Normalt er det flagermus, der får skyld for at suge livet ud af andre levende væsener. Men denne gang er det flagermusene selv, der på bestialsk vis bliver spist mens blodet stadig pumper rundt i kroppen.
Peter Estók fra Max Planck Instituttet for Ornitologi i Tyskland har filmet en gruppe af de ellers normalt så harmløse småfugle, musvitter, i gang med at spise hjernen på forsvarsløse pipistrelflagermus. Det skriver New Scientist i dag.
Filmen kan du se her:
Musvitterne finder flagermusene i deres huler, hvor de er så nedkølede, at de kun kan bevæge sig meget langsomt og derfor er nemme ofre for de sultne fugle.
»Fuglene dræber ikke flagermusene, før de begynder at spise dem. Men flagermusene dør på et tidspunkt af at have fået kraniet hakket åbent af fuglene,« siger Peter Estók til New Scientist.
Allerede i 1996 så den ungarske biolog første gang en musvit kaste sig over en flagermus, og siden da har han registreret fænomenet omkring 20 gange.
Peter Estók mener, at det kun er i tider med mangel på føde, at den lille fugl, der kun er fire gange større end flagermusen, kaster sig over det usædvanlige måltid.
































