Juletræet er fra Tyskland, stråbukken fra Sverige og misteltenen fra Storbritannien. Vores gamle danske jul er hverken særlig gammel eller særlig dansk, skriver Information.
Den jul, vi kender i dag, er ikke mere end 150 år gammel. I årene 1810 til 1850 skabte dannede borgere og fremtrædende kirkefolk i forening en ny tradition, bygget på julens kristne budskab, med inddragelse af nationale følelser og elementer fra folketroen, og med børnene anbragt i centrum omkring det tyskimporterede juletræ. Inspirationen var international, og ritualerne hentet fra nabolandene omkring os.
»Hvor nødig vi end vil indrømme det, er de fleste af vores danske juletraditioner primært hentet fra Tyskland og sekundært fra lande som Sverige og Storbritannien,« siger museumsinspektør Jens Ingvordsen fra Den Gamle By i Aarhus.
Glögg, luciaoptog, halmbuk og julestjerner er alle svenske opfindelser, mens misteltenen og julekalkunen er importeret fra Storbritannien. Et af de få særligt danske ritualer er faktisk den nationalistiske julepynt, som især blev populær i årene efter 1864, hvor Danmark led sit svidende nederlag til tyskerne og måtte afstå en femtedel af sit territorium.
Læs flere artikler om julen i Videnskab.dk’s julekalender, som løber i alle hverdage frem til december. Sæt for eksempel tænderne i ‘Hvad giver et godt julehit?’, ‘Kan man få mad-tømmermænd?’ eller ‘Julelege var en synd’