launch for good luck. There’s no fly, but the designer says, they can add it if Roscosmos changes the design specificationspic.twitter.com/eLbRd7Hqdu

— Katya Pavlushchenko (@katlinegrey) August 29, 2019

Når astronauterne efterligner Alan Shepards morgenmad og Yuri Gagarins aktivitetsuge, taler det ind i en »fornuftig læringsmekanisme«, Jesper Sørensen kalder ‘over-imitation’.

Jesper Sørensen forklarer det sådan her:

»Når mennesker ikke har overblik over, hvordan noget komplekst hænger sammen, kan vi finde på at over-imitere. Vi ser, hvad andre gør, og så gør vi det samme, uden egentlig at kende forskel på handlinger, der er vigtige, og handlinger, der ikke er vigtige,« siger han.

En opsendelse - særligt dengang rumrejser var noget helt nyt for mennesker - er netop et ekstremt komplekst scenarie, hvor der er meget, der kan gå galt.

»Men hvis andre nåede frem til målet ved at gøre a, b, c, d, e og f, så må du hellere gøre det samme næste gang. Selvom det nok ikke gør en forskel at tisse på et bushjul,« siger Jesper Sørensen fra Institut for Kultur og Samfund - Afdeling for Religionsvidenskab ved Aarhus Universitet.

Hvad kan ritualer?

Lektoren forklarer, at ritualerne tjener flere psykologiske formål i en situation, hvor der er meget på spil.

Han sammenligner det med sportskampe, der på samme måde har det med at skabe rituel adfærd. Det kan være fans, der skal have en bestemt trøje på, eller som går en bestemt rute til stadion, fordi ‘sidst vi gjorde sådan, vandt vi’.

Det kan også være basketspilleren, der altid banker bolden tre gange i jorden, før han tager et straffekast.

»Alle de steder, hvor du ser en blanding af kompetence og tilfældigheder, vil du se ritualerne snige sig ind. Straffekastet er, ligesom opsendelsen, omgærdet af tilfældigheder, men samtidig er din adfærd med til at styre, hvordan det går. Her kan ritualet være med til at stabilisere din adfærd,« siger han.

En psykologisk effekt af ritualet er netop, at det kan lægge en dæmper på ens angst, fordi det ganske enkelt optager din bevidsthed, mens du udfører det. Så er det faktisk mindre vigtigt, om astronauterne i virkeligheden tror på, at ritualer virker.

\ Læs også

Ritualer er social magi

»Du fylder hjernen med meningsløse, men koreograferede handlinger. Ritualet skal gøres på en bestemt måde og i en bestemt rækkefølge. Det er højre baghjul, der skal pisses på. Fordi ritualet er minimalt tilfældigt, kan det snyde vores kognitive system til at tro, at der også er mindre tilfældighed i det store komplekse system,« siger han og fortsætter:

»Så arbejder hjernen med ritualet i stedet for at rode rundt i, hvad der kan gå galt.«

Det kaldes en immuniseringsstrategi, og strategien kan i sidste ende gøre dig bedre til at udføre det, du skal. Hvad enten du skal score på straffekastet eller blæses op i atmosfæren.

NASA’s ‘Lucky Peanuts’

Peanuts er centrum for en mangeårig tradition i NASA’s Jet Propulsion Laboratory (JPL). Når ingeniører, teknikere og forskere, der arbejder i ‘mission control’, skal sende et ubemandet fartøj af sted, bliver den salte snack hevet frem på det mest kritiske tidspunkt i opsendelsen.

Ritualet følger den samme logik, som mange af ritualerne, der er knyttet til opsendelse af astronauter: Dengang vi spiste peanuts, gik missionen godt.

Traditionen stammer fra Ranger-missionerne, der fandt sted gennem 1960’erne. Målet var at lade en rumsonde styrte ned på Månen. Frem mod styrtet skulle den sende tv-optagelser tilbage til Jorden. De første seks forsøg mislykkedes - rumsonderne eksploderede, ramte ved siden af eller kunne ikke optage.

28. juli 1964 gjorde man et syvende forsøg. På denne dag havde ingeniøren Dick Wallace taget peanuts med, som han delte ud til sine kolleger. Og mens de gnaskede løs, lykkedes missionen.

Ved få lejligheder har der manglet peanuts på opsendelsesdagen. I et af tilfældene mistede man kontakten til rumfartøjet kort efter opsendelse. I et andet blev opsendelsen forsinket 40 dage og fandt først sted, efter der var blevet leveret peanuts til mission control.

Til den første Cassini-opsendelse i 1997 (Cassini er en ubemandet rummission med det formål at studere Saturn, Saturns måner og ringsystem) var der heller ingen peanuts. Opsendelsen blev udskudt på grund af vejret. To dage senere lykkedes opsendelsen, og der var selvfølgelig peanuts på bordet.

_{Kilde: NASA}

En gammel, gammel telefon

På den kommende mission skal Andreas Mogensen og hans besætning opsendes fra Kennedy Space Center. Der skal altså hverken plantes træer eller tisses på busser.

Da Videnskab.dk taler med Andreas Mogensen, bliver han spurgt, hvilke ritualer der knytter sig til en amerikansk opsendelse.

Han »kender ikke dem alle sammen endnu«, men han ved, at besætningen blandt andet skal skrive deres navne på væggen lige uden for ‘suit up room’, hvor de får deres rumdragter på.

Vejen mod rumkapslen har også sine egne traditioner. Det anses for at bringe dårligt held, hvis besætningen ser deres rumfartøj trille ud af hangaren, så de bliver holdt væk fra pladsen, indtil man er klar til affyring.

Når tiden er inde, skal astronauterne ud på en rampe og videre op i toppen af tårnet, hvorfra man kommer ind i rumkapslen.

On launch day, when the crew arrives at the pad, they’ll ride the tower elevator to the access arm and board Dragon for their flight to space pic.twitter.com/JuJbNizIVf

— SpaceX (@SpaceX) February 23, 2023

I tårnets top venter en traditionsrig gammel telefon på dem. Hvor gammel den er, er Andreas Mogensen ikke sikker på. Måske stammer den fra rumfærgernes tid.

Fra den gamle, gamle telefon får astronauterne lov til at ringe til den nærmeste familie og sige et sidste farvel.

»Men det går aldrig godt. På det tidspunkt har vi jo rumdragt og hjelm på, og du kan ikke rigtig høre noget. Hvis det blæser lidt deroppe, kan de heller ikke rigtig høre os. Men det er også en tradition,« fortæller Andreas Mogensen.

Og så er der kortspillet. Lige inden besætningen stiger om bord i rumkapslen, skal der spilles kort.

De spiller et poker-lignende spil, der har fået navnet ‘Possum Fargo’. Hver spiller får fem kort på hånden, men i modsætning til poker skal man hverken forholde sig til indsatser eller nye kort. Den, der fra start har den bedste hånd, vinder. Og sådan fortsætter spillet, til kommandøren taber runden.

Hvem der har fundet på spillet, og hvornår det er sket, står hen i det uvisse.

»Idéen er, at så har kommandøren opbrugt alt sit dårligt held. Når man sætter sig i raketten, er der kun ‘good luck’ tilbage,« siger Andreas Mogensen, der skal være pilot ombord på Dragon-rumkapslen, hvor hans amerikanske kollega Jasmin Moghbeli er kommandør.

Kortspillet rummer meget af det, der knytter sig til et succesfuldt ritual:

»De bliver ved med at spille, til det går, som de vil have. Det er handlinger, hvor det ikke kan gå galt, og hvor man efter ritualet vil have en større risikovillighed,« siger Jesper Sørensen.

For god ordens skyld: Astronauterne kan også godt finde på at spille andre spil end kort. (Foto: NASA)

Her har de hevet et 'shuffleboard' frem. (Foto: NASA)

Astronauterne på billedet er fra SpaceX Crew-3 missionen fra november 2021. (Foto: NASA)

Missionen var den fjerde operationelle flyvning af et Crew Dragon-rumfartøj og allerførste flyvning med Crew Dragon Endurance. (Foto: NASA)

1 / 4

Dertil rummer ritualet, som mange af de andre nævnte, et vigtigt socialt aspekt. Det er handlinger, som besætningen udfører i fællesskab.

»Det, man gør i et ritual, er, at man koordinerer sin adfærd. Der er ikke andet formål end at koordinere, og på den måde er det nærmest som en dans,« siger Jesper Sørensen og fortsætter:

»Alt tyder på, at når vi udfører ritualer med andre, så tilpasses vores kognitive modeller hinanden. Når vi møder nogle, vi skal samarbejde med, kan der til at begynde med ske mange fejl, og i ritualet kan vi øve den tilpasning, mens der ikke er så mange ting, der kan gå galt.«

»Astronauterne har jo faktisk ingen indflydelse på det, der kan gå galt, så jeg kan kan godt forstå, at man leder efter ting, der giver en al den støtte, man kan få,« siger Jesper Sørensen.

\ Læs også

Smertefulde ritualer styrker fællesskabet

Fællessangens historie: Fra folkelige traditioner til moderne fællesskaber

Tvangstanker: Hvor går grænsen mellem en stærk vane og OCD?