Edderkopperne kan se, når du sætter i flugt væk fra den. Og den kan faktisk også høre dit skrig, der følger med.
Forskere fra Cornell University har fundet ud af, at hårene på springedderkoppernes ben er så sensitive, at de kan ’høre’ menneskers tale flere meter væk.
Resultatet vender op og ned på, hvad forskere ellers ved om edderkopper, skriver theguardian.com
»Overraskende fandt vi, at edderkopperne altså også besidder en form for hørelse. De kan høre lyde på langt større afstande, end man tidligere har troet, selvom de ikke har ører med trommehinder som almindelige dyr med langdistance-hørelse,« siger Paul Shamble, der er araknolog hos Cornell University, til theguardian.com og fortsætter:
»Jeg tror ikke, at alle er lige glade for at høre, at edderkopper kan høre os lige så godt, som de ser os.«
Studiet er netop publiceret i det videnskabelige tidsskrift Current Biology.
Du kan se i videoen over artiklen, hvordan forskerne har båret sig ad med at finde ud af, hvordan edderkopperne hører.
Edderkopperne kan eksplodere
Når man skal teste hørelsen på almindelige pattedyr og mennesker, er det ret nemt at se, om der kommer en reaktion.
Men hvordan undersøger man hørelsen hos et dyr uden ører?
Man optager selvfølgelig elektriske signaler direkte fra hjernen.

Det er dog sin sag at bore et hul ind i edderkoppens hjerne. De har det nemlig med at eksplodere!
Det skyldes, at edderkoppen er under så højt et tryk under dens skal, at den vil eksplodere, hvis der går hul på den.
\ Læs mere
Alligevel lykkedes det forskerne at bore hul ind til hjernen, så de kunne måle på de elektriske signaler.
Og her skete der noget interessant:
Når en stol blev rykket rundt i laboratoriet eller forskerne snakkede, viste det sig som udslag på de elektriske signaler.
»Det var bemærkelsesværdigt, fordi den almindelige antagelse på det tidspunkt var, at edderkopper ikke kan høre lyde,« siger Ronald Hoy, der er seniorforsker og medforfatter på det nye studie, til theguardian.com.
Edderkoppens hørelse skyldes behårede ben
At forskerne kunne se på deres målinger, at edderkoppernes hjerner reagerede på lydene, gav imidlertid ikke et svar på, hvordan edderkopperne hører.
Svaret fandtes dog i edderkoppernes mange hår på benene.
Forskerne påførte små dråber af vand på hårene for at mindske vibrationerne, og her kunne forskerne se på hjernemålingerne, at edderkopperne ikke fornemmede lydene på samme måde.
Uden dråberne på hårene reagerede edderkopperne på klap-lyde mere end fem meter væk, og så var de mest følsomme over for lavfrekvente lyde.
Det giver god mening. De lavfrekvente lyde mellem 80 – 130 Hz minder nemlig om de lyde, som springedderkoppernes fjende nummer ét, hvepsen, laver med sine vinger.
Men du skal ikke være bange for, at edderkopperne overvåger dine samtaler som en anden CIA-agent.
»Det, edderkopperne hører, lyder formentlig som en virkelig dårlig telefonforbindelse, så de kan godt høre, at du taler, men de lytter helt sikkert ikke efter,« siger Paul Shamble til theguardian.com.