I 1831 drog den 22-årige Charles Darwin ud på dem 5 år lange jordomsejling som ubetalt biolog på briggen (mindre sejlskib med to master) HMS Beagle.
Det var på Galápagosøerne, at han opdagede noget, der stadig står som et af de førende eksempler på, hvordan en arts fysiske egenskaber tilpasser sig miljø og levevilkår:
Finkerne på Galápagosøerne lignede tilsyneladende hinanden ganske meget af udseende, men da Darwin granskede næbbenes udformning nærmere, var de forskellige i både størrelse og facon.
Næbbene så ud, som om de havde tilpasset sig føden, som finkerne spiste.
\ Historien kort
- Et nyt fuglestudie sammenligner britiske og hollanske musvitters næblængde.
- De britiske musvitter har udviklet et længere næb på relativt kort tid og argumenterer for, at udviklingen skyldes menneskers fodring.
- Norsk professor er begejstret for studiet, men der er mange ubesvarede spørgsmål i forbindelse med forskernes konklusion.
Opdagelse blev afgørende for Darwins teori om, hvordan evolutionen former arterne, ud fra hvad der leverer den bedste overlevelsesmulighed.
Genetiske forskelle mellem musvitter i Holland og England
Siden dengang er forskerne stødt på mange andre eksempler på, hvordan fysiske egenskaber er blevet udviklet, så det gavner arten mest muligt.
Det nyeste skud på stammen kommer dog fra en mere hjemlig kant end opdagelsen på de fjerntliggende vulkanske Galápagosøer.
Forskerne har nemlig fundet, at briternes passionerede fodring af fugle muligvis er årsag til, at musvitterne har udviklet et langt og mere frødispenser-venligt næb.
Forskere i Holland og Storbritannien har sammenlignet musvitterne i de to lande og præsenterer forskningen i tidsskriftet Science.
»Det er spændende, at studiet viser, at der er genetiske forskelle mellem musvitterne i de to områder, og at de kan kobles til næblængden. Andre studier er tidligere kommet frem til lignende resultater, men de er ikke så detaljerede som dette studie,« fortæller Tore Slagsvold.
Han er professor ved CEES (Center for Økologisk og Evolutionær Syntese ved Universitetet i Oslo) og forsker både i musvitternes og andre fugles adfærd, reproduktion og levevis i deres respektive miljøer, men har ikke deltaget i studiet.
\ Læs mere
\ Læs mere
Resultatet viste, at der faktisk var forskel på de hollandske og de bristiske musvitter; både i generne og næblængden.
Generne, det drejede sig om i dette tilfælde, havde åbenlyse ligheder med de gener, der var med til at diktere udseendet på næbbet blandt Darwins Galápagos-finker.
Og de var heller ikke helt forskellige fra de gener, som, forskerne mener, er med til at forme menneskeansigtet.
\ Studerede kendte musvitter
Musvitterne i Holland og Storbritannien er velkendte blandt fugleforskerne. Der er tale om to bestande i Holland og England, som er blevet studeret over en lang periode.
I Oxfordshire observerede forskerne fuglene i 70 år. De hollandske musvitter i Oostehout og Veleuveer også en kendt og længe studeret bestand.
\ Læs mere
Da forskerne sammenstillede ældre observationer af musvitbestandene med genanalyser, fandt de, at ændringerne blandt de britiske fugle formentlig var sket i løbet af meget kort tid.
\ Læs mere
Er teorien for søgt?
Men nu tilbage til teorien om den intense fodring fra foderautomater, hvilket ifølge forskerne muligvis har været drivkraften bag musvittens evolution på de britiske øer.
Hvad ligger til grund for forskernes påstand?
De har observeret en forandring blandt fuglene i England, som ikke har fundet sted i Holland.
Desuden har forskerne undersøgt, hvor meget fuglefrø og hvor mange frødispensere briterne køber - og det er ikke i småtingsfdelingen.
»I Storbritannien bruger vi cirka dobbelt så mange penge på fuglefrø og fodringsystemer, som man gør på det europæiske kontinent, og sådan har det været ret længe,« fortæller én af forskerne bag studiet, Lewis Spurgin fra University of East Anglia i en pressemeddelse.
\ Læs mere
»Selvom vi ikke kan sige med sikkerhed at fodringssystemerne er forklaringen, er det rimeligt at antage, at de længere næb blandt britiske musvitter muligvis er en reaktion på dette supplement til deres føde,« tilføjer Lewis Spurgin.
Tore Slagsold mener da heller ikke, at det kan siges med sikkerhed, at briternes 'overdrevne' fodring af fuglene er skyld i musvitternes længere næb.
Det er på trods af, at studiet indikerer, at musvitterne med længere næb oftere var at finde ved frødispenserne og fodringssystemerne end musvitterne med kortere næb.
Hvad er fordelen ved længere næb?
Selvom forskerne har påvist, at musvitterne med de længere næb i højere grad tager for sig af føden, som mennesket serverer, end de andre musvitter, har de ikke vist, at de langnæbbede musvitter spiser mere, eller at det er lettere at spise frø med et langt næb end med et kort, påpeger Tore Slagsvold.
»Jeg ville have set på, om de er bedre til at overleve vinteren, og om de kommer hjem med mere mad til ungerne om foråret; med andre ord, set på næbbets funktion.«
For på hvilken måde giver et længere næb flere fordele?
For at evolution overhovet skal finde sted, skal der være en egenskab eller et træk, som leverer en fordel, som igen øger chancen for at få unger - eller flere unger end dem, som ikke har denne egenskab.
Så på hvilken måde kan et længere næb være så smart en egenskab, at den har bredt sig blandt musvitterne i Oxfordshire - og på relativt kort tid?
Langnæbbede musvitter får flere unger
Her viser det sig faktisk ifølge det nye studie, at musvitterne med længere næb fik flere unger end de andre musvitter.
Men Tore Slagsvold undrer sig alligevel:
Er det, fordi de spiser mere effektivt, eller fordi de er har et bedre helbred og form og er bedre end de andre til at forsvare et godt og føderigt territorie og dermed får flere unger?
Den norske fugleforsker glæder sig dog over det nye musvit-studie. Han kender flere forskere, som forsker i musvitternes og andre fugles evolution, som han gerne vil diskutere studiet med.
Følg med i fuglelivet via denne live-transmittering fra foderbræt og fuglekasser i Nesodden, der er en kommune i Norge og ligger på en halvø med Oslofjorden på vestsiden og Bunnefjorden i øst:
Musvitters næb-længde afhænger af årstiden
Men Tore Slagsvold påpeger dog også, at det ikke er helt enkelt at måle fuglenes næblængde; den varierer nemlig en del.
Næbbet vokser igennem hele livet, ligesom vores egne negle. hvor langt næbbet bliver afhænger også af, hvor meget det bliver slidt. Og det afhænger igen af årstiden.
Om vinteren får det livsvigtige redskab nemlig en hård medfart. Det skal hakke i den frosne jord, og føden er generelt hårdere. Om sommeren flyver musvitten stort set kun rundt i træerne, hvor den plukker grønne larver, så der er næbbet lidt længere.
Men forskerne tog i studiet højde for årstidsvariationerne, da de regnede sig frem til, hvor meget de britiske fuglenæb var vokset i årenes løb.
\ Læs mere
Bliver ikke fuglekonge af sidde på et fuglebræt
Tore Slagsvold mener, at det er en smule forvirrende, at det var musvitterne med de længere næb, som både fik flere unger, og som oftest spiste fra fodersystemerne.
Det er nemlig ofte de mest forhutlede fugle, der ikke magter at finde føde andetsteds, som dukker op i villahaverne for at spise frø.
»Det er typisk nærmest sidste udvej,« siger Tore Slagsvold.
For selv om det ser hyggeligt ud på foderbrættet og ligner et nemt måltid, er det slet ikke trygt.
Her er der nemlig kun lidt at gemme sig bag, så grundet truslen fra forskellige rovdyr som katte og spurvehøge er det ret risikabelt for fuglene at opsøge fodersystemerne, der lokker dem til i haven.
En musvit har kun omkring 50 procent overlevelseschance fra det ene år til det næste, så det er ikke ligefrem yderligere farer, de har brug for.
Glæder sig til flere svar
Ifølge Slagsvold er mejsekuglen eller frødispenseren i haven ikke nødvendig for en succesfuld musvit; den klarer sig ganske udmærket uden vores frø.
Derfor ville det have været interessant at vide, om de langnæbbede, menneskefodrede musvitter, i tillæg til at få flere unger, også lever længere end de kortnæbbede, mener Tore Slagsvold.
For hvis man sikrer sig flere leveår, sikrer man sig samtidigt flere chancer for at føre sine gener videre.
\ Læs mere
Ifølge den norske forsker sidder de hollandske forskere på nok data til at kunne levere svar på de sidste spørgsmål, og derfor venter han spændt på flere resultater om de hollandske og engelske musvitter.
©forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.
