En rødhals har en rødlig hals, en gråspurv er grå, og en vandmand består næsten udelukkende af vand.
En række dyr i den danske natur kan leve op til deres navn, men hvad med tusindbenet? Har det lille kryb virkelig 1.000 ben?
Det spørgsmål vil Videnskab.dk's læser Peter H. Hansen gerne have svar på.
»Har et tusindben virkelig 1.000 ben, eller er det bare pral?« spørger Peter H. Hansen i en e-mail til Spørg Videnskaben.
Ben-rekord fra Californien
Videnskab.dk vil naturligvis gerne være behjælpelige med at finde ud af, hvorvidt tusindben vitterligt har gjort sig fortjent til deres navn.
Heldigvis er Danmark et af de relativt få lande i verden, som har en vaskeægte tusindben-ekspert.
\ Fakta
Tusindben er en klasse af leddyr. De forskellige tusindben-arter er fra et par millimeter lange til knap 30 centimeter. Kroppen består af et stort antal næsten ens led, hvoraf de fleste bærer to par ben. Der kendes ca. 10.000 arter af tusindben, heraf 43 fra Danmark. På engelsk hedder tusindben millipede – ordet er sammensat af de latinske ord milli (tusind) og pede (ben eller fødder). Kilde: Den Store Danske
Professor Henrik Enghoff har i næsten fem årtier studeret tusindben og fundet og beskrevet knap 300 nye tusindben-arter fra både Danmark og udlandet.
Imellem dem har han aldrig fundet 1.000 ben på ét enkelt dyr.
»Verdensrekorden er på 750 ben. Den indehaves af en tusindben-art fra Californien. Men derovre er alting også så stort. Det er sjældent, at et tusindben har mere end et par hundrede ben,« fortæller Henrik Enghoff, som forsker i tusindben ved Statens Naturhistoriske Museum under Københavns Universitet.
Tusindben er verdens ben-rigeste dyr
Henrik Enghoff fortæller, at der ikke findes nogen officiel rekord for antallet af ben på tusindben fundet i den danske natur – mens han anslår, at den danske rekord »vil ligge et sted mellem 200 og 250 ben.«
»Når tusindben kommer ud af ægget, har de faktisk kun seks ben. Men efterhånden som de vokser op, får de flere og flere ben,« fortæller Henrik Enghoff.
Selvom tusindbenet altså ikke helt kan leve op til sit navn, kan den californiske udgave af det lille kryb - lllacme plenipes - alligevel prale af at være indehaver af titlen som det dyr i verden med flest ben.

»Det er svært at svare på, hvorfor tusindben har udviklet så mange ben. Man mener, at de har udviklet sig sådan, fordi de bruger benene, når de maser sig ned gennem jorden. De er jordbundsdyr, og når de har mange ben, kan de rigtig lægge kræfter bag og mase sig derned,« fortæller Henrik Enghoff.
Tusindben findes overalt
Man kender til 43 arter af tusindben, som lever i den danske natur, men tusindben findes næsten over hele kloden.
»De findes alle vegne undtagen i de arktiske og allerkoldeste egne. Så der er ikke tusindben i Grønland,« fortæller Henrik Enghoff.
Med det svar vil vi sige tusind tak for det gode spørgsmål til Peter H. Hansen – der er en T-shirt på vej til din postkasse.
Også en stor tak til professor Henrik Enghoff for at dele ud af sin store viden om tusindben.
Skulle du selv gå og bakse med et spørgsmål, som du gerne vil have et svar på, så tøv endelig ikke med at sende os dit spørgsmål til e-mailadressen sv@videnskab.dk.
Hvis du ikke ligger inde med et spørgsmål i øjeblikket, som du gerne vil have svar på, men bare gerne vil have fingrene i vores lækre Spørg Videnskaben T-shirt, så kan du gå ind og snydekøbe den her.
Bemærk: Seks år efter denne artikel blev skrevet, lykkedes det for første gang i 2021 forskere at finde et tusindben, der lever op til sit navn. Læs artiklen Første gang nogensinde: Tusindben med mere end tusind ben fundet.




































