For godt 10 millioner år siden svømmede en forhistorisk næbhval rundt tæt på, hvad der i dag er Gram Lergrav i Sønderjylland. For 30 år siden blev den fundet som fossil – og snart bliver den udstillet på Museum Sønderjylland.
Hvalen er nemlig først nu blevet videnskabeligt beskrevet af den franske palæontolog og ph.d.-studerende på Københavns Universitet Benjamin Ramassamy, og han har navngivet hvalarten ’Dagonodum Mojnum’ - som et nik til det sønderjyske hilseord ’mojn’.
Den fossile hval er den først fundne af sin art, men tilhører altså næbhvalsfamilien, der i dag udgør den næststørste gruppe af hvaler. Men i modsætning til de nuværende næbhvalers har mojnhvalen haft et andet levested.
»Alle arter inden for næbhvaler i dag lever generelt langt fra kyster. De udfører dybdedykning og søger typisk efter blæksprutter. Men denne hval har levet i et kystmiljø, hvor den har ledt efter sin føde på lavt vand, og den har næppe dykket dybt,« fortæller Benjamin Ramassamy.
»Det underbygger en teori om, at oprindelige næbhvaler tidligere har levet tæt på kyster,« fortsætter han, som netop har fået offentliggjort sin videnskabelige artikel i det videnskabelige tidsskrift Zoological journal of the Linnean Society.
LÆS OGSÅ: Fossil af ukendt hval fundet i Sønderjylland
Mojnhvalen er sandsynligvis en han
\ Derfor hedder hvalen Mojn
Dagonodum Mojnum er opkaldt efter havuhyret dagon, der optræder i en gysernovelle af forfatteren H. P. Lovecraft – og altså efter den sønderjyske hilsen ’mojn’.
»Normalt når man finder navne, går man ikke efter geografien, men jeg ville meget gerne finde et navn, der havde forbindelse til Sønderjylland. Og mojn er meget sønderjysk,« griner franske Benjamin Ramassamy, der i forbindelse med sit tre-årige ph.d.-studie her i landet har lært at tale dansk.
Museum Sønderjylland forbereder nu en udstilling af den sønderjyske næbhval, så offentligheden også kan få sagt ’mojn’ til den.
Benjamin Ramassamy har brugt en del af sit tre årige ph.d.-arbejde på at studere den sønderjyske hval, og han har en formodning om, at der er tale om en han, fordi den har, hvad han betegner som ’kamptænder’, som hvalen sandsynligvis har brugt til at kæmpe mod rivaler om hunner.
»Den har ligesom mange af de nuværende næbhvalarter været aggressiv i kampen om hunnerne. Hannerne udvikler store tænder – lidt som man eksempelvis ser dem hos elefanter – og de bruger dem så til at kæmpe mod hinanden. Vi har fundet i alt to par tænder, som tilhører netop denne slægt,« fortæller Benjamin Ramassamy.
Han nævner dog selv, at den nulevende næbhvalsslægt, Berardius, har lignende tænder hos både hun og han.
»Så vi kan ikke sige det med sikkerhed. Der er stadigvæk mange ubesvarede spørgsmål om Mojnhvalen. Men Berardius er en undtagelse, så sandsynligheden taler for, at det er en han, der er fundet i Gram Lergrav,« siger Benjamin Ramassamy.
LÆS OGSÅ: Næbhvaler klapper kaje for at undgå at blive ædt
Stor roser til forskningen
Carl Christian Kinze, der er forsker og tidligere har været tilknyttet Statens Naturhistoriske Museum, biolog og videnskabelig redaktør på www.hvaler.dk, roser Benjamin Ramassamys arbejde.
»Det er et glimrende stykke arbejde, han har lavet. Det er spændende at få fastslået en ny art og en ny slægt næbhvaler, som man ved meget lidt om. Han er en dygtig forsker og har udført et flot stykke arbejde,« siger Carl Christian Kinze.
Han synes, at det giver god mening at konkludere, at Dagonodum Mojnum har levet et kystnært liv.
»Hvaler som art er opstået på land, er blevet vanddyr og har evolutionært set så bevæget sig længere ud på havet og opnået den mangfoldighed, vi kender i dag,« siger Carl Christian Kinze og fortsætter:
»Denne hvaltype må formodentlig have svømmet tættere på kysten og levet på lavere vand, selv om vi selvfølgelig ikke præcist kan sige, hvordan der så ud i Sønderjylland for 10 millioner år siden. Men det giver god kronologisk mening og passer evolutionsmæssigt med det, vi ved om næbhvaler.«
LÆS OGSÅ: Næbhval sætter sensationel dykker-rekord
Viden om næbhvaler på dybt vand
Og det er faktisk ikke meget. For selv om næbhvalen altså er den næststørste hvalgruppe i dag, ved man meget lidt om dens biologi og levevis.
»Netop fordi den lever på havet og ofte er på dybt vand, kender vi meget lidt til dens levevis. Vi ved meget lidt om, hvordan den lever, og hvad den laver, når den dykker dybt,« siger Benjamin Ramassamy.
Carl Christian Kinze er enig:
»Det er oceaniske hvaler, der kun meget sjældent kommer ind til kysterne. I dag kan man med DNA-prøver skille arterne ad, men før i tiden var man ofte nødt til at vente på, at en næbhval strandede, så man kunne få viden om dem,« fortæller Carl Christian Kinze.
LÆS OGSÅ: Sønderjysk landskab muligvis skabt af jordskælv
»Meget vigtig forskning«
Netop derfor er viden om selv et 10 millioner år gammelt næbhvalsfossil meget velkomment, siger Carl Christian Kinze.
»Vi får udvidet vores viden om hvalernes udvikling. Det er grundforskning, og det kan af og til virke lidt uanvendeligt sagt i anførselstegn. Men det er meget vigtig forskning, og det, som vi forskere higer efter. Hvis ikke H.C. Ørsted havde interesseret sig for elektromagnetisme i stedet for gåsefjerens betydning som skriftredskab, var vi gået glip af meget. Men dengang interesserede ingen andre sig for det. Grundforskning udvikler viden,« siger Carl Christian Kinze.
