Det er længe siden, eksperterne begyndte at advare om, at verdens madproduktion måske står overfor en alvorlig trussel.
Planterne og dyrkningsmetoderne i moderne landbrug er nemlig helt afhængige af kunstgødning, hvori to af de vigtigste bestanddele er nitrogen og fosfor.
Nitrogengødning kan produceres på fabrikker og er i praksis en fornybar ressource.
Men det samme gælder ikke for fosforet i kunstgødning.
Det kommer fra fosforholdige bjergarter – ofte kaldet råfosfat – som graves ud nogle få steder i verden, specielt i Marokko, Marokko-besatte Vest-Sahara og Kina.
Og de forekomster varer ikke evigt.
Mange advarsler om, at fosfor er en mangelvare
I 2008 viste beregninger, at vi ville begynde at mærke manglen på mineralsk fosfor allerede omkring 2030.
Resultatet ville i første omgang være dramatiske prisstigninger på gødning, og efterfølgende gradvist færre afgrøder.
De sidste år er advarsler om den truende krise dukket op med jævne mellemrum. I 2019 skrev avisen The Guardian for eksempel, at vi kun har nogle få årtiers forbrug tilbage.
Men den information, man kan finde om tematikken, kan være forvirrende at finde rundt i.
\ Red Verden: Stort tema i gang
I en konstruktiv serie undersøger Videnskab.dk, hvordan mennesket kan redde verden.
Du kan debattere løsninger og både få og give gode råd i vores Facebook-gruppe Red Verden.
\ Læs mere
Andre siger 2.000 år
Repræsentanter fra gødningsproducenterne mener, at der slet ikke er nogen krise.
»Vi har nok fosfor til mindst 2.000 år med nutidens forbrug,« skrev Anders Rognlien fra gødningsproducenten Yara i en kronik i den norske avis Aftenposten i 2010.
Nogle forskere har udtalt det samme.
Forsker Pedro Sanchez fra Columbia University udtalte for eksempel i et indlæg fra 2013.
»igennem min 50 år lange karriere har folk en gang i årtiet sagt, at vi snart løber tør for fosfor. Men hver gang har det vist sig ikke at passe.«
Så hvad så? Er der en krise, eller er der ikke en krise?
Eva Brod fra Norsk Institut for Bioøkonomi, NIBIO, forsker selv i fosfor i landbruget. Det gør professor Petter Jenssen fra Det norske Universitet for Miljø og Biovidenskab, NMBU, også. De konkluderer begge følgende:
Er vi ved at løbe tør for fosfor?
Nej.
Bør vi gøre noget ved det?
Ja.
Over 250 år
»Den sidste oversigt over verdens råfosfat-reserver blev lavet af Håkan Jönsson fra Sveriges Landbrugsuniversitet,« siger Petter Jenssen fra NMBU.
»Den viser, at vi har over 250 års forbrug tilbage.«
Men sådanne skøn er ofte usikre. De angiver, hvor store forekomster, der findes i de områder, hvor der drives minedrift, og skønnene er baseret på, hvor meget fosfor man kan udvinde med nutidens teknologi og med rimelige omkostninger.
Det betyder i midlertid ikke, at minerne er de eneste kilder til råfosfat, der findes. Rundt omkring i verden kan der være mange reserver, som ikke udnyttes i dag, fordi de ligger på utilgængelige steder eller er mindre koncentrerede eller af lavere kvalitet.
»Meget er for eksempel forurenet med cadmium eller uran,« siger Eva Brod fra NIBIO.
Giftigt og radioaktivt
Skal fosfor fra den slags kilder kunne bruges i gødning, skal det først behandles, så muldjorden ikke bliver forurenet med tungmetaller og radioaktivitet. I dag er den slags rensning for dyr.
Men når mængden af den bedste råfosfat svinder ind – og teknologien udvikler sig – kan dårligere kilder måske alligevel blive interessante.
Det vil betyde, at landbruget ikke står tilbage uden kunstgødning, men at landmændene må betale mere for den. Og denne meromkostning forplanter sig, så vi også må betale mere for maden.
Udvindes på få steder i dag
»Et rigt land som Norge vil ikke få problemer med at skaffe fosfor nok,« siger Eva Brod.
I hvert fald ikke som situationen ser ud i dag. Det er imidlertid værd at bemærke, at verdens reserver af råfosfat er meget ujævnt fordelt rent geografisk. De allerstørste reserver findes i Marokko og det Marokko-besatte Vest-Sahara.
»Europa, og også Indien, har på nuværende tidspunkt ingen kommercielle fosforreserver,« siger Petter Jenssen.
»Vi bliver derfor afhængige af import, og det er kun Kina og Vest-Sahara, som har store mængder at eksportere. Kina har indført eksport-told for at sikre tilgængelighed indenlands.«
Hvis store hændelser som krig eller konflikt rammer disse områder, kan vi altså alligevel få problemer med at skaffe fosfor nok.
Flere grunde til at lave ændringer
Det er en af grundene til, at vi måske burde søge efter andre måder at dække behovet for fosfor på, selvom verden ikke står overfor en umiddelbar fosforkrise.
Og der er flere grunde.
Nutidens brug er for eksempel ikke bæredygtigt til evig tid, selvom der skulle findes råfosfat-reserver til de næste 2.000 år.
Desuden er det slet ikke uproblematisk at udlede tonsvis af nyt fosfat i miljøet hvert år. Lækage af nitrogen og fosfor fra landbruget fører til betydelig forurening af vandløbene i Norge og mange andre lande.
Men hvad skal vi gøre? Hvor kan vi finde store nok mængder af fosfor?
\ Læs mere
Genanvendelse
Svaret er ret simpelt.
Det handler om genanvendelse, som også er måden, naturen selv klarer fosforproblematikken på.
»Det, som er vigtigt at huske, er, at fosfor er et grundstof. Der findes masser af det på Jorden, og det ophører ikke,« siger Brod.
Det her grundstof – og en del andre – er nødvendige byggesten i alle levende væseners celler.
Planterne suger næringsstofferne op med vandet fra jorden og bygger dem ind i sine celler. Så kan dyr få fat i stofferne ved at spise planter eller andre dyr.
Men fosforet bruges ikke op. Både dyr og planter leverer stadig fosfor og andre næringsstoffer tilbage til jorden gennem ekskrementer og dødt væv.
På den måde bliver en skov eller en naturlig eng gødet hele tiden, sådan at den aldrig løber tør for fosfor.
Snavs, affald og spildevand
Men i landbrug er sagen en anden. Her fjerner vi planterne – med fosfor og det hele – fra markerne hvert år.
På den måde mister jorden en lille mængde fosfor, for hver afgrøde som høstes. I stedet for at levere næringsstofferne tilbage til jorden deponerer vi dem andre steder:
I gødekældre, som madaffald, i kloakken eller slammet under et fiskeopdrætningsanlæg.
I disse ressourcer findes der mere end nok fosfor til at dække behovet i det norske landbrug, mener både Eva Brod og Petter Jenssen.
Hvis vi blot finder gode metoder til at føre næringsstoffet tilbage til landbruget.
Langt og tungt fra gødekælder til mark
»I dag er det ikke praktisk muligt,« fortæller Eva Brod.
»Det er for eksempel en udfordring, at husdyrsproduktionen i Norge hovedsageligt foregår vestpå langs kysten, mens behovet for fosfor er størst inde i landet,« siger hun.
Husdyrsgødning indeholder meget vand, og det er dyrt og upraktisk at fragte det langt. Landmændene har heller ikke nødvendigvis udstyret til at bruge organisk gødning i stedet for kunstgødning.
Det er heller ikke lige til at bruge spildevand som gødning. Nutidens renseprocesser af spildevandsslam gør, at fosforet i slammet bliver svært for planter at udnytte.
For at finde løsninger, som fungerer i praksis, må både husdyrsgødning, slam fra fiskeopdræt og spildevand fra mennesker bearbejdes.
Men man kan altså ikke bare tørre affaldet og bruge det som gødning, siger Eva Brod.
»Forskellige typer behandling ændrer fosforets kvalitet, og varmebehandling er ikke særligt godt.«
Sådanne processer kan også være dyre og kræve meget udstyr og energi. Men det ændrer sig måske i fremtiden, tror forskerne.
Bakterier kan fange fosfor
»Vi er kun i begyndelsesfasen indenfor forskningen i genanvendelse af fosfor,« siger Petter Jenssen.
Men der begynder at ske noget.
»NMBU har flere projekter i gang, blandt andet om bearbejdning af affald fra mad og toiletter.«
»Jeg vil også fremhæve HIAS’ rensningsanlæg på Hamar som en pioner, når det gælder genbrug af fosfor fra afløb.«
Rensningsanlægget på Hamar opfanger fosfor i spildevandet ved hjælp af bakterier. Bakterierne optager og koncentrerer fosforet, sådan at man kan lave fosforgødning i fast form. Det kan tilføres på markerne med det samme udstyr, som man bruger til at sprede kunstgødning.
»Jeg tror, det er en model, som kommer til at blive brugt af mange, også internationalt,« siger Petter Jenssen.
Professoren fortæller, at der bliver lavet forsøg med at bruge alger på samme måde: Algerne kan vokse på vores affald, og så kan vi bruge algerne til for eksempel gødning eller fiskefoder.
Genanvendelse er fremtiden
Petter Jenssen tror også, at vi i fremtiden kan begynde at bruge toiletter og kloaksystemer, som gør det lettere at få fat i næringsstofferne fra vores affald.
»I et EU-projekt som NMBU og NIBIO har i Frederikstad bruges vakuumtoiletter i nye boligblokke,« siger Jenssen.
Lignende tiltag foregår i Hamburg.
»Så bliver det lettere at opsamle ressourcer fra afføring og organisk husholdningsaffald. Det kan omdannes til både biogas og gødning, noget, vi arbejder med i EU-projektet.«
Petter Jenssen fortæller, at der er stor interesse for genbrug og genanvendelse af næringsstoffer i spildevand, men at forskningen stadig er i opstartsfasen.
Foreløbigt er der få løsninger, som er indbringende nok til at kunne konkurrere med kunstgødning.
Men det kan hurtigt ændre sig, i takt med at de bedste råfosfat-reserver tømmes. Eller kilder til andre næringsstoffer for den sags skyld.
Markerne trænger nemlig til at blive tilført flere næringsstoffer, såsom kalium og svovl.
»Der snakkes sjældent om, at der også kan opstå mangel på de næringsstoffer,« siger Petter Jenssen.
Han konkluderer:
»Selvom det ikke ser ud, som om skrækscenariet om at løbe tør for fosfor bliver en realitet, er der ingen grund til ikke at satse på genanvendelse.«
Eva Brod fra NIBIO er enig:
»Der må politiske løsninger til for at sørge for, at vi udnytter det fosfor, vi har, på en bedre måde. Så kommer der ikke nogen krise.«
©Forskning.no. Oversat af Mathilde Valsgaard. Læs den originale artikel her.
