En bemærkelsesværdig kødædende svamp er blevet fundet dybt nede på havets bund i havet omkring Antarktis. Svampen er blandt 30 nye dybhavsarter, som forskere for nylig har bekræftet.
Det skriver forskningsnetværket Ocean Census i en pressemeddelelse.
Den nye svamp beskrives som en kødædende ‘death-ball-svamp’ og er en ny art i slægten Chondrocladia, der også er kendt som ‘bordtennis-svampe’. Den skiller sig ud, fordi den er dækket af små kroge, som kan fange bytte, oplyser Ocean Census i pressemeddelelsen.
Svampen blev observeret i 3.601 meters dybde øst for Øen Montagu, som er en del af en af de mest afsidesliggende økæder på Jorden i Det Sydlige Ocean.
Observationen blev gjort ved hjælp af den fjernstyrede undervandsfartøj ‘ROV SuBastian’, skriver Ocean Census.
‘Death-ball-svampen’ er en af i alt 30 nye arter, som er blevet bekræftet efter to ekspeditioner i 2025. Foruden den kødædende svamp har forskerne også identificeret hidtil ukendte arter af søstjerner, krebsdyr og en havbørsteorm kaldet Eulagisca sp. nov. med et hårdt, skinnende ydre.

Ny søstjerne fundet af det fjernstyrede undervandsfartøj ROV SuBastian i 1.107 meters dybde ved dykkerstedet 'Mystery Ridge'. (Foto:
The Nippon Foundation–Nekton Ocean Census / Schmidt Ocean Institute © 2025)
Ekspeditionerne afslørede desuden nye hydrotermiske områder, som er en form for varme kilder på havbunden på omkring 700 meters dybde. Det lykkedes også forskere at optage en video af en ung kolosblæksprutte i sine naturlige omgivelser for første gang nogensinde, hvilket du kan læse mere om her.
»Det Sydlige Ocean er stadig meget underbelyst. Til dato har vi kun undersøgt under 30 procent af de prøver, der er indsamlet på denne ekspedition, så bekræftelsen af 30 nye arter viser allerede, hvor meget biodiversitet der stadig er udokumenteret,« siger Dr. Michelle Taylor, der er videnskabelig leder ved The Nippon Foundation–Nekton Ocean Census, i pressemeddelelsen.
Alle bekræftede arter, der opfylder Ocean Census’ kriterier, vil blive registreret i den åbne Ocean Census Biodiversity Data Platform, oplyser organisationen.
»Det er netop derfor, Ocean Census eksisterer - for at fremskynde opdagelsen af livet i havet og gøre det frit tilgængeligt,« tilføjer Dr. Michelle Taylor i pressemeddelelsen.


































