Amatørers drømme antændte rumalderen

Der er nu gået 66 år, siden Sputnik 1 blev begyndelsen på det, vi i dag kalder for rumalderen.

Denne lille metalkugle blev fulgt af radioamatører verden over, mens vi andre kunne se den enorme raket, der havde sendt Sputnik i bane, som en klar stjerne bevæge sig hen over himlen.

Vi, som skriver dette, har selv oplevet den første Sputnik, og siden da fulgt, hvordan rumalderen er blevet en del af vores hverdag, så det er naturligt at se frem og tænke over, hvad rumfarten kommer til at betyde for vores fremtid.

Lige fra begyndelsen har rumfarten befundet sig i et område mellem visioner og virkelighed.

For nogle har formålet med rumfart været at rejse ud i Solsystemet og måske endnu længere for at udforske de verdener, vi møder derude.

For andre har målet været at kolonisere planeterne i Solsystemet eller udnytte de mineralrigdomme, som mange mener findes ude i rummet på de utallige små asteroider.

Men for dem, som sidder på pengene, nemlig regeringerne, har der kun været tre begrundelser for at investere i rumfart, nemlig at opnå politiske, militære eller økonomiske fordele.

Således var hele månekapløbet skabt af den kolde krig, og bestemt ikke af noget ønske om at udforske Månen. Da amerikanere havde vundet kapløbet, forsvandt interessen for Månen, og det er først nu, vi begynder at tale om at vende tilbage, mere end 50 år efter det sidste menneske forlod Månen i 1972.

Både rumfarten og verden er i dag noget helt andet, end dengang Sputnik 1 blev opsendt, men alligevel har mange af de gamle drømme og visioner overlevet, og i denne artikel vil give vores bud på, hvordan vi mener, rumfarten vil udvikle sig på langt sigt.

Rumfarten i dag er formet af ideer, som nu er omkring 100 år gamle, skabt af amatører, der i årene efter Første Verdenskrig begyndte af formulere de første tanker på et videnskabeligt grundlag om de muligheder, vi har for at rejse i rummet.

Når vi skal se på rumfartens fremtid, er det derfor ganske lærerigt at se på, hvordan det hele startede. Vi kan kun håbe på, at de tanker, vi i dag gør os om de næste 50-100 år ud i fremtiden, vil vise sig at være lige så holdbare.

Amatørerne

Rumfarten startede ikke som et stort regeringsprojekt, men som en drøm hos ofte fattige amatører, der sluttede sig sammen i foreninger for at diskutere rejser ud i rummet, og hvordan man kunne gøre denne drøm til virkelighed.

Mange af de første amatører drømte om selv at bygge raketter – for der var en teknologisk optimisme, der byggede på, at opfindelser som radio og fly var ved at blive en del af en hel ny hverdag.

Det er nok ikke noget tilfælde, at den tyske rumfartsforening blev dannet i juli 1927 på en restaurant i den lille by Breslau, kun seks uger efter Charles Lindberg som den første var fløjet fra USA til Frankrig på 33 timer.

Det var i foreninger som denne i Tyskland, England, Sovjetunionen og USA, at man lagde de planer, som har været med til at forme rumfarten lige siden.

Der blev diskuteret alt, lige fra rumstationer til månerejser, og samtidig blev der udført et utal af forsøg med små hjemmebyggede raketter, som gradvist kom til at danne grundlaget for den moderne raketteknik.

Første gang de nye tanker om rumfart blev præsenteret for offentligheden var med filmen ’Frau im Mond’, der allerede i 1929 viste et forbløffende moderne bud på en månerejse. Her så man for første gang opsendelsen af en raket med flere trin.

Raketten blev bygget i en stor bygning, der meget lignede den 160 meter høje Vehicle Assembly Building (VAB), som NASA mindre end 40 år senere byggede på Cape Canaveral for at rumme måneraketterne.

Raketten i filmen blev kørt ud til et vandkølet startanlæg, og for at klare g-påvirkningen under starten, lå besætningen på sofaer. Der var også tænkt på, hvordan man kunne klare vægtløsheden, og det skete med nogle små remme, man kunne stikke fødderne ind i – ganske som man i dag har det på rumstationen ISS.

Det var alt sammen forbløffende moderne, måske fordi instruktøren Fritz Lang havde hyret den senere så berømte raketekspert Herman Oberth fra den tyske rumfartsforening – men det fik bare fire år senere en uventet konsekvens.

Tyskland måtte efter Første Verdenskrig ikke bygge langtrækkende artilleri, men så kunne man da bygge raketter i stedet, og den nødvendige viden kunne man kun hente hos amatørerne.

Den unge Wernher von Braun blev hyret af den tyske hær, og resultatet blev V2-raketten – og filmen Frau im Mond blev forbudt, fordi den var lidt for tæt på det arbejde, von Braun udførte på Peenemünde nær Østersøen.

Efter Anden Verdenskrig fik Stalin brug for raketter. Sovjetunionen havde fået atombomben, men manglede de enorme bombefly, amerikanerne havde, og som kunne flyve 16.000 km med en last på 40 ton bomber.

Igen måtte man bruge en ingeniør fra rumfartsforeningerne, nemlig Sergei Korolev, der dog var blevet sendt til Sibirien af Stalin, men senere var med til at skabe det sovjetiske rumprogram.

Både von Braun og Korolev havde accepteret den politiske virkelighed, men de delte en ting, nemlig drømmen om at komme ud i rummet – og begge havde et godt kendskab til ’arven’ fra mellemkrigstidens amatører, nemlig planer og ideer om månerejser, rumstationer og meget andet.

Disse begavede ingeniører var med til at gøre rumfarten til virkelighed, lige fra den første Sputnik til landingen på Månen.

Men det betød også, at rumfarten kom til at møde rummet, og allerede de første rumsonder viste, at man ikke bare kunne rejse ud for at udforske rummet på samme måde, som Jorden var blevet udforsket under de store opdagelsesrejser.

Rumfarten møder rummet

En af årsagerne til, at rumfart så hurtigt fangede mange, var, at man ved rumalderens begyndelse havde en meget romantisk forestilling om vores naboverdener Venus og Mars.

Man vidste godt, at det meste af Mars var en kold ørken – men der var mørke områder, som måske kunne være vegetation. Der kunne endda skrives romaner, hvor de første kolonister på Mars kunne gå rundt i polartøj bare med en iltmaske.

Men Venus var den store ubekendte. En klode på størrelse med Jorden, altid dækket af skyer og med en tæt atmosfære.

Nok er Venus tættere på Solen end Jorden, men logikken var, at skyerne tilbagekastede så meget sollys, at klimaet, i hvert fald i de polare områder, kunne være tåleligt. Man forestillede sig faktisk en verden med kontinenter og have - og måske også dyr og planter.

Men så kom rumsonderne og fandt kratere på Mars og intet tegn på vegetation, mens venusatmosfæren viste sig at bestå af næsten ren CO₂ og dermed havde skabt en så voldsom drivhuseffekt, at temperaturen på Venus var omkring 480 grader.

Resten af Solsystemet er bare værre, og bortset fra Jorden er der intet sted i Solsystemet, lige fra sletterne på Merkur til gletsjerne af frosset nitrogen på Pluto, hvor mennesker kan opholde sig uden rumdragt – og mange steder må man endda grave sig ned på grund af en dødbringende stråling.

Både vægtløshed og stråling er en barriere for lange rejser ud i Solsystemet, men alligevel er det muligt at skabe en fremtidsvision for rumfarten, der måske ikke helt ligner den oprindelige, men alligevel kan give en grund til, at rumfart har en fremtid, som kan få betydning for os.

I den sidste artikel i denne serie om rumfartens fremtid giver vi vores bud på, hvordan den udvikler sig de næste 100 år.

Seriens sidste artikel udkommer 25. december. Læs de tidligere artikler i serien her.