Børneværelset bør være til søvn, ikke straf eller computerspil
Børneværelset er ofte et rum, der bliver brugt til flere ting og med hektisk aktivitet. Men bør børn egentlig kun bruge deres værelse til at sove i, ligesom forskerne anbefaler de voksne at gøre?

Når du skælder dit barn ud, kan det være en god idé ikke at sende det ind i seng af vrede. Det kan ødelægge barnets forhold til sengen og det at sove, hvis det er en straf at blive lagt i seng. (Foto: Colourbox)

”Gå ind på dit værelse!” Sådan lyder den klassiske replik mod en slukøret femårig, som har været skyld i en vrælende lillebror på stuegulvet.

I den provisoriske varetægtscelle, som ungen henvises til, findes der tv, spillekonsol, bøger, biler og andre aktivitetsigangsættere. Mange børneværelser bruges med andre ord både som aktivitetsrum, arbejdsværelse og en slags varetægtscelle ud over lige til søvn.

Til voksne anbefaler søvnforskere at holde anden aktivitet end den senge- og soverelaterede uden for soveværelset. Så hvad synes de om, at børn associerer seng og soveværelse med høj puls, støj og aktivitet?

»Ud fra at man antager, at børn associerer steder med både følelser og aktiviteter, tror jeg ikke, at det er ideelt, dog uden at jeg har set studier, som undersøger akkurat dette.«

Det siger søvnforsker og professor ved Institutt for samfunnspsykologi ved Universitetet i Bergen, Norge, Ståle Pallesen.

»Men jeg tror måske, at det største problem er tidspunktet for, hvornår aktiviteten finder sted – om det er tæt på sengetid,« siger han.

Er børn mere søvnrobuste?

Ståle Pallesen publicerede for nyligt et studie om effekten af brug af medier i soveværelset i Journal of Sleep Rexearch, som vi også tidligere har nævnt på på Videnskab.dk.

Ståle Pallesen synes, det kunne have været spændende at studere nærmere, hvad børns alsidige brug af deres soveværelse gør for deres søvnmønstre.

»Rent teoretisk er der grund til at tro, at det ikke er så heldigt, fordi de kan forbinde sengen og soveværelset med andre aktiviteter og stemninger end søvn og ro.«

»Når det er sagt, så ser det ud til, at børn har en bedre fysiologisk evne til at sove end voksne, så det kan ske, at de ikke har den samme følsomhed over for disse faktorer, som voksne har,« siger han.

Kun søvn i soveværelset

»Nu er det heller ikke særlig gode studier, som er foretaget af dette blandt voksne – men ifølge terapianbefalinger mod søvnproblemer, bør man kun bruge soveværelset til søvn og seksuel aktivitet.«

Hvad er anbefalingerne baseret på?

»De er baseret på stimuluskontrol. Dette indebærer, at man kun skal opholde sig i soveværelset, når man sover. Hvis man er længe vågen, skal man stå op af sengen og gå ud af soveværelset og ind i et andet værelse. Her skal man så blive, indtil man bliver søvnig igen,« siger Ståle Pallesen.

Denne procedure indebærer, at man aflærer associationer mellem soveværelset og stimuli, som ikke er forenelige med søvn, og på ny lærer at forbinde soveværelset med søvn og afslapning.

»Dette virker måske godt for søvnproblematikker. Men der er ikke påvist nogen klar årsagssammenhæng mellem det at have en arbejdsplads i soveværelset og det at have søvnproblemer – det er vanskeligt at foretage gode studier, som viser virkeligheden af dette,« siger han.

Råd om søvn og børneværelset

Helse Bergen, som hører under Haukelands universitetssjukehus, har råd til forældre om børns søvnrutiner, hvor de kommer ind på forskellige aktiviteter. Kun at bruge børneværelset til at sove og lege er ikke blandt rådene, men man skal afslutte de vilde aktiviteter i god tid før sengetid, ifølge anbefalingerne.

Oveni anbefales det ikke at gøre sengen til et sted, som barnet forbinder med afstraffelse:

  • Sengen bør kun bruges til at sove i. Den må ikke bruges til time-out, og det må ikke være en straf at blive lagt i seng.
     
  • Barnet skal heller ikke spise, lege, lave lektier, se tv eller spille i sengen.
     
  • Forældrene bør have klare regler om, hvornår det er ok at bruge pc, mobiltelefon, tv og andet elektronisk udstyr, og hvornår det skal slukkes.

Til voksne anbefaler søvnforskerne at holde anden aktivitet end den senge- og soverelaterede uden for soveværelset. Men hvad med børnene? (Foto: Colourbox)

Læs flere af rådene her (norsk hjemmeside).

Tv og computer i børneværelset

Selvom Ståle Pallesen åbner op for, at det kan være uheldigt med søvn-inkompatible aktiviteter i børneværelset, er han mest bekymret for elektroniske forstyrrelser.

En del børn i skolealderen har måske tv eller computer i soveværelset, som de bruger lige før, de skal sove.

»Det kan være uheldigt med disse installationer i værelset, fordi det kan få en til at forbinde soveværelset og sengen med andre ting end at sove,« siger han.

Ud over det, så tyder et studie i Journal of Sleep Research fra 2006 på, at passiv tv-sening af voksenprogrammer kunne give fem- og seksårige dårligere søvn.

»Der er grund til at tro, at det at have tv og computer, når du er i sengen og før du skal sove, er dårligt for søvnen,« fortæller Ståle Pallesen.

Elektronisk sol, der forstyrrer søvnmønstret

Antageligvis kan mediebrug i sengen altså påvirke de associationer, du får til sengen og soveværelset.

Men oveni er det måske også sådan, at skærmlyset, som skinner ind i dine aftentrætte øjne, når du sidder i en bleg lysboble i en ellers nattemørk verden, sandsynligvis kan forsinke din døgnrytme, ifølge Ståle Pallesen.

Dit livs nye sol, iPad’en, tager pladsen fra den gode gamle sol, når den forsvinder i horisonten.

Når du udsætter dig for sådan en lyskilde lige før, du skal sove, vil det måske påvirke din evne til at falde i søvn. Nervefibre sender signaler fra øjet direkte til det område i hjernen, der regulerer døgnrytmen.

»Jeg målte selv belysningsstyrken fra en iPad – den havnede på 500 lux, som kan sammenlignes med stærkt stuelys. Dette undertrykker produktionen af hormonet melatonin, som gør os søvnige,« siger Ståle Pallesen.

Børnenes søvn nu til dags

Der er altså kommet studier, som giver et signal om, hvad voksne bør, og ikke bør, gøre i soveværelset. Så hvorfor er bunken af studier i børns soveværelsesforhold på dette felt meget mindre?

»Man er begyndt at fokusere lidt mere på det, særligt i forbindelse med de elektroniske indretninger, som er kommet,« siger Ståle Pallesen.

»Da jeg voksede op i 1970’erne var der ingen som havde tv i soveværelset.«

»Nogle lå med lommelygte under dynen – det var på det niveau, det var dengang. Børn og unge i dag har en helt anden hverdag,« siger han til forskning.no.

© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.