KORT NYT FRA UDLANDET
Hvis du slår din græsplæne én gang om ugen, udleder du ifølge forskere unødigt meget CO2. Det skriver Independent.co.uk.
Amerikanske forskere har nemlig fundet ud af, at græsplænen ikke kan nå at suge alt CO2’en til sig, hvis den jævnligt bliver vandet, slået og gødet.
Ifølge forskerne udleder én hektar græsplæne i Nashville, Tennessee drivhusgasser, der svarer til 697 – 2.443 kilo CO2 om året. Det højeste tal svarer til en flyvetur næsten halvvejs rundt om Jorden.
Udledningen kan ifølge forskerne ændre sig alt efter det lokale klima.
»Udledning fra byernes græsplæner og haver er tit overset af folk – selv forskere. Vi fandt ud af, at græsplæner i byerne faktisk bidrager til globale opvarmning i stor stil,« siger Chuanhui Gu, der forsker ved Department of Geology på Appalachian State University i USA, til Independent.co.uk.
Forskerne bag studiet foreslår, at man kun slår græsset én gang hver anden uge, og lader det afklippede græs ligge i stedet for at bruge gødning.
Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Journal of Environmental Management.
Læs også:
Skal man samle græsset op, når man slår sin plæne?
Hvorfor danser køerne, når de kommer på græs?
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
aml