I Antarktis finder man en gletsjer på størrelse med Storbritannien. Smelter den, vil det få katastrofale konsekvenser for den globale vandstandsstigning.
Navnet er Thwaites-gletsjeren, og nu er der foran gletsjeren et stort isfrit område af havbunden, hvilket har gjort det muligt at undersøge, hvor hurtigt den har smeltet gennem de seneste 200 år.
Det skriver The Independent.
Gletsjeren har længe været genstand for undersøgelse og en målestok for, hvor galt det står til med vandstandsstigningerne. Det bliver anslået, at gletsjerens totale forsvinden ville få verdenshavene til at stige mellem en og tre meter.
Robert Larter, der er geofysiker og studiets hovedforsker, er ikke optimistisk:
»Thwaites holder fast med det yderste af neglene, og vi må i fremtiden forvente at se meget store forandringer på kort tid,« siger han.
Forskerholdet har taget billeder 700 meter under havoverfladen for at vise, hvordan smelte-mønstrene har været de seneste 200 år. Her viste det sig, at gletsjeren i en periode på et halvt år i et af de to seneste århundreder trak sig tilbage med en hastighed a 2,1 kilometer om året. Det er dobbelt så hurtigt, som afsmeltningen foregik mellem 2011 og 2019.
Det betyder, at gletsjeren kan smelte på kortere tid end hidtil antaget, hvilket potentielt kan få vandstanden til at stige endnu hurtigere, end man havde troet.
Undersøgelsen er bragt i det videnskabelige tidsskrift Nature Geoscience.
































