Døjer fremmede civilisationer også med klimakrisen?

For enhver astronom er det naturligt at betragte Jorden som en lille del af et stort univers, hvor der næsten helt sikkert findes milliarder af andre planeter af mere eller mindre samme type som vores egen planet.

Det giver et andet perspektiv, når vi taler om de klimaændringer, vi står overfor.

Det perspektiv formulerer den amerikanske astronom Adam Frank således:

»Klimaændringer er et alment fænomen, som enhver art, der er ved at opbygge en teknisk civilisation, vil komme til at stå overfor.«

Adam Frank ved udmærket godt, at en sådan bemærkning ikke løser nogle problemer, men at vi måske kan komme til at diskutere hele klimaproblemet på en anden måde, hvis vi ser det ud fra en astronomisk og astrobiologisk synsvinkel.

Den universelle krise

Når vi taler om klimaet, er det normalt ud fra to hovedsynspunkter:

• Enten at vi gennem ukloge handlinger skaber en klimakrise
• Eller at der slet ikke er en klimakrise

I begge tilfælde ser vi vores situation som gældende alene for jordkloden. Hvad vi foretager os her på Jorden, har intet at gøre med, hvad der foregår ude i universet.

Men lad os følge Adam Frank, som i sin bog ’Light of the Stars’ netop argumenterer for det astronomiske synspunkt.

Man kan være enig eller uenig, men vi synes, at hans tanker er så interessante, at de i hvert fald er værd at debattere.

LÆS OGSÅ: Til efteråret starter rumteleskopet Cheops jagten på planeter med betingelser for liv

Adam Frank: Klimaændringer er en uundgåelig konsekvens

Det første punkt, Adam Frank fremfører, er, at efter opdagelsen af exoplaneter, er der ikke længere nogen rimelig tvivl om, at der findes mange milliarder planeter som Jorden, hvor liv har en mulighed for at opstå og udvikle sig.

Det kan godt være, at både liv og civilisationer er sjældne, men universet er så stort, at det er utænkeligt, at vi er de første.

Det andet punkt, han kommer med, er, at en civilisation ikke kan undgå at skabe en klimakrise. Som han siger:

»Man kan tænke på en civilisation som en maskine, der både høster og udnytter energi. Energi er nødvendig, når der skal bygges byer og veje eller vandes marker. Uanset hvad civilisationen ønsker at gøre, er den nødt til at høste energi fra planeten for at gøre det. Klimaændringer vil være en uundgåelig konsekvens af opbygningen af en civilisation.«

\ Læs mere

Til efteråret starter rumteleskopet Cheops jagten på planeter med betingelser for liv

Alle starter med fossile brændsler

Ifølge Adam Frank handler det om, at det er begrænset, hvor mange energikilder en planet som Jorden stiller til rådighed for en ny civilisation, der endnu ikke har udviklet megen teknisk kunnen. De vigtigste er:

• Fossile brændstoffer
• Vind- og vandkraft
• Geotermisk energi
• Solenergi
• Kernekraft

Hvis man ikke har så meget teknik at gøre godt med – og det havde vi jo ikke i 1700-tallet – så er den letteste udvej at bruge fossile brændstoffer.

De andre energikilder kræver en allerede etableret teknisk kultur, hvis de skal producere energi i stor skala, eller energien skal lagres.

Således er det jo meget praktisk at have elektricitet, hvis man skal kunne transportere energien fra et vandkraftværk til der, hvor den skal bruges.

Kernekraft baseret på Uran eller Thorium er heller ikke noget, man bare kan gå i gang med uden i forvejen at have en avanceret teknik.

Klimaproblemet er universelt – på Jord-lignende planeter

Fossile brændstoffer hjalp os i gang med at opbygge vores moderne civilisation og dermed danne grundlaget for den kultur, som nu gør det muligt for os at gå videre til andre energikilder.

Det var jo fint, at Jorden hjalp os i gang, men der er kun en begrænset mængde af fossile brændstoffer.

Både manglen på fossil energi og miljøhensyn tvinger os nu hurtigt til at omstille os til en mere miljøvenlig højteknologi.

Pointen for Adam Frank er, at vi hverken er de første eller sidste, som står overfor dette flaskehalsproblem, nemlig at skabe en bæredygtig højteknologisk kultur på historisk set meget kort tid.

Klimaproblemet er universelt, argumenterer han. I hvert fald på planeter som Jorden.

For naturligvis kan man godt forestille sig fremmedartede former for liv, der bor på planeter, som ikke minder om Jorden. Vi kan i sagens natur ikke sige noget om sådanne livsformer, så vi holder os til planeter, der mere eller mindre ligner Jorden – og dem er der nok en del af.

Klimakrisen er et naturligt led i civilisationers udvikling

Set fra Adam Franks perspektiv er det en helt forkert diskussion, om vi har skabt en klimakrise.

Som han siger: Naturligvis har vi det, for man kan slet ikke opbygge en teknisk civilisation uden at skabe en energikrise.

Men det nye er, at vi ikke alene skal se klimakrisen som en konflikt mellem os og naturen, men som et naturligt led i udviklingen af en civilisation.

Set fra det astrobiologiske perspektiv er vores civilisation og alt, hvad vi bygger, ikke mindre naturligt end en skov.

En by er lige så meget en naturlig konsekvens af biosfærens innovative aktivitet som en gammel vækstskov.

LÆS OGSÅ: Er vi alene i rummet, fordi alle andre civilisationer er uddøde?

Fire mulige fremtidsscenarier

Men det fritager os naturligvis ikke for ansvaret. For som en anden astronomen Fred Hoyle har skrevet, kan det godt være, at mange civilisationer når frem til den flaskehals, vi oplever nu.

Det er også muligt, at kun meget få – måske bare en ud af hundrede – overlever krisen og skaber en bæredygtig kultur, som kan sikre en eksistens i millioner af år, og ikke bare nogle få århundreder.

Det har fået Adam Frank til sammen med en række kolleger at opstille modeller for, hvad der kan vente os forude. Og de første resultater af computersimulationerne viser fire mulige fremtidsscenarier:

1. scenarie: Den store død

Her vokser både befolkning og planetens temperatur i begyndelsen hurtigt. Men begge dele ødelægger livsgrundlaget med det forudsigelige resultat, at befolkningen begynder at aftage, og at den stigende temperatur gør det vanskeligt for de overlevende at klare sig.

Befolkningen forsvinder dog ikke helt, men som Adam Frank siger: ’ Forestil dig, at 7 ud af 10 personer, du kendte, døde hurtigt.

Det er ikke klart, om en kompleks teknologisk civilisation kan overleve den slags ændringer.’

2. scenarie: Bæredygtighed

Både befolkning og temperatur stiger, men i et så behersket tempo, at vi kan nå at omstille os og lære at leve i en varmere verden.

Det vil dog kræve en hurtig omstilling til det, vi kalder grøn energi.

3. scenarie: Kollaps på grund af dumhed

Temperaturen stiger og befolkningen kollapser næsten helt, fordi man ikke har taget omstillingen til grøn energi alvorligt og bare fortsætter, som vi altid har gjort.

4. scenarie: Kollaps på grund af langsommelighed

Befolkningen kan godt se, at det måske vil være en god ide at omstille sig, men det går så langsomt, at temperaturændringerne ikke længere kan standses.

Så når man endelig får taget sig sammen, er det for sent, og så er spørgsmålet, om befolkningen kan overleve på en stærkt opvarmet klode.

Det er dog en trøst, at der ser ud til at være en vej frem. Vi må så bare ikke håbe, at grunden til, at vi endnu ikke har hørt fra andre civilisationer, er, at flaskehalsen virkelig er meget snæver, så næsten ingen overlever krisen.

En ting er næsten sikkert: Møder vi en dag en anden civilisation, vil det nok være en, der har overlevet krisen og forhåbentlig kan se frem til et langt liv.

Hver fremtidsmulighed kan beskrives ved grafer, der viser befolkningens størrelse og planetens temperatur. Men det må understreges, at man kun lige er begyndt på disse simuleringer, som naturligvis vil udvikle sig i de kommende år.LÆS OGSÅ: Amerikanerne er parate til at vende tilbage til rummet​

Kun en vej frem: Vi skal opbygge kompleksiteten

Civilisationer begynder på planeter, og når de bliver tilstrækkeligt teknisk dygtige, kan de også ændre levevilkårene på planeten. Det er der, vi er nu.

Man kan sige, at planeter er naturens måde at omdanne lyset fra stjernerne til noget interessant, nemlig at opbygge kompleksitet – og liv er jo det mest komplekse fænomen, vi kender.

Skal vi overleve på lang sigt, kan det kun ske ved at øge kompleksiteten af biosfæren, på en måde der gavner både os og Jorden.

Det er svært at opbygge kompleksitet, og i universet kan det kun ske lokalt og ved hele tiden at tilføre energi.

Ellers kommer varmelærens 2. hovedsætning og nedbryder det hele. For 2. hovedsætning siger netop, at entropien – altså mængden af uorden i et fysisk system – af sig selv altid vil vokse.

Vi kan dog lokalt bryde 2. hovedsætning ved at tilføre energi til opbygning af komplekse systemer, som for eksempel grundlægningen af en by.

LÆS OGSÅ: Forskere: Vi finder intelligent liv i rummet inden for 20 år

Kun en type planet er rigtig egnet til at opbygge kompleksitet

Planeter er de eneste steder vi kender, hvor der kan opbygges kompleksitet – men nogle planeter er mere egnede end andre til den proces.

Adam Frank skelner her mellem fem typer planeter, hvor det kun er den femte type, der rummer de helt store fremtidsmuligheder:

Type 1 er planeter uden atmosfære. Her kan energien fra stjernerne ikke udrette meget.

Type 2 er planeter med atmosfære, men uden liv. Her kan den energi, som planeten modtager, ikke bruges til ret meget andet end skabe stormvejr og havstrømme. Måske er Venus og Mars af denne type. De er mere komplekse end type 1, men mangler at tage det afgørende skridt – at få liv.

Type 3 er planeter med en ’tynd biosfære’. Der er liv, men ikke så meget, at det kan påvirke klimaet på planeten. Hvis der har været liv på Mars, har Mars dengang måske været af type 3. Hvis der stadig er liv, vil den nok også klassificeres som type 3, da eventuelt liv ikke ser ud til at have påvirket planeten på nogen måde.

Type 4 er planeter med en ’tyk biosfære’. Der er liv, og livet fylder så meget, at det kan ændre planetens klima og atmosfære – således er iltindholdet i Jordens atmosfære jo skabt af liv. Jorden er helt klart en type 4 planet. Type 4-planeter viser, at planeter og livet udvikler sig sammen. Det er sandsynligt, at livet selv er med til at skabe gunstige forhold for, at det kan fortsætte.

Type 5 er planeter, som er ’styrede’, forstået på den måde, at en avanceret civilisation har fundet metoder til at øge planetens evne til at omdanne energi til nyttigt arbejde og kompleksitet, uden samtidig at ødelægge livsgrundlaget. Civilisationen samarbejder med naturen, så både egen produktion styrkes, og biosfæren trives – planetens udvikling er nu intelligent styret.

LÆS OGSÅ: Hvordan kan liv i rummet se ud?

Vi må ikke gøre noget dumt

I princippet er der ikke noget i vejen for, at Jorden en dag bliver en klasse 5-planet, men ansvaret for det er vores.

Og det er et stort ansvar, for vi må i millioner af år med al vores teknologi ikke gøre noget dumt, som ødelægger det hele.

Måske ville det være en ide at sprede sig til flere planeter – netop den vision som Elon Musk jo har med sine raketter og rumskibe.

Klarer vi flaskehalsen?

Det, som er fremlagt her, er et forsøg på at beskrive klimakrisen i et astronomisk perspektiv. Det er baseret på vores nuværende astronomiske og biologiske viden og har som den centrale ide, at vi ikke står alene med problemerne.

Andre intelligensvæsener, der har udviklet sig på planeter som Jorden, må have prøvet mere eller mindre det samme.

Det synspunkt giver os da det mål at blive en af de civilisationer, som klarer flaskehalsen og dermed får lov til at eksistere i måske millioner af år – hvilket giver mulighed for at opnå kontakt med en anden civilisation.

LÆS OGSÅ: Hvorfor er planeter runde?

LÆS OGSÅ: Har andre civilisationer i universet oplevet ragnarok?

LÆS OGSÅ: Nobelpristager: Vi finder liv i rummet i min livstid