Børn, der snorker højlydt to nætter om ugen, har flere adfærdsmæssige problemer end børn, der ikke snorker, viser ny forskning.
Forsker og læge Dean Beebe, der er chef for neuro-psykologi ved Cincinnati Børnehospital Medical Center i USA, har sammen med kolleger undersøgt 249 børn, og stillet spørgsmål til deres søvn og adfærd, skriver forskning.no.
Resultaterne fra Dean Beebes undersøgelse viser, at børn på to og tre år, der snorker højlydt mindst to nætter om ugen, har flere adfærdsmæssige problemer som hyperaktivitet, depression og uopmærksomhed.
Dean Beebes nye studie er publiceret i tidsskriftet Pediatrics, og resultaterne understøtter tidligere forskning, der når frem til, at børn på fire og syv år med abnormiteter i søvn og vejrtrækning har en øget sandsynlighed for adfærdsmæssige problemer såsom hyperaktivitet og aggressivitet.
Forskerne bag den tidligere undersøgelse stammer fra Albert Einstein College of Medicine og deres resultater blev offentliggjort i Pediatrics i marts 2012, efter at have undersøgt 11.000 børn over seks år.
»Dette er det stærkeste bevis til dato for, at snorken, søvnapnø og vejrtrækning med åben mund, kan bidrage til alvorlige konsekvenser for barnet,« siger professor Karen Bonuck fra Albert Einstein College of Medicine og påpeger, at både forældre og børnelæger bør fokusere mere på vejrtrækningen under søvnen.
Forskerne mener, at afbræk i søvnen hos børn kan forårsage adfærdsmæssige problemer ved at påvirke hjernen på flere måder. Blandt andet ved at reducere niveauet af ilt og forsage en stigning i CO2 i frontallappen, som indeholder centre til udtryk for personlighed og adfærd.
Dean Beebe påpeger, at snorken i nogle sammenhænge bliver portrætteret som noget sødt og sjovt i f.eks. tegnefilm.
»Men høj snorken, der varer i flere måneder er ikke normalt for et barn – snorken kan være et signal problemer i luftvejene,« siger han og tilføjer.
»En ‘vent og se’-holdning til snorken kan gøre de adfærdsmæssige problemer værre.«
Læs også på Videnskab.dk
Børneværelset bør være til søvn, ikke straf eller computerspil
Søvn forstærker dårlige minder
Annonce:
Vil du være den klogeste ved middagsbordet?
Få Videnskab.dk's gratis nyhedsbrev med fascinerende viden direkte i din indbakke.
Tak fordi du tilmelder dig vores nyhedsbrev.
Der opstod en fejl under tilmelding til vores nyhedsbrev.
\
TOP 6
Mest læste om Om Videnskab.dk