Asien rykker i månekapløbet: Nu har Japan opsendt en smart månelander

Det er jo godt at spare penge, og det gjorde Japan, da rumagenturet JAXA med samme raket opsendte både en månelander og en røntgensatellit.

Det skete 7. september fra rumcentret Tanegashima, der ligger på en ø i det sydlige Japan.

Opsendelsen skete med Japans største raket, H-IIA, og den gik efter planen. Mindre end en time efter starten blev de to satellitter frigjort og begyndte så på hver sin rejse.

En smart månesonde

Den ene rejse går som nævnt til Månen, hvor rumsonden SLIM efter planen skal lande i begyndelsen af 2024.

Grunden til, at der går mere end fire måneder før landingen, er, at SLIM, før den lander, følger en meget brændstof-økonomisk rute og dels skal kredse om Månen en måned for at foretage observationer, før den lander.

SLIM står for Smart Lander for Investigating Moon, og hvis forsøget lykkes, må man indrømme, at sonden virkelig har været smart.

Formålet er nemlig at afprøve et navigationssystem, der gør det muligt at lande inden for 100 meter af det fastsatte mål. Da Indien for kort tid siden landsatte deres Chadrayaan-3, var man tilfreds med at ramme et 11 kilometer bredt og 55 kilometer langt målområde.

Hvis det nu lykkes at ramme inden for 100 meter, bliver det muligt at landsætte sonder på steder, hvor man ellers ikke ville turde lande på grund af for mange kratere og sten.

Men det vil jo ændre sig, hvis man kan være sikker på, at sonden vil ramme et lille område, som er sikkert at lande på. Det vil være af betydning for udforskningen af Månens sydpolsområde, hvor terrænet gennemgående er vanskeligt for en landing.

Men sydpolsområdet er vigtigt, fordi det er her, der er størst sandsynlighed for at finde is på bunden af kratere. Ved dette første forsøg sigter man dog ikke mod sydpolsområdet, men mod et krater nærmere ækvator.

SLIM holder under nedturen selv godt øje med, hvor den er på vej hen. Det sker med et videokamera, som bruger en algoritme, der oprindelig er udviklet til ansigtsgenkendelse. På Månen bliver algoritmen brugt til at genkende kratere, så rumsonden kan styre helt præcist.

Ved opsendelsen vejede SLIM 590 kilo, hvoraf det meste dog var brændstof til landingen.

Det er imidlertid ikke første gang, at Japan sigter mod Månen.

I april gik en privatbygget rumsonde ved navn Hakuto-R tabt ved opsendelsen, og ved opsendelsen af Artemis 1 havde Japan en lille sonde ved navn Omotenashi med. Hvis forsøget var lykkedes, ville den med en vægt på bare 14 kilo have været verdens mindste månelander.

Det er dog helt sikkert, at Japan kun lige er begyndt på et ambitiøst måneprogram, der dog (endnu) ikke omfatter mennesker, men kun ubemandede sonder.

Røntgen-satelitten XRISM

Normalt plejer Japan at være gode til at navngive deres satellitter, men her har man nøjedes med en forkortelse. XRISM står for X-Ray Imaging and Spectroscopy Mission - altså en røntgensatellit, der både skal tage billeder og måle spektre.

XRISM er med en vægt på 2,3 ton en ganske stor satellit, der skal kredse om Jorden i en højde på 500 kilometer. Røntgenteleskopet er udviklet i samarbejde med både ESA og NASA, og det betyder, at europæiske forskere får adgang til de indsamlede data.

.

Der skal foretages to slags målinger:

• For det første skal der optages nogle meget præcise spektre af røntgenkilder, der kan fortælle os, præcist hvad der foregår i en røntgenkilde.
• For det andet skal der også tages billeder i røntgenområdet, som kun i ringe grad vil ligne de billeder, vi normalt ser af universet. Det kræver nemlig enorme mængder af energi at udsende røntgenstråling, og det er bestemt ikke noget, ’normale’ galakser eller stjerner gør.

Typiske røntgenkilder er neutronstjerner, store sorte huller og dobbeltstjerner, hvor de to stjerner suger stof fra hinanden. I det sidste tilfælde er den ene stjerne ofte en neutronstjerne eller et sort hul.

Asien på vej frem

Det er jo ikke mange dage siden, at det lykkedes for Indien at landsætte deres rumsonde Chandrayaan 3 på Månen og sende en lille rover ud på en køretur – og det kan man ikke uden en god teknik og et rumagentur, som støtter den slags forskning.

Her er alt gået godt, men da hverken rover eller rumsonde er beregnet til at tåle den meget kolde månenat med temperaturer nede omkring minus 180 grader, så valgte man meget klogt 4. september at slukke for begge dele og så håbe på det bedste, når Solen igen står op over landingsstedet.

Vi kan kun vente og se, men eksperter siger, at der trods alt er et lille håb om, at de kan genoplives.

Roveren Pragyan har haft travlt, for på den korte tid, den virkede, har den fundet en del - blandt andet svovl, aluminium, chrom, titanium og jern – men dog ingen tegn på is, selvom den landede kun 625 kilometer fra selve sydpolen.

Det bør også nævnes, at Indien 2. september opsendte satellitten Aditya-L1, som skal udforske Solen.

Den har en lang rejse foran sig, da den skal til det første såkaldte Lagrangepunkt L1, som befinder sig 1,5 millioner kilometer fra Jorden i retning mod Solen. Det måske mere kendte Lagrangepunkt L2 ligger også 1,5 millioner kilometer fra Jorden, men i den modsatte retning, bort fra Solen.

Det er Indiens første satellit mod L1 - og så er det en ret stor satellit med en vægt på næsten 1,5 ton.

Aditya skal især studere solvinden, som kan give elektriske og magnetiske forstyrrelser her på Jorden. Den skal også studere Solens øvre atmosfære, magnetfeltet og måle Solens ultraviolette udstråling - altsammen data, der kan have betydning for at forstå samspillet mellem Solen og Jorden, og dermed Jordens klima.

Det er et stort og ambitiøst videnskabeligt forsøg for Indien.

Nu vil Indien gå sammen med Japan om en ny sonde til Månen, og de vil også fortsætte deres eget program.

Vi kommer til at holde øje med disse to lande, og naturligvis også Kina, som har et virkeligt stort måneprogram og sigter på en bemandet landing omkring 2030.

Det globale syd - og Rusland...

Det er det ’globale syd’, der på denne måde viser, at de i den grad kan stå på egne ben, også når det gælder rumfart.

Det er en udvikling, der viser, at rummet har betydning – både militært, økonomisk og politisk. Den politiske betydning er ikke bare prestige, men at et stort og aktivt rumprogram også viser, at landet har en stor og teknologisk avanceret industri, der gør det interessant som handelspartner.

Om Månen får en økonomisk eller politisk betydning, er et spørgsmål, der først kan besvares om nogle år – men de mange månerejser viser, at man bestemt gerne vil være parate, hvis det skulle vise sig at være vigtigt at få en base på Månen.

Det europæiske rumprogram er et rimeligt stort program, men hvis udviklingen fortsætter, så kan vi også blive overhalet af Asien. Det er jo ikke så heldigt, at vi, fordi Ariane 6 (europæisk løfteraket under European Space Agency) er forsinket, ikke har en selvstændig adgang til rummet lige nu. Godt, at vi har SpaceX, som vi kan handle hos.

Og Rusland står som den helt store taber nu, hvor Luna 25 har skabt et 10 meter stort krater, efter at rumsonden styrtede ned. De synes nok ikke, at det er spor sjovt, at NASA har offentliggjort et billede af nedslagskrateret meget tydeligt markeret.

Problemet for Rusland er mangel - ikke bare på penge, men også på et langsigtet rumprogram, der sigter ikke bare mod Månen, men også længere ud i Solsystemet.

De har et par månesonder, men tør man opsende dem, før man er blevet helt klar over, hvad der gik galt?

Det indtryk, man får, er, at den civile og videnskabsorienterede del af rumprogrammet ikke står stærkt i Rusland for tiden – og det kan give problemer med at rekruttere dygtige forskere og ingeniører, som desuden alle vil have det til fælles, at de (og det russiske rumagentur Roskosmos) på grund af mange års forsømmelighed mangler erfaring.

Det er uforudsigeligt, hvem der er de store rummagter 50 år fra nu – men data (især klimadata) fra rummet kan vise sig at være så vigtige, at vi måske får et mere omfattende internationalt samarbejde, end vi har i dag.

Tiden vil vise det.