Der er mere på spil i grisens hale, end de fleste ved

I de seneste måneder har grises vilkår fyldt en del i medierne. Når du ser billeder af grise, lægger du så mærke til dyrenes haler – og til halernes længde?

Måske ikke, men netop halerne er en vigtig del af debatten om dyrevelfærd hos grise.

I debatten om grises velfærd bruges ofte landbrugsfaglige udtryk som halekupering og halebid – ord, der kort fortalt dækker over forskellige måder, grise kan miste noget af eller hele deres hale – enten forårsaget af mennesker eller af andre grise.

Jeg hører nogle gange argumenter for, at halekupering ikke gør ondt på grisen, eller at halebid og kuperede haler kan sammenlignes. Begge dele mener jeg er forkert.

I denne artikel prøver jeg at bruge viden om anatomi og smertebiologi til at forklare hvorfor.

Grisens lange hale

Først lidt baggrund: Tamsvin, som holdes til kødproduktion, har ret lange haler. Vi ser dem bare oftest ikke.

Halen på en nyfødt gris er cirka otte cm lang (varierende fra 3-11 cm). På slagtetidspunktet, hvor grisen vejer over 100 kg, er halen vokset til cirka 30 cm.

I modsætning til vildsvin kan tamsvinets hale holdes i en krøllet positur. Man taler om, at grisen har ’krølle på halen’.

I dansk og international griseproduktion oplever landmænd udfordringer med grise, som udviser unormal adfærd – de bider hinanden i halerne. Resultatet er sår på halerne, nogle gange så alvorlige, at halen helt mangler.

Risikoen for bid i haler kan reduceres ved at fjerne en del af halen på nyfødte grise.

Det kalder man for halekupering. Nedenfor kan du se en fotoserie, hvor min kollega Karen Thodberg og jeg kuperede haler på nyfødte grise som del af et forskningsprojekt. Lignende metoder anvendes i praksis.

Selv om det i snart 30 år har været forbudt i EU at halekupere grise som fast praksis, er der kun få lande (Finland og Sverige), der producerer grise helt uden halekupering.

Halekupering – kan grisen mærke det?

Selvom halekupering ikke må være en fast praksis, så er det lovligt i Danmark at kupere haler, hvis landmænd har problemer med halebid og har forsøgt at undgå det.

Indgrebet må ifølge loven foretages uden bedøvelse, hvis grisene er to til fire dage gamle. Man må fjerne op til halvdelen af halen. Jeg hører nogle gange – igennem mit arbejde – personer argumentere for, at det er uproblematisk at halekupere, fordi grise slet ikke har nerver i den yderste del af halen. Det passer ikke.

Grisehalens anatomi er velbeskrevet. Som det er illustreret både oven for og på figuren nedenunder, så er hele halens længde udfyldt af halehvirvler (kaldet Ca1-Ca20 på figuren nedenfor), som er en fortsættelse af rygraden.

Mellem hvirvlerne ligger såkaldte mellemhvirvelskiver, der er fleksible og støddæmpende. Sammen med halehvirvlernes cylindriske udformning og halens muskulatur giver de halen høj fleksibilitet og bevægelighed.

Grisehalen indeholder ikke kun knogler og muskler, men også nerver. Nerverne i halen udspringer fra den nederste del af rygmarven (kaudale spinalnerver), og løber på halens over- og underside helt ud til spidsen af halen.

Spinalnerver indeholder tre forskellige slags nervefibre:

• sensoriske, der for eksempel er følsomme over for berøring og varme
• motoriske, der sørger for kontrol med halens muskler
• autonome nervefibre, der er involverede i ubevidste funktioner, såsom kontrol med muskler der får hår til at stritte.

Spinalnerverne kan både lede signaler fra halen til hjernen og den anden vej – fra hjernen til halen.

At disse nerver findes i halen betyder, at halen i hele sin længde er følsom over for for eksempel berøring og varme og kan registrere smerte.

Studier af halekupering viser, at nyfødte grise oplever smerte både under selve indgrebet og i timerne derefter, også selvom der kan være grise, som ikke synligt reagerer så meget under selve afklipningen.

I månederne efter kupering kan der dannes bundter af fortykkede nerveender (neuromer) i den helede halestump. Studier af helede, kuperede haler tyder på, at grise, helt op til slagtetidspunktet, kan opleve øget følsomhed over for berøring af halestumpen – måske endda smerter i stumpen. Derfor ved vi fra forskningen, at halekupering har omkostninger for grisen i form af smerte og føleforstyrrelser.

Halebid – hvor slemt er det egentlig?

Ordet ’halebid’ kan lyde som en beskrivelse af adfærden hos den bidende gris – altså at der er tale om, at en enkelt gris laver en enkelt bidende eller tyggende bevægelse: et halebid.

Det er dog ikke sådan, ordet anvendes og skal forstås. Halebid bruges til at beskrive den bidte gris’ tilstand. Når en landmand ’har halebid’ i sin besætning, så har han/hun grise i sin stald, som har sår på halerne, der er forårsaget af andre grise.

Der er mange faktorer, som har betydning for forekomsten af halebid, blandt andet mængden af beskæftigelsesmateriale, plads, styring af staldens klima, grisenes sundhedsstatus og deres fodring.

Det er tit svært at pege på en enkelt udløsende faktor, og halebid kan brede sig udbrudsagtigt i en besætning. Halebid forekommer også under mindre intensive produktionsforhold, såsom på friland eller i økologisk produktion og beskrives ligeledes i undersøgelser gennemført i de to europæiske lande Sverige og Finland, hvor halekupering ikke finder sted.

Tildeling af beskæftigelsesmaterialer og mere plads til grisene i kombination med øget overvågning kan reducere, men ikke fjerne, risikoen for halebid blandt ikke-kuperede grise.

Jeg hører nogle gange personer, som argumenterer for, at halebid ikke adskiller sig fra halekupering, når det gælder dyrenes velfærd. Men hvis man betragter konsekvenserne for den enkelte gris, så er der betydelig forskel.

De velfærdsmæssige konsekvenser for den gris, som rammes af især alvorligt halebid, er udtalte. En overbidt hale er meget smertefuld og forbundet med en betydelig risiko for omfattende betændelsestilstande, og derfor uden sammenligning med konsekvenser af halekupering for den enkelte gris. Se billederne nedenfor.

Sår efter halebid kan være alt fra milde til meget alvorlige, hvor hele halen er bidt af. I de værste tilfælde mangler grisene både hale og området omkring haleroden. Selv milde tilfælde af halebid vil være smertefulde for den bidte gris.

Hvordan sikres grises velfærd?

Både halekupering og halebid har konsekvenser for grises velfærd.

Når halekupering gøres rutinemæssigt for at imødegå halebid, påvirker det mange dyr. Halebid har konsekvenser for et mindre antal dyr, men – især i alvorlige tilfælde – vil konsekvenserne for det enkelte dyrs velfærd langt overstige konsekvenserne af halekupering.

Hvis man ønsker at tage hensyn til dyrevelfærd, skal både halekupering og halebid ideelt set derfor undgås.

En afvejning af, hvordan det bedst gøres, ligger uden for denne artikels fokus og kræver blandt andet viden om grises adfærdsmæssige behov samt afvejning af etiske spørgsmål om, hvad vi som mennesker finder acceptabelt at udsætte dyr for – og hvorfor.

For nylig udkom en hel lærebog om emnet. En del af dens kapitler er gratis at downloade. Du kan læse dem her.