Biologerne får lettere ved at holde øje med havenes biodiversitet og fiskeressourcer fremover. Forskere fra Københavns Universitet har nemlig fundet en ny metode, hvor de ved at bruge ½ liter havvand kan finde DNA fra fisk og hvaler i havet, skriver universitetet i en pressemeddelelse.
»Den nye DNA-metode betyder, at vi fremover kan få bedre styr på, hvad der befinder sig under overfladen i havene rundt om i verden og dermed bedre beskytte og overvåge truede arter og samtidig få overblik over havets ressourcer generelt,« siger ph.d.-studerende Philip Francis Thomsen fra Statens Naturhistoriske Museum på Københavns Universitet.
Marine-økosystemer verden over er truede, og mange fiskebestande er overfiskede. Det har store konsekvenser for menneskers økonomi og sundhed. Overvågningen af fisk i havet bliver i dag foretaget med metoder som i mange tilfælde er uhensigtsmæssige og ofte begrænsede til specifikke marine områder.
Men nu viser forskere fra professor Eske Willerslevs Grundforskningscenter for GeoGenetik på Københavns Universitet vejen for fremtidens overvågning af havenes biodiversitet. Forskerne dokumenterer, at havvand indeholder DNA fra dyrearter såsom fisk og hvaler. Arterne efterlader sig et DNA-spor i vandet, som kan afsløre deres tilstedeværelse blot ved at tage en vandprøve på ½ liter.
De opsigtsvækkende resultater publiceres nu som to artikler i det internationale videnskabelige tidsskrift PLOS ONE.
Læs også: Ny metode til at spore pattedyr i tætte regnskove