I 1999 opdagede den amerikanske biolog Tyrone Hayes, at overraskende lave koncentrationer af det meget anvendte ukrudtsmiddel atrazin kan give misdannelser hos frøer. Hayes var ansat på det amerikanske universitet Berkeley, men han havde fået $100.000 i støtte til sin forskning af producenten af atrazin, biotekgiganten Syngenta.
Da Hayes fremlagde de foruroligende resultater for firmaet, skete der noget interessant. Hayes havde brug for at lave opfølgende studier, men pludselig begyndte Syngenta at tage sig utrolig god tid, og Hayes fik indtryk af, at de forsøgte at begrave hans resultater.
Efter et længere tovtrækkeri, hvorunder Syngenta udtrykkeligt gjorde Hayes opmærksom på, at de takket være deres sponsorat ejede hans forsøgsresultater, og at han ikke havde lov til at offentliggøre dem, opsagde Hayes samarbejdet og søgte penge til at videreføre sin forskning andetsteds. Og i 2002 kunne han – langt om længe – publicere sin opdagelse.
Der er nogle klare fordele ved, at industrien støtter den forskning, der foregår ved universiteterne, med sponsorater. Det giver åbenlyst flere penge til at forske for, men derudover sikrer man også en bedre grad af vidensoverførsel mellem universiteter og industri. Desværre er der også nogle ulemper.
Midler doneres af en årsag
Industrien er ikke bare neutrale forbrugere af den forskning, de sponserer, og der er en risiko for, at de – tilsigtet eller utilsigtet – kommer til at påvirke forskernes arbejde. De universitetsansatte forskeres rolle som uafhængige kritikere af industrien kommer dermed under pres. Lidt groft kan man inddele disse påvirkninger i to typer, nemlig påvirkning af hvad der forskes i og påvirkning af forskningsresultaterne.
Sagen om Tyrone Hayes og Syngenta er et godt eksempel på det sidste. Her består påvirkningen ganske simpelt i, at den sponserende virksomhed tilsyneladende søger at hindre eller i hvert fald forsinke publikationen af et resultat, de ikke bryder sig om.
Da Hayes alligevel med nogen forsinkelse offentliggjorde de ubehagelige resultater, gik der ikke længe, før Syngenta som modtræk bekendtgjorde, at det i hele tre forskellige undersøgelser foretaget af universitetsforskere havde været umuligt at reproducere Hayes’ resultater. Alle tre undersøgelser var dog sponseret af Syngenta, og kun en enkelt af dem var i stand til at slippe igennem peer-review – i et tidsskrift, hvor en af undersøgelsens forfattere selv var redaktør.
Vi ved selvfølgelig ikke, hvilke motiver Syngenta havde, eller om forskerne på dens lønningsliste handlede i god eller ond tro. Men sagen fungerer såmænd fint nok på det principielle niveau som et eksempel på, hvordan en virksomhed via sponsorater kunne få indflydelse på resultatet af forskningen på et bestemt område.
Kan man stole på resultaterne
Som omtalt i mit sidste indlæg er det typisk, at der er en periode med kontroverser og modstridende resultater, når et nyt område gøres til genstand for videnskabelig undersøgelse. Forskningsresultaterne vil ofte være præget af en vis usikkerhed, og det er ikke altid så let af afgøre, hvem der egentlig har ret.
Hvis man er en virksomhed, der sælger et potentielt skadeligt produkt som atrazin, kan man derfor have en interesse i at skjule eller forsinke kritisk forskning, rettet mod produktet, og i at støtte forskning, der miskrediterer kritikken og erklærer produktet for ufarligt. På den måde kan man så tvivl om lødigheden af den kritiske forskning og købe tid, så man kan sælge sit produkt i det mindste i nogle år endnu. Det er sådan set en ganske simpel opskrift.
Påvirkningen af forskningsresultaterne behøver selvfølgelig ikke være så direkte og spektakulær som i atrazin-sagen. Mindre kan også gøre det. I stedet for helt at forhindre publiceringen af ubehagelige resultater, kan man skjule dem i mindre betydelige publikationer, eller nøjes med at give dem en kort omtale i forbindelse med, at andre undersøgelser præsenteres.
Tilsvarende kan man sørge for, at undersøgelser med favorable resultater bliver grundigt præsenteret i op til flere artikler. Den strategi kaldes publication bias og er et velkendt fænomen inden for den medicinske forskning (Melander m.fl. 2003). Desuden kan de samme tal fortolkes forskelligt. En undersøgelse fra The Copenhagen Trial Unit fra 2003 viste, at tests af ny medicin ofte er farvet af, hvem der betaler for undersøgelsen.
Hvis industrien selv har finansieret testen, vil den, sammenlignet med offentligt finansierede forsøg, med signifikant større hyppighed føre til, at medicinen anbefales til brug uden forbehold. Helt præcist endte 51 % af de industrisponserede forsøg, Trial Unit så nærmere på, med at anbefale medicinen til brug, mens det kun var 16 % af de offentligt finansierede forsøg.
Denne skævvridning skyldes til dels, at industrien simpelthen er bedre til at afgøre, hvilke produkter det kan betale sig at kaste penge i, og at medicinen i de tests, de havde betalt for, derfor virkede bedre. Men selv om man korrigerede for den effekt, var der stadig en markant forskel på offentligt- og industrifinansierede undersøgelser.
Dette kunne tyde på, at de samme tal simpelthen blev fortolket forskelligt, alt efter om det var det offentlige eller industrien, der havde betalt for undersøgelsen (men man kan selvfølgelig ikke drage endelige konklusioner om årsagsforhold ud fra statistiske analyser alene) (Bodil Als-Nielsen m.fl., 2003). En lignende effekt er i øvrigt blevet dokumenteret for forskning sponseret af fødevareindustrien (Lenard Lesser m.fl., 2007).
En undersøgelse er ikke bare en undersøgelse
Forsøgsdesign og metode kan have stor betydning for undersøgelsens resultat. I den forbindelse er det ganske interessant, at 15,5% af de godt 3000 adspurgte forskere svarede ‘ja’ på spørgsmålet, om de havde »ændret design, metode eller resultat af et studie som følge af pres fra en sponsor« i en større undersøgelse af forskeres adfærd (Brian Martinson, 2005).
Endelig er der en risiko for, at afhængigheden af forskningssponsorater fører til selvcensur. Som bl.a. Peter Sandøe, professor i bioetik ved Det Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, har påpeget, gør afhængigheden af ekstern finansiering ganske simpelt forskerne mere tilbageholdende med at komme med udtalelser, der ikke vil falde i mulige sponseres smag (Ingeniøren d. 15. maj, 2009). Det er jo en dårlig hund, der bider den hånd, der fordrer den.
Ud over at påvirke forskningsresultaterne giver sponsoraterne også industrien mulighed for at påvirke, hvilke områder der forskes i og med hvilken vinkel. Hvis man som forsker har brug for delvis finansiering fra industrien til at lave et projekt, så er man jo nødt til at forske i noget, der har industriens interesse. Det lyder jo umiddelbart som en god ting, for på den måde sikrer man jo, at den forskning, der foregår ved universiteterne, i højere grad kommer det danske erhvervsliv til gode.
Industrien ønsker at tjene penge
Man skal imidlertid være klar over, at industriens interesser ikke nødvendigvis er sammenfaldende med befolkningens. Industriens interesse i at undersøge deres produkters eventuelle skadevirkninger er typisk til at overse – og det samme er dens interesse i områder, der vanskeligt eller kun på langt sigt kan kommercialiseres.
For at tage et konkret eksempel (fra Peter Sandøe, 2009), kan man overveje, hvad det er lettest at få sponsorpenge til: en undersøgelse af mælkekalks gavnlige betydning for knoglerne eller en undersøgelse af, i hvilket omfang mælkefedt øger risikoen for kredsløbssygdomme?
Problemet med de interessekonflikter, som bl.a. forskningssponsoraternes giver, blev behandlet af videnskab.dk for en måneds tid siden (Mange interessekonflikter i kræftforskningen). Her udtalte Jónas Einarsson, leder for Radiumhospitalets Forskningsstiftelse i Norge, at der ikke var nogen grund til bekymring, blot forskerne sikrede sig publikationsretten, når de modtog sponsorater fra industrien.
Det er selvfølgelig centralt at sikre publikationsretten, men jeg tvivler på, at det løser alle problemerne. Som beskrevet ovenfor, kan industriinteresser komme til udtryk på en lang række forskellige punkter, lige fra valg af forskningsfelt, forsøgsdesign og metoder til dataanalyse og overvejelser over, hvilke udtalelser man som forsker skal komme med i medierne.
Hvis man skal sikre universiteternes rolle som uafhængige kritikere, må man på en eller anden måde forholde sig til disse problemer. Det nytter nok ikke noget, at drømme sig tilbage til en Guldalder, hvor industriinteresser ikke havde nogen indflydelse på universitetet. For det første er der som nævnt en række fordele ved, at industriens interesser i et rimeligt omfang bliver varetaget af universiteterne, og for det andet har forskere selvfølgelig altid i et eller andet omfang handlet ud fra interesser.
Det nytter nok heller ikke at appellere til den enkelte forskers integritet. Der er tilsyneladende tale om strukturelle problemer, der må løses strukturelt ved, at man skaber de rigtige rammer for forskere. Bud modtages gerne herunder – ligesom flere gode eksempler på pression.
Ingeniørens interview med Peter Sandøe
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
