Astrofysikers rejsedagbog: Stjernekiggeri i Atacamaørkenen skuffede ikke

To timer i fly - stik nord for hovedstaden Santiago i Chile - ligger byen Calama. Dette er destinationen for alle, der ønsker at besøge den tørreste, ikke-polare ørken i verden, nemlig Atacamaørkenen.

I gennemsnit falder her 15 milimeter regn årligt i et område, der dækker 128.000 kvadratkilometer, men nogle vejrstationer har aldrig målt en dråbe regn.

Det er dog ikke Calama, som mange besøger, når de vil opleve Atacamaørkenen. Det er derimod byen San Pedro de Atacama, der ligger nogle timers kørsel dybere inde i ørkenlandskabet.

Og første stop på min tur gennem Chile er San Pedro de Atacama.

Jeg sætter mig sammen med min gruppe ind i busserne, og vi sætter næsen mod San Pedro. På turen fra Calama til San Pedro er der ikke meget at se. Der er få grønne planeter, og de ser meget sejlivede ud. Jeg spotter nogle lamaer, der står og spiser planterne. Det må være en kedelig spise, tænker jeg.

For at komme til San Pedro, der ligger i en højde på 2.400 meter over havets overflade, skal vi krydse en bjergtop i 3.000 meters højde. Luften er meget tør og føles også en smule tynd. Solen skinner ned fra en skyfri himmel, men der blæser en kold vind. Jeg har forladt den danske sommer for den chilenske vinter.

Efter et par timers kørsel ankommer jeg til San Pedro. Det er en meget lille by, og de store busser, der fragtede os fra lufthavnen, må vi efterlade udenfor byen. I stedet begiver vi os ind i mindre busser, der kan komme rundt i de smalle gader. Det føles som om, man befinder sig på kanten af verdenen i San Pedro.

Tørke, mørke og en sydlig placering giver optimale observationsbetingelser

Men hvad laver en rumnørd som mig i et af klodens tørreste områder?

Jeg er kommet for at kigge på stjerner og astronomiske observatorier.

For der er få (hvis overhovedet nogle) andre steder i Verden, hvor nattehimlen er ligeså spektakulær som her i Atacamaørkenen. Derfor er området også hjemsted for klodens bedste teleskoper – men dem kommer vi tilbage til senere.

Chile i Sydamerika befinder sig på den sydlige halvkugle, og det betyder, at nattehimlen her er markant anderledes, end den vi kender fra Danmark i nord.

LÆS OGSÅ: Chile-teleskop finder tre nye Terra Nova-planeter

Jorden roterer rundt om Solen, mens Solen roterer rundt i en skive sammen med omkring 200 milliarder stjerner i vores galakse: Mælkevejen.

Jordens rotation om Solen, i det plan som kaldes ecliptica, hælder lidt over 60 grader i forhold til Solens rotation omkring Mælkevejens centrum, der kaldes det galaktiske plan.

Solen ligger i en af Mælkevejens spiralarme, ca. halvvejs mellem centrum og kanten af spiralen. Hældningen mellem ecliptica og det galaktiske plan medfører, at vi heroppe nordpå kigger væk fra Mælkevejens centrum, mens det sydpå er muligt at se direkte ind mod centrum af galaksen.

Jo tættere vi kommer på Mælkevejens centrum, jo tættere ligger stjernerne.

Det er dem, der har bragt mig ned til den chilenske vinter i stedet for at nyde sommervarmen i Danmark. Men hvis man gerne vil se den sydlige himmel, kunne man i princippet tage hvilket som helst sted hen syd for ækvator. Det, som gør Atacamaørkenen helt optimal til stjernekiggeri, er også det, som gør stedet ret fjendtligt overfor liv.

Jo højere oppe over havets overflade man befinder sig, jo mindre atmosfære ligger der over en. Atmosfæren er det luftlag, som ligger omkring hele Jorden. Selvom det er nødvendigt for, at vi kan trække vejret, er det en stor irritation, når man vil se på himlen. Jo mere atmosfære jo større forstyrrelser.

Vi ser forstyrrelserne fra atmosfæren hver gang, vi ser på stjernerne. Du har måske lagt mærke til, at de blinker. Stjerner blinker ikke af sig selv - det er forstyrrelser fra atmosfæren, som er ansvarlig for dette. Da Atacamaørkenen befinder sig kilometer over havets overflade, er her lidt mindre atmosfære til at forstyrre observationerne.

Det er også helt essentielt, når man vil kigge på stjerner, at det er mørkt. I et tyndt befolket område som Atacamaørkenen bliver det ikke meget mørkere. Og med over 300 stjerneklare nætter om året i forhold til de omkring 50 vi har i Danmark, er sandsynligheden for frit udsyn til universet meget større.

LÆS OGSÅ: Verdens største teleskop skal bygges i Chile

Planeter, stjerner, galakser og meget mere

Min observationsaften i Atacamaørkenen skuffer ikke.

Allerede kort tid efter at have forladt bussen, der har kørt os væk fra lyset i San Pedro, kan jeg tydeligt se Mælkevejen. Der er dog en smule lysforurening fra en nærliggende litiummine.

I modsætning til den Mælkevej, jeg kender fra Danmark, er det ikke blot et hvidt bånd, der strækker sig over himlen. Her kan jeg tydeligt se mørke områder, hvor støv og gas fra galaksen skygger for stjernernes lys.

Jeg får hurtigt øje på Jupiter, der står højt på himlen, og da planeten netop har været i opposition til Solen (altså står 180 grader fra Solen på Jordens nattehimmel), er det et optimalt tidspunkt at observere den på. Under Jupiter ses Saturn, som også står flot på himlen.

Her på den nordlige halvkugle har vi Nordstjernen, som kan indikere, hvilken retning der er nord. På den sydlige halvkugle findes stjernebilledet Sydkorset, som kan bruges til at finde syd. Stjernebilledet står højt på himlen, og det er nemmere at finde, end Nordstjernen er på himlen derhjemme.

Jeg kan også tydeligt se et område, som ligner en tåge på himlen. Det er Den Store Magellanske Sky, som er en lille irregulær galakse, som kredser om Mælkevejen som en satellit mere end 150.000 lysår fra Jorden. Den lille galakse er langsomt ved at blive opslugt af Mælkevejen, og forskere mener, at de vil kollidere om 2,4 milliarder år.

Synet af vores nærmeste stjernesystem

Noget af det mest fantastiske jeg får at se, er dog Alpha/Beta Centauri. Det er det stjernesystem, der ligger tættest på vores eget - blot 4,5 lysår fra solsystemet.

Når vi ser op på himlen, ser det ud som en enkelt stjerne, men det, vi ser, er faktisk de to stjerner Alpha Centauri og Beta Centauri, som kredser om hinanden.

Den tætteste stjerne på Jorden lige nu, er Proxima Centauri, som er en rød dværgstjerne, der kredser omkring de to førnævnte stjerner, men Proxima Centauri er så lille, at den ikke kan ses med det blotte øje.

I 2016 fandt forskere en exoplanet kredsende omkring Proxima Centauri, der fik navnet Proxima Centauri b. Exoplaneten ligger i den beboelige zone, og det diskuteres i dag, om der findes de rigtige betingelser for liv på exoplaneten. Når jeg kigger op på Alpha/Beta Centauri, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om Proxima Centauri b mon bliver det første sted, hvor vi kan finde spor af liv på en anden klode end Jorden.

Det kræver dog, at næste generation af teleskoper bliver færdige, før vi har nok kræfter til at kunne observere exoplaneters atmofærer.

Efter en god times stjernekiggeri går turen tilbage til hotellet.

Klokken er over midnat og efter at have stået stille i ørkenen i lang tid, er jeg også ved at være godt gennemkold. Tørke og kulde er godt for stjernekiggeri, men det kan være en kold fornøjelse at kigge på stjerner i lang tid.

LÆS OGSÅ: Den store illusion: Derfor kan vi ikke se de stjerner, der er tæt på os

LÆS OGSÅ: Er Kina en ny supermagt i rummet?