Man kan godt klandre sommerfuglen for at være flyvsk. I hvert fald tøver sommerfuglearten Monark (Danaus plexipus) ikke med, to gange om året, at flyve tusinder af kilometer i jagten på varmere luftlag.
Det gør den, når efteråret banker på døren, og nattefrosten truer i det nordlige Amerika.
Her lokker bjergkæder i Central Mexico og på Californiens sydkyst med mere stabile temperaturer.
Indre kompas styrer retningen
Rejsen nedlægges på relativt kort tid, da Monarken kan flyve mellem 80-160 kilometer om dagen.
Forskere har tidligere undret sig over, hvordan sommerfuglene fandt vej, men i 2013 blev der i det videnskabelige tidsskrift PNAS publiceret et studie, som beskriver, hvordan arten simpelthen navigerer efter en form for indre kompas.
»Sommerfuglene har et indre sol-kompas, der guider dem mod sydvest om efteråret. Samtidig følger monark-sommerfuglene en naturlig geografisk tragt, formet af Rocky Mountains mod vest og den Mexikanske Golf mod øst, og havner på den måde i præcis de samme træer, som blev besøgt af deres forfædre året før – fire til fem generationer tidligere,« siger den danske professor Henrik Mouritsen fra Research Center for Neurosensory Sciences, University of Oldenburg i artiklen ‘Sommerfugle flyver 3.500 kilometer efter kompas‘.
I galleriet ovenfor kan du blandt andet se, hvordan sommerfuglene klumper sig sammen i de gamle træer for at holde varmen natten igennem.
Monark-sommerfuglen er et tropisk insekt, som kan kendes på sin karakteristiske orange farve med sorte striber og hvide prikker. Arten hører hjemme i USA, Canada og Mexico, men er også at finde i Europa, New Zealand og Australien. (Foto: NPS)
Hver sommer migrerer tusinder og atter tusinder af Monark-sommerfugle tværs ned gennem Nordamerika mod Mexico i jagten på varmere himmelstrøg. (Foto: NPS)
Monarkens masse-migration tværs ned gennem Nordamerika foregår om dagen. Når det bliver koldt og nat, klumper de mange sommerfugle sig sammen i træer for at holde sig varme natten igennem. (Foto: Linda & Dr. Dick Buscher)
Den årlige rejse er helt unik for Monark-sommerfuglen. Migrerer den fra Canada til Mexico flyver den cirka 3.500 kilometer i cirka tre kilometers højde. (Foto: NPS)
Har Monark-sommerfuglen tilbragt sommeren øst for Rocky Mountains vender den typisk snuden mod syd og the Sierra Madre Mountains i Mexico om vinteren. (Foto: USDA)
Har sommerfuglen tilbragt sommeren vest for Rocky Mountains, tager den på træk til Californiens kyst. (Foto: NPS)
I vintermånederne forholder sommerfuglen sig relativt inaktiv og lever af de reserver, den har spist sig tyk i om sommeren. (Foto: Linda & Dr. Dick Buscher)
Monarkerne flyver mellem 80-160 kilometer om dagen. (Foto: NPS)
Når klimaet igen begynder at skifte, og varmen kommer tilbage, bliver monarkerne aktive igen. Det resulterer i æglægning og udklækning af sommerfuglelarven, der med sine farverige striber skræmmer sultne fjender væk. (Foto: NPS)
Monarken er fortsat en udbredt sommerfugleart i USA og Mexico, men en heftig debat verserer, hvor det diskuteres, om dyrkningen af den gensplejsede Bt-majs kan true bestanddelen af sommerfugle. (Foto: Linda & Dr. Dick Buscher)
1
/
10