Da SpaceX 2. marts opsendte rumskibet Dragon til rumstationen ISS, vakte det stor opmærksomhed, selvom der kun var en dukke ombord.
For testopsendelsen af Dragon beviser, at USA nu igen er på vej til at sende astronauter ud i rummet, efter otte lange år siden opsendelsen af den seneste rumfærge i 2011.
Der er to sider af denne nyhed. Den fremadrettede, som fortæller om en lys fremtid for den bemandede rumfart, nu hvor private firmaer har overtaget opgaven med at sende mennesker ud i rummet – og den bagudrettede som ser på, hvorfor det tog så lang tid.
Men som det så tit gælder, kan vi ikke forstå fremtiden uden også at forstå fortiden, så derfor begynder vi med at gå tilbage til 2011.
LÆS OGSÅ: Generalprøven bestået: SpaceX kan nu sende astronauter til Den Internationale Rumstation
Den sidste rumfærge
I 2011 var man næsten færdig med at opbygge rumstationen ISS, og det var derfor et godt tidspunkt til at udfase rumfærgeprogrammet.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient'er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I snart 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De står bag bøgerne 'Det levende Univers' samt 'Rejsen ud i rummet - de første 50 år' og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet 'Stubberne'.
Rumfærgerne havde været helt afgørende for at bygge rumstationen, for med deres 18 meter lange lastrum kunne de opsende både store moduler, metalskelettet og ikke mindst de enorme solcellevinger.
Uden rumfærgerne og de meget dygtige astronauter, som samlede rumstationen ude i rummet, var ISS aldrig blevet til noget.
Men rumfærgerne var meget dyre i drift, og to ulykker, der kostede i alt 14 astronauter livet, viste, at det var på tide at prøve noget nyt. Og her faldt valget på at lade private firmaer udvikle nye rumskibe i et samarbejde med NASA.
Firmaerne ville få stor indflydelse på konstruktionen og anvendelsen mod selv at betale en del af regningen.
En formue brugt på russisk transport
Det blev anset for en ret overkommelig opgave at bygge små rumskibe, som kunne færge astronauter op til ISS, og man regnede med at de kommercielle rumskibe ville være klar i 2015.
Men så begyndte problemerne. Mange firmaer bød ind på opgaven, og man endte med to firmaer, nemlig SpaceX og Boeing.
For NASA fik nemlig ikke penge nok til at give den nødvendige støtte, og det førte til en næsten fire år lang forsinkelse, hvor USA har brugt en mindre formue på at få astronauter opsendt med det russiske Soyuz-rumskib.
Astronauter er ikke 'nødvendige'
Forklaringen skal søges i den måde, rumfarten har udviklet sig på. Under månekapløbet var bemandet rumfart næsten symbolet på rumfart, men sådan er det ikke længere.
Vi kan forstå hvorfor ved at se på rumfartens to hovedområder:
- Nødvendig rumfart
- Videnskabelig rumfart
Den nødvendige rumfart omfatter alle de satellitter, det moderne samfund er afhængig af, lige fra GPS til TV og vejrsatellitter, klimaovervågning og meget andet. Dette område er blevet en stadig vigtigere del af rumfarten, men hertil er der bestemt ikke brug for mennesker i rummet.
Det er faktisk ikke muligt at finde bare én opgave, hvor astronauter er nødvendige.
LÆS OGSÅ: Det nye år i rummet: Vi er mest spændte på det første billede af et sort hul
Reparation er dyrere end udskiftning
Den videnskabelige rumfart har ikke store budgetter og klarer sig også fint uden astronauter.
Et modargument kunne være, at astronauter flere gange har repareret Hubble-teleskopet, så det stadig virker næsten 30 år efter det blev opsendt.
Det er også en imponerende bedrift at reparere et astronomisk teleskop ude i rummet, men det havde nok været lige så billigt bare at have opsendt et nyt. Astronauterne blev jo opsendt med rumfærgen, og hver flyvning har kostet i omegnen af 500 millioner dollar.
De kommende astronomiske satellitter skal også placeres så langt fra Jorden, at de slet ikke kan repareres af astronauter.
Drømmen om rummet
En gammel vittighed lyder, at en astronaut på et par dage kan klare de samme opgaver, som en rover på Mars klarer på et halvt år.
Men tiden ser ud til at være løbet fra den sammenligning, når man ser de stadig mere autonome rumsonder, der udforsker Solsystemet. Desuden kan man opsende mange rovere for den pris, det koster at sende en astronaut til Mars.
Denne udvikling har vi også fulgt i Europa, hvor vi har valgt ikke at bygge et bemandet rumskib, til trods for at Europa har både økonomien og teknologien - og at vi jo også gerne vil have nogle astronauter op til ISS.
Sandheden er, at bemandet rumfart er udtryk for en gammel drøm om, at mennesket skal kunne forlade Jorden og sprede sig ud, først i solsystemet og måske senere til andre stjerner. Det er en stærk drøm, som ikke er helt død.
Excentriske milliardærer drømmer stadig
Elon Musk fra SpaceX er en sådan drømmer, der ser Dragon-rumskibet som et skridt på vejen til at sende mennesker til Mars med hans nye superraket ’Starship’.
\ Følg med i de store, private rumprojekter her
- Richard Bransons Virgin Galactic
- Jeff Bezos' Blue Origin
- Elon Musk's SpaceX
- Robert Bigelows Bigelow Aerospace
Hans visioner om rumskibe med plads til snese af passagerer, der næsten kommer til at opleve en marsrejse som et krydstogt, er nok for god til at være sand - men på den anden side har han indtil nu leveret varen.
Amazons grundlægger Jeff Bezos vil snart tage konkurrencen op med SpaceX gennem firmaet Blue Origin. Bezos drømmer også om en storslået fremtid ude i rummet, måske baseret på den gamle ide om rumkolonier, kunstige verdener bygget til os mennesker.
Det er alt for tidligt at sige, om disse to noget excentriske milliardærer bliver dem, som giver den bemandede rumfart en renæssance, men de har i hvert fald fat i en ting: Rumfarten, som den er i dag, har ikke den store brug for astronauter.
Rumstationen ISS er fin til at studere virkningen af lang tids vægtløshed og til at gennemføre medicinske forsøg. Men spørgsmålet er til hvad nytte, hvis ikke der er en plan om at bruge denne viden til lange rejser ud i Solsystemet?
LÆS OGSÅ: Kan Elon Musk vinde over Solsystemet?
Den nye rumfart
Ser vi på de ’officielle’ rumprogrammer, så er de lige nu baseret på ISS-rumstationen. Sandsynligvis vil man beholde ISS mindst fem år endnu, og i den tid vil der være opgaver nok både til Dragon fra SpaceX og til Starliner fra Boeing - suppleret med den gode gamle Soyuz fra Rusland.
Efter ISS er situationen uklar. Der tales om at vende tilbage til Månen, men det kan klares med nogle få specialbyggede rumskibe som NASAs eget Orion, og det vil ikke føre til opsendelse af et stort antal astronauter.
Her har Elon Musk og Jeff Bezos mulighed for at ændre denne situation. De ser tre kommende markeder:
- Rumturisme
- Hvert land sit eget rumprogram
- Kolonisering af rummet
Rumturisme
Netop nu er vi så småt på vej mod rumturismen, hvor den førende er Richard Branson (Igen en milliardær!) og hans firma Virgin Galactic. Hans firma har netop gennemført to flyvninger med mennesker til en højde på 80-90 km med det raketdrevne fly Unity, som opsendes fra et højtgående jetfly.
Branson har sagt, at han selv vil tage turen 16. juli i år for at markere 50-året for opsendelsen af Apollo 11 – og derefter er det planen at fat på den lange kø, som har forudbetalt en billet til rummets grænse.
Hans nærmeste konkurrent er Jeff Bezos, som med sin genbrugsraket New Shepard tilbyder rejser ud i rummet til en højde på over 100 km. Han har endnu ikke sendt mennesker ud i rummet, men konkurrencen mellem Branson og Bezos har ført til en diskussion om, hvor grænsen til rummet går. Det kan du læse mere om i boksen under artiklen.
Indtil videre består rumturismen i en kortvarig flyvetur omkring 100 km op, hvor man kan opleve 3-4 minutters vægtløshed, se den blå Jord og den kulsorte himmel.
Næste skridt er naturligvis turistrumstationer – og minsandten om der ikke også her er en milliardær, der står på spring. Det er Robert Bigelow, som tilbyder en billig rumstation med god plads, som kan opsendes med en enkelt raket – ’no assembly required’.
Hemmeligheden er et oppusteligt modul, som kan pakkes sammen i næsen på en raket og derefter pustes op ude i rummet. Måske en ide til et rumhotel i bane om Jorden.
Hvert land sit rumprogram
ISS er på vej ud, så nu samler interessen sig om markedet for bemandet rumfart efter ISS.
Ser vi bort fra rumturisme, så er der måske mulighed for at kunne sælge et samlet, mindre rumprogram til lande, som gerne vil øge deres prestige og forskningsmuligheder ved at have deres eget rumprogram, måske også med en egen lille rumstation.
Det siges, at Emiraterne og Nigeria har vist interesse, men der er sikkert også lande i Sydamerika, som Brasilien, Chile og Argentina, som med tiden kunne blive interesserede.
Hvis det lyder for dyrt med egen rumstation, så siger kineserne, at andre lande er velkomne på deres kommende rumstation. Men det kan så give et salg af rumskibe til at færge astronauter op. Det gælder bare om hele tiden at kunne se mulighederne og gribe dem.
LÆS OGSÅ: Er Kina den nye supermagt i rummet?
Kolonisering af rummet
Det ultimative marked er at sælge rumskibe og raketter til et projekt om at kolonisere Mars eller Månen. Det er der ikke den store interesse for blandt verdens rummagter, måske fordi de ved, hvor vanskelige forholdene er på både Månen og Mars.
Begge kloder vil være velegnede til at rumme forskningsbaser, men derfra og til at oprette en koloni er der et meget langt skridt. Mon ikke også de fleste vil savne Jordens blå himmel og grønne skove, når alternativet er evige støvstorme på en planet med en rødlig himmel, hvor man skal iføre sig rumdragt for bare at gå en tur?
SpaceX forsøger at holde Mars-drømmen i live, og de er nu ved at bygge en gigantisk raket kaldet Starship som, ifølge Musk, om bare få år kan sende et rumskib med op til 40 passagerer til Mars.
Her er det nok lidt svært ikke at være bare en smule skeptisk.
Tilbage til drømmen
Samtidig er vi tilbage, hvor rumfarten begyndte, nemlig med en drøm om at rejse ud i rummet.
Vi ved meget mere både om solsystemet og vanskelighederne ved at flyve i rummet, end man gjorde for 50 år siden, men for mange ser drømmen ud til at overleve.
Dragon-rumskibet er i hvert fald bygget af en mand, der tør drømme, men om drømmen er stærk nok til at overleve virkeligheden, kan kun tiden vise.
Den bemandede rumfarts fremtid er langt fra afgjort endnu.
LÆS OGSÅ: Kan Rusland nogensinde blive den førende rummagt igen?
LÆS OGSÅ: Kig op i marts: Du kan se både sjældne og farverige stjerner
\ Hvor går rummets grænse?
Richard Bransons to bemandede flyvninger ud til en højde på mellem 80 og 90 km har medført nogle kommentarer fra hans konkurrent Jeff Bezos. Problemet er, hvor grænsen til rummet går.
Den internationale grænse er den såkaldte von Karman-linje, opkaldt efter den ungarsk-amerikanske fysiker og ingeniør Theodore von Karman (1885-1963), som især arbejdede inden for rumforskningen.
Denne grænse går ved en højde på 100 km.
Så er der en anden grænse, som blev indført, da de første amerikanske piloter på raketflyet X-15 begyndte at komme højt op. Den er på 50 miles eller 80 km, og kommer man over denne grænse, så siger både NASA og luftvåbenet, at man har været i rummet. Men det er nu mest en amerikansk definition.
Som Bezos siger:
»Vi flyver til en højde på 106 km, for at der ikke skal være nogen tvivl om, at man har været i rummet. Kunderne skal ikke have en lille stjerne ud for deres navn, hvis de kun er ’næsten astronauter’.«
Tag den, Branson.
I løbet af det næste år får vi så at se, hvor stærkt et salgsargument det er at passere von Karman-linjen.
