Kan Rusland nogensinde blive den førende rummagt igen?
Engang så andre op til Sovjetunionen som verdens førende rumnation, men tiderne har ændret sig.
Sputnik 1 Roskosmos NASA ESA ISS rummet

Satellitten Sputnik 1 var den første til at gå i kredsløb om Jorden og var så at sige en forgænger for senere rumteknologi. (Foto: National Museum of the United States Air Force)

Ingen havde regnet med, at Sovjetunionen ville blive det første land i rummet, men det blev de. Først med satellitten Sputnik 1 i oktober 1957, så med hunden Laika ombord på Sputnik 2 bare en måned senere.

I rumfartens første år blev Sovjet næsten anset for uovervindelig i rummet – et ry, som blev befæstet, da Yuri Gagarin blev det første menneske i rummet i april 1961.

Om artiklens forfattere

Helle og Henrik Stub er begge cand.scient'er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.

I snart 40 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.

De står bag bogen 'Det levende Univers' og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet 'Stubberne'.

Men det er jo mange år siden, og i dag kan man stille det spørgsmål, om Ruslands tid som stormagt i rummet er ved at være forbi. Der er to tegn, som peger i den retning:

  • Kun vage og ret usammenhængende planer for fremtiden.
  • Et dalende antal opsendelser.

Hertil kommer, at den videnskabelige rumfart står meget svagt. Antallet af videnskabelige satellitter er meget begrænset, og det er syv år siden, Rusland sidst har forsøgt at opsende en rumsonde.

Lad tallene tale

Verden har i dag seks rummagter: Nemlig de tre store, USA, Kina og Rusland, og de tre små, Japan, Europa og Indien.

Det er meget instruktivt at sammenligne, hvordan antallet af opsendelser fra hver af disse rummagter har udviklet sig de seneste fem år.

Udviklingen ses i tabellen herunder. Bemærk, at tallet for 2018 er antallet frem til 1. oktober. 

Først og fremmest viser skemaet, at antallet af russiske opsendelser er faldet støt siden 2014. Fra en førsteplads i 2014 er de nu nede på en tredjeplads, efter USA og Kina.

Til gengæld, kan man se, er både den kinesiske og amerikanske rumfart ved at blive mere aktive. 

Rusland har tjent styrtende

Men antallet af opsendelser er kun en del af historien. Lige så vigtigt er, hvad man opsender.

Soyuz Roskosmos NASA rummet

Soyuz er verdens ældste og mest gennemprøvede raket – men hvor længe endnu kan den klare sig? (Foto: NASA/Bill Ingalls)

På en måde ligner Rusland de andre rummagter: Hovedparten af opsendelserne har til formål at vedligeholde satellitsystemer, som er nødvendige for samfundet. Det kan være de militære satellitter til spionage og varsling, eller satellitter til kommunikation, overvågning af Jorden og dens vejr.

En anden vigtig del af den russiske rumfart er flyvninger til rumstationen ISS, med Soyuz- og Progressrumskibe.

Her spiller Rusland i dag en helt afgørende rolle, fordi de for tiden er den eneste rummagt, der kan sende astronauter op til ISS.

I dag er Soyuz en vigtig indtægtskilde for russisk rumfart, fordi det russiske rumagentur Roskosmos tager sig ganske godt betalt for at færge astronauter fra USA, Europa, Canada og Japan op til ISS. Hver opsendelse koster over 80 millioner dollar, så det er en indtægt, der kan mærkes.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Men de mærker konkurrencen på prisen nu

Rusland tjener også penge på at opsende satellitter for andre lande. I dag er både raketter og satellitter internationale handelsvarer, hvor man konkurrerer på både pris og kvalitet.

Den russiske rumindustri er dog ved at få problemer med at kunne konkurrere med andre lande.

I 2013 blev halvdelen af verdens kommercielle satellitter opsendt af Russiske raketter. I 2018 er andelen faldet til omkring 10 procent. Dels på grund af konkurrencen, og dels på grund af tekniske problemer med Proton-raketten, som nu vil blive udfaset.

Men især efter at SpaceX er begyndt at genbruge deres Falcon 9-raketter, er konkurrencen på prisen blevet meget større.

Rusland overvejer at trække sig ud af dette marked og i stedet koncentrere sig om at bygge satellitter. Spørgsmålet er, om det vil gå bedre her.

Hvor er videnskaben?

Hvad den russiske rumfart især mangler, er de videnskabelige satellitter og rumsonder. Der er nogle ganske få videnskabelige satellitter som Spektr, der udforsker universet, og Lomonosov, der udforsker den øvre atmosfære.

Men i forhold til, hvordan det Sovjetiske rumprogram startede, er der næsten ingenting tilbage.

Endnu værre står det til med Rusland og rumsonder. Rumsonder er efterhånden blevet en vigtig del af næsten alle rumprogrammer:

  • NASA har haft en sonde helt ude ved Pluto, og Juno udforsker Jupiter.
  • ESA er på vej med en sonde til Merkur.
  • Japan udforsker asteroiden Ryugo og har en satellit i bane om Venus.
  • Selv Indien har en sonde i bane om Mars.

Vage sovjetiske planer

Russisk rumprogram i krise
  • Et andet tegn på, at det russiske rumprogram er i krise, er den utroligt langsomme opbygning af en ny rumhavn, Vostokny, i det østlige Sibirien.
  • Opførelsen begyndte i 2011 og har undervejs været ramt af store korruptionsskandaler og økonomiske problemer.
  • Et andet problem har været, at den fjerne sibiriske byggeplads i det udstrakte land anses som noget af et udkants-Rusland, som de færreste ønsker at flytte ud til.  

Sovjet var utrolig hurtigt ude med rumsonder i rumalderens tidlige år. De første forsøg på at sende en sonde til Mars fandt sted allerede i 1960, hvor raketterne desværre svigtede.

Men det blev begyndelsen til en lang række rumsonder mod Venus og Mars.

Venus-programmet klarede sig ret godt med de første landinger på den næsten 500 grader varme planet – med billeder fra overfladen. 

Men trods mange opsendelser har Sovjet og senere Rusland aldrig haft en fuldstændig vellykket rumsonde til Mars.

Den sidste rumsonde, Rusland har opsendt, er Phobos Grunt i 2011, som skulle udforske den lille marsmåne Phobos. Sonden nåede dog ikke længere end til en bane om Jorden og endte med at brænde op over Stillehavet. Manglende kvalitetskontrol er muligvis årsagen.

Siden har Rusland ikke forsøgt sig med at opsende rumsonder. Der er nogle ret vage planer om nye sonder til Venus, måske efter 2025, men udforskningen af det ydre solsystem synes aldrig at have været med i planerne.

Fra den gyldne fortid til den ikke så gyldne nutid

Det er nærliggende at spørge, hvad der er sket med det engang så store og stolte rumprogram. Økonomi er naturligvis en del af forklaringen, men det er også vigtigt se på den russiske kultur.

Rumalderen startede som en del af den kolde krig og var derfor domineret af militæret. Men den passede også ind i forestillingen om, at kommunismen var fremtiden, og at rummet var en del af denne fremtid.

Man havde jo 'rumfartens fader', Konstantin Tsiolkovskij (1857-1935), som havde givet både det teoretiske grundlag for rumfarten og en vision om, at menneskets fremtid lå ude i rummet.

Moskva Yuri Gagarin Roskosmos rummet NASA ESA

Monumentet over Yuri Gagarin, det første menneske i rummet, der er opført i Moskva er imponerende – men kan den gyldne fortid genskabes? (Foto: Kemal KOZBAEV/Wikimedia Commons)

I Sovjet var der et ægte ønske om at vise, at det enorme land ikke bare var et tilbagestående landbrugsland, og her var rumkapløbet en meget vigtig del.

I forhold til USA havde Sovjet kun få økonomiske og industrielle ressourcer, men de blev koncentreret om at opbygge en rumindustri – med det resultat at Sovjet i nogle få år var førende i rummet.

Triumferne i rummet var en stor propagandasejr for Sovjet. Borgerne fik dog ikke en bedre hverdag, og i det lange løb kunne Sovjet ikke klare sig mod den bedre økonomi og den mere udviklede industri i vesten.

Ingen folkelig efterspørgsel på ny rumalder

Men nu, under Putin, har samfundet ændret sig. Man ser mere tilbage til fordums storhed. Her er rumalderen næsten blevet til et monument med ikoner som kosmonauten Gagarin og chefkonstruktøren Sergei Korolev.

Der er givetvis mange, som gerne så denne tid genoplivet, men hverdagen med dens mange problemer og en presset økonomi trænger sig på, så et folkeligt pres på at skabe en ny rumalder kommer næppe.

Der er simpelthen hverken blandt folket eller i regeringen en vision om en ny fremtid i rummet, som man vil ofre mange ressourcer på at skabe. Amerikanerne har i virkeligheden det samme problem – måske skal vi til Kina for at finde visionerne.

To veje til rummet

Der er en grundlæggende – nok kulturelt betinget – forskel i den måde Rusland og USA har grebet rumforskningen an. Amerikanerne kan ikke få indført ny teknik hurtigt nok, mens russerne går frem i små skridt og hele tiden forbedrer og anvender eksisterende teknik.

Denne forskel kom meget tydeligt frem lige efter månekapløbet. Amerikanerne havde for enorme summer bygget både Apollo-rumskibet og Saturn-raketten, og man kunne have anvendt denne teknik til bygning af en rumstation, en base på Månen eller endda en rejse til Mars.

Men typisk amerikansk, så var det ikke godt nok. Ud med Saturn og Apollo og ind med rumfærgen. Det betød otte år fra 1973 til 1981, hvor amerikanerne ikke kunne sende astronauter ud i rummet.

NASA Challenger rummet Roskosmos ISS ESA

NASAs Challenger under opsendelse på sin jomfrurejse 4. april 1983. På sin 10. mission 28. januar 1986 eksploderede rumfærgen 73 sekunder efter rejsens begyndelse, og samtlige 7 besætningsmedlemmer omkom. (Foto: U.S. military/Department of Defense)

Rumfærgerne begyndte at flyve, men allerede i 1986 indtraf Challenger-ulykken og med den en brat opvågnen til virkeligheden.

Det var nu klart, at rumfærger ikke bare var farlige at flyve med, men også at det tog mange måneder – og ikke bare et par uger – at klargøre en rumfærge til en ny flyvning. Billige var de i hvert fald ikke, og i 2011 fløj den sidste rumfærge.

I dag er amerikanerne vendt tilbage til raketter og rumskibe baseret på Apollo-teknologien.

Russerne brugte bare de raketter, som de nu havde, til at opsende små rumstationer. Soyuz-rumskibet kunne jo, sammen med den store Proton-raket, klare opgaven, så hvorfor dog udskifte noget, der fungerede godt? Og ved at udbygge deres sidste store rumstation Mir gradvist med flere moduler, kunne man undgå at bygge nye, store raketter.

Der var dog en undtagelse, nemlig bygningen af den russiske rumfærge Buran og Energia-raketten. Det blev dog bare til en enkelt ubemandet prøvetur, og derefter blev dette meget kostbare projekt opgivet, især fordi Sovjet på det tidspunkt var ved at bryde sammen.

ISS udfases – hvad så?
  • Forude venter afgørelser, som simpelthen ikke kan udskydes. Hvad skal man eksempelvis gøre, når Den Internationale Rumstation, ISS, i løbet af de næste 10 år udfases?
  • Det største spørgsmål er, om Rusland skal fortsætte alene, eller søge at komme med ind i et nyt internationalt samarbejde. Hvis man vælger det sidste, er Kina måske en bedre samarbejdspartner for Rusland end de vestlige lande.

Pro et contra

Hver af de to veje har deres fordele og ulemper. For amerikanerne var rumfærgen en kostbar affære, selvom den, med sine 135 opsendelser, kom til at løse en lang række vigtige opgaver.

Uden rumfærgen havde det været meget svært at bygge ISS. Dog skal det nævnes, at havde man blot gemt et par af de store gamle Saturn-raketter, kunne ISS være opbygget meget hurtigere.

Men omvejen over rumfærger førte til behovet for at få bygget nye og billige raketter.

Private tager udfordringen op

Den udfordring har firmaet SpaceX taget op, og de har med Falcon fået udviklet verdens første delvist genanvendelige raket.

Et andet firma, Blue Origin, har bygget en ny raketmotor drevet af flydende metan og ilt, og den skal anvendes i to af næste generations raketter, Vulcan og New Glenn, som også bliver delvist genanvendelige.

Så den amerikanske raketteknik er ved at tage nogle ganske store skridt fremad – men amerikanerne har også råd til at eksperimentere med ny teknik.

Russernes teknologi er måske for gammel

Den russiske raketteknik er efterhånden ikke særlig konkurrencedygtig – således er Soyuz-raketten en mere end 60 år gammel konstruktion.

Der er i flere år blevet arbejdet på nye raketter af typen Angara, men de kan ikke genbruges, og så er det svært at konkurrere på prisen med Falcon.

Da alt raketbyggeri i Rusland er statsstyret, har man heller ikke haft gavn af den innovation, der kommer fra private firmaer.

Hertil kommer virkningen af faldende oliepriser og de sanktioner, som Rusland er udsat for efter annekteringen af Krim. Der er bestemt ikke meget håb om store beløb til den næste generation af raketter, der er så hårdt brug for.

I 2014 talte russerne om et 10-års budget til rumfarten på 70 milliarder dollar. Nu er man nede på måske under 20 milliarder dollar. Med et så beskedent budget kan man kun lige holde rumfarten i live.

Den russiske rumfart skal nok overleve, men meget tyder på, at Ruslands tid som stormagt i rummet er forbi.

Putin og rummet
Roskosmos Rusland rummet NASA ISS ESA

Fra mødet 8. august 2018. (Foto: Official Internet Resources of the President of Russia)

Det er svært at sige, præcist hvad Putin mener om rummet – han virker dog stort set positiv. Men det er nu de aktuelle problemer og ikke de store visioner, der står i fokus. Således holdt Putin 8. august et møde, hvor lederen af rumagenturet Roskosmos, Dmitry Rogozin, var til stede.

Ifølge det officielle referat, var der to centrale emner:

  • Brugen af navigationssystemet GLONASS.
  • Bedre overvågning af Jorden.

GLONASS er det russiske svar på den amerikanske GPS, og Rogozin arbejder nu på at gøre anvendelsen af GLONASS til et lovkrav for fly, som flyver inden for Ruslands grænser. Rogozin lovede også en udvidelse af jordovervågningen fra de nuværende 10 satellitter til 23 i løbet af få år.

Han brugte i øvrigt billeder af den nye 'Krim-bro' til at demonstrere, hvor gode billeder, de russiske satellitter kan tage. Rusland har jo masser af land at overvåge – Rogozin nævnte blandt opgaver som ulovlig fældning af skov og problemer med miljøet.

Det blev alt sammen godkendt af Putin – en noget nemmere kommandovej end den, NASA (eller ESA) har, før pengene bliver bevilget.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone. 'Vov at vide'-serien er produceret med økonomisk støtte fra og i samarbejde med Danmarks Frie Forskningsfond.