Vikingetiden begyndte i Ribe

Fortællingen om vikingerne starter i år 793. Her drønede norske vikinger til England på historiens første officielle vikingetogt – og det er netop for de barske plyndringstogter, at vi i dag kender fortællingen om vikingerne bedst.

Men nu tyder et nyt dansk studie på, at vikingernes søfart startede på en langt mere fredelig facon. I Ribe.

I studiet viser tre arkæologer fra Aarhus Universitet og University of York, Storbritannien, at der har været søfart fra Norge til Ribe, den ældste handelsby i Danmark, længe før vikingetiden startede. Studiet viser, at de 'tidlige vikinger' rejste til Syddanmark senest omkring år 725 – og altså længe før, at vikingetiden officielt havde sin begyndelse.

Det har forskerne kunnet fastslå ved at undersøge takker fra hjortedyr, som er fundet i de tidligste jordlag på Ribes markedsplads. Takkerne viste sig at stamme fra norske rensdyr.

»Det er første gang, vi har bevis på, at kulturen for de sørejser, som blev grundlag for vikingetiden, har en forhistorie i Ribe. Det er dybt fascinerende,« lyder det fra professor Søren Sindbæk, som er en af forfatterne på det nye studie, der netop er udkommet i tidsskriftet European Journal of Archeology.

Studiet får en varm modtagelse hos den norske professor Dagfinn Skre fra Kulturhistorisk Museum i Oslo.

»Jeg blev glad, da jeg læste det, for det er noget, flere af os arkæologer har troet i mange år – men nu er det også demonstreret. Det er fantastisk flot, og der er tale om et vældigt overbevisende studie.«

Arkæologerne har været splittet i to lejre

Spørgsmålet om, hvorvidt Ribe var central i vikingetidens begyndelse, har længe splittet det arkæologiske miljø i to lejre, fordi det på den ene side virker oplagt at søge en tråd mellem datidens største handelscentrum i Norden og til begyndelsen på vikingernes sørejser – mens der på den anden side hidtil helt har manglet konkrete fund at bakke denne idé op med.

Med rensdyrtakkerne står forskerne for første gang med arkæologisk bevisbyrde for, at Ribe virkelig spillede en central rolle i vikingetidens opstart. Handelsrejserne mellem Norge og Danmark har været med til at give vikingerne den søfartsekspertise og geografiske viden, de senere har anvendt på deres plyndringstogter.

»Det er et dejligt eksempel på, at håndfast arkæologi kan levere data, som går ind i de store diskussioner. Ét er at have en kvalificeret idé om, at det er sådan, det forholder sig. Noget andet er at vise det,« lyder det fra arkæolog Morten Søvsø, som også er museumsinspektør ved Sydvestjyske Museer. Han har ikke selv deltaget i det nye studie, men »mener klart, at det falder ind i en større sammenhæng, som giver mening.«

Vikingerne fik deres søfartsekspertise fra ture til Ribe

Søfart er helt centralt for vikingetidens begyndelse, fordi det var på de store afstande over vandet, at vikingerne brillerede før alle andre. De stakkels englændere anede med andre ord ikke, hvad der ramte dem, da de første vikinger fra Vestnorge slog til mod et kloster i Nordengland i historiens første vikingetogt i år 793.

»Vikingetiden bliver til et fænomen i Vesteuropa, fordi vikingerne har lært at bruge den maritime mobilitet til deres fordel. De har lært at mestre søfart i en sådan grad, at de kan komme til en kyst, hvor man i England slet ikke venter, at nogen vil lægge til. De kommer lynhurtigt, plyndrer de uforberedte ofre og stikker hurtigt af igen – en slags hit and run,« fortæller Søren Sindbæk.

Men vikingerne blev ikke dygtige til søfart natten over. Der har ligget et meget stort arbejde - tid, kræfter og ressourcer - forud, før de første nordmænd har haft den nødvendige viden og teknologi til at foretage de lange, farefulde rejser til havs, fortæller Søren Sindbæk.

»Vi kan for første gang tillade os at se baggrunden for, at man begynder at investere i skibe og lære sig hele den teknologi, der hører til. Det er interessant, når vi har to så markante udviklinger og forandringer – bydannelserne og togterne over åbent vand – at vi nu kan sige, at de de facto hænger sammen.«

Sømænd eller købmænd?

De nye resultater viser, at de lange sørejser som minimum har fundet sted, siden Ribes markedsplads dukkede op i starten af 700-tallet. Det, der senere blev til historiens berømte vikingetogter, kan altså linkes direkte tilbage til Ribes opståen som by og handelscentrum.

»Vi kan nu vise, at de berømte skandinaviske sørejser, som i sidste ende bliver til opdagelsen af Island og Grønland, har en forhistorie i nogle handelsrejser, ikke kun krigstogter. Tidligere har man været tilbøjelig til at sige, at ja, så snart man har udviklet sejladsen over åbent vand, så kan man også sejle ned til handelsbyer – nu kan vi vende ligningen om og sige, at handelsbyerne kan have været en vigtig del af den driver, der har udviklet den teknologi,« siger Søren Sindbæk og fortsætter:

»Den fredelige udveksling – handelsudvekslingen – kommer til at fylde mere i historien, og den militære udveksling, som også er vigtig, må dele pladsen.«

Giver os 'missing link' mellem vikingetogterne og bydannelsen

Med handelsudvekslingen in mente har de nye resultater ikke 'kun' betydning for vikingetidens begyndelse. De fortæller også noget om udviklingen af byerne – hvoraf Ribe var den første, ikke kun i Danmark, men i hele Skandinavien.

Takkerne fra hjortedyr blev flittigt brugt af fortidens kammagere, som er et af de tidligste byerhverv, man kender til. Kammagere fremstillede kamme, nåle og andre redskaber af ben og hjortetak. Det var ikke svært at skaffe takker nok til en normal husholdning, men for en professionel kammager, der arbejdede med sit håndværk året rundt, kunne det være svært at få fingrene i tilstrækkeligt store mængder.

Det nye studie viser, at de tidlige vikinger fra Norge har vidst, at der var fidus i at udnytte den lettilgængelige handelsvare, som rendte rundt på de norske fjeldsider og tyggede lav, og som snildt kunne afsættes i store mængder i Danmark.

»Nogen oppe i Norge ved, at de skal tage på en ekspedition og samle en stor portion af de her gevirer, som for dem var et affaldsprodukt, og så kan de tage til Ribe og afsætte dem. De ved, at der er en mening med den rejse, og at det kan lade sig gøre, uden at de bliver udplyndret, eller at markedet pludselig er lukket,« siger Søren Sindbæk og fortsætter: »På den måde kan man sige, at aktiviteterne på højfjeldet er del af byudviklingen.«

Den almindeligste måde at se Ribe på er som et udtryk for en region, som var med på forkant med resten af Skandinavien – set i det lys er Ribe noget, som hører til sit opland, og som hører sammen med Sydvestjylland, fortæller Søren Sindbæk, som ikke selv har troet på denne tolkning.

»Så er der nogen, herunder mig, som har foreslået, at det tværtimod var de fjerne kontakter, altså sejladsen langt væk fra, som mødtes i Ribe. Men man har ikke før været i stand til at se links til resten af Skandinavien, og det har været et stærkt bevis imod denne tolkning – hvis man ikke kan se forbindelserne forud, er det svært at forklare, hvad vikingetogterne fra Norge skulle have at gøre med bydannelsen. Dette studie giver os the missing link.«

Vikingerne vidste ikke, at de var vikinger

Det er dog ikke alle, der er enige i, at studiet kan bruges til at tolke på byens betydning for vikingetidens begyndelse. I et studie fra 2008 nåede den engelske arkæolog James Barret frem til, at byer og handel ikke var en afgørende faktor for vikingetidens begyndelse, og han føler sig stadig ikke overbevist om, at man kan sige, at byerne var med til at sparke vikingetiden i gang.

»Det er solid forskning, og resultaterne er virkelig spændende. Søren og hans kollegaer argumenterer for, at en by i virkeligheden er et netværk, og at det er en masse relationer, såsom handelsmændene fra Norge, der gør byen mulig. Der, hvor vi ikke nødvendigvis er helt enige, er i opfattelsen af, om byerne og handlen så også var med til at starte vikingetiden,« lyder det fra James Barret, som er specialiseret i middelalderarkæologi ved Cambridge University i England.

James Barret medgiver dog, at hvis man ser på vikingetiden gennem handelsbriller, frem for at fokusere på militære forhold, giver det mening at argumentere for, at byernes rolle i vikingetidens opstartsfase var central. Og det er netop sådan, Søren Sindbæk tænker:

»Nu kan vi dokumentere, at søfart mellem Norge og bymarkedet i Ribe var etableret forud for vikingetiden, og at handelsnetværk var med til at skabe de incitamenter og den viden om sørejser, som muliggjorde vikingetogterne. Det er første gang, at vi helt klart kan knytte to meget vigtige fænomener, som er lås og nøgle i det fænomen, vi kalder vikingetiden, sammen.«

I sidste ende er forskerne enige i, at der er tale om en ’semantisk’ diskussion – det hele handler nemlig om, hvad man mener, når man refererer til vikingetiden. Og man skal være forsigtig med de klistermærker, man sætter på mennesker, der levede i fortiden, påpeger Morten Søvsø fra Sydvestjyske Museer:

»De rendte jo ikke rundt og vidste, at de var vikinger. Hvis man vil argumentere for, at vikingetiden i virkeligheden startede med, at man fik kontakter ud til større dele af verden, så kan dette studie godt bruges i en diskussion – men det vil altid være en efterrationalisering.«

Ribe var Skandinaviens første by. Men var den også central for vikingetidens begyndelse? Ja, mener professor Søren Sindbæk. (Foto: visitribe.dk)

Steven P. Ashby udtager prøver af vikingetidskamme fra Ribe. (Foto: Søren M. Sindbæk)

Illustrationsfoto af vikingetidskamme og affald fra kammagerværksted. Fund fra Aggersborg. (Foto: Søren M. Sindbæk)

Det hidtil ældste fragment af en kam fremstillet af rensdyrtak fra Ribe. Stykket er senest tabt i Ribe omkring 725. (Foto: Ashley N. Coutu)

Til sammenligning: Komplet kam af tilsvarende type som på foto 1677, fundet på Aggersborg. (Foto: Moesgaard fotolab)

1 / 5