Plastik-industrien slører sin rolle i klimakrisen med grønne fortællinger

»Plastik er et materiale, som understøtter bæredygtig udvikling og vækst.«

Sådan lød det fra Saudi Arabien under anden runde af forhandlingerne om en global plastikaftale i FN.

Saudi Arabien understregede også, at plastikpolitik ikke skal ske »på bekostning af fødevaresikkerhed og vores evne til at opnå FN’s bæredyghedsmål.«

Og de var ikke alene. Der gik ikke mere end to minutter af forhandlingerne, før de første kommentarer om plastikkens herligheder lød i plenarsalen i Paris i foråret 2023.

Fra Singapore lød det, at politik »ikke skal fokusere på selve plastikken, fordi den er nyttig for økonomier og samfund,« og Qatar fremhævede deres egne store fremskridt med henvisning til, at de angiveligvis har genbrugt 100 procent af affaldet fra verdensmesterskaberne i fodbold.

Plastikforuering er et verdensomspændende miljøproblem, som i disse år er genstand for intense politiske forhandlinger i FN.

Industrien har stærke interesser, og en række aktører kæmper mod ambitiøs plastikpolitik, der kan reducere mængden og forbruget af plastik.

Forskning på klimaområdet viser, hvordan olie- og gasvirksomheder framer grøn omstilling på bestemte måde for at stille sig selv i et bedre lys og forhale politisk handling.

Men det er de ikke alene om. Jeg har forsket i, hvordan plast- og kemikalieindustrien på lignende vis forsøger at navigere den grønne omstilling gennem en række strategiske fortællinger, som risikerer at forhale politisk handling.

Og ordlyden vil formentligt være den samme, når tredje forhandlingsrunde løber af stablen i disse dage.

Plastikkens sorte spor

Før plastik bliver til plastik, starter det som fossile brændsler.

Olie, gas og kul bliver forarbejdet på forskellig vis, før det gennem enormt energikrævende processer bliver til de petrokemikalier, man laver plastik af.

Det betyder, at størstedelen af verdens kemikalieproduktion går til at lave former for plastik og syntetiske materialer.

I ovne med omkring 850 grader (en proces kendt som 'steam cracking') nedbryder man forskellige kulbrinter på enorme, integrerede petrokemiske anlæg, for senere at kunne lave plastmateriale. Vejen fra undergrund til affald er illustreret i figuren herunder.

Mere plastik end dyr og mennesker

Skalaen for plastikproduktionen er enorm. Produktionen er vokset markant hurtigere end den samlede globale økonomiske vækst, så der er i dag mere plastik i verden end massen af alle mennesker og dyr i verden tilsammen. Og noget tyder på, der kommer mere i fremtiden.

Forskning har kortlagt, hvordan investeringerne boomer.

Det Internationale Energiagentur peger på, at den fossile kemikalie- og plastikproduktion, der i dag bruger omkring 16 procent af verdens olieproduktion, er den største drivkraft for øget olieefterspørgsel i fremtiden – omkring 40 procent af den samlede stigning frem til 2028.

Der er bekymring for, at denne vækst forsætter, og OECD estimerer, at plastikproduktionen vil op mod tredobles frem til 2060, hvis retningen forsætter. Samtidig er fordelene enormt ulige fordelt.

Jo større indkomst des mere plastik

Ligesom energi, CO₂-udledninger og meget andet, er menneskers plastikforbrug afhængig af indkomst.

Gennemsnitsforbruget af plastik i EU ligger omkring 150 kilo per indbygger, mens folk syd for Sahara i gennemsnit bruger 16 kilo per indbygger.

For affaldsmængden er det ikke meget anderledes.

Alvorlige sundhedsskadelige konsekvenser

Plastik- og kemikalieproduktionen har store menneskelige og miljømæssige konsekvenser.

Plastik og de kemikalier det indeholder, er i forskningskredse kategoriseret som en helbredstrussel på et planetært niveau, fordi det skader økosystemer, biodiversitet og sundhed.

Videnskab.dk har tidligere skrevet om forskning der viser, at plastik og kemikalieforurening er alt for høj.

Produktionen af petrokemikalier har toksiske udledninger, og i USA er det område, hvor de fleste kemikaliefabrikker ligger, kendt som Cancer Alley (kræft-strædet).

Konsekvenserne er så store, at FN’s menneskerettighedseksperter beskriver situationen i området som miljøracisme, fordi fabrikkerne ligger nær områder med fortrinvis fattige og sorte.

Stigende pres på industrien

Og når det kommer til plastikkens klimakonsekvenser, så relaterer 4,5 procent af verdens årlige drivhusgasudledninger sig til plastik – fra udvinding af olie, kul og fossil gas, over produktion til forbrænding af plastikaffald.

Derfor er producenter og industriaktører også under et gevaldigt pres for at vise, at de har styr på sagerne.

Og med globale forhandlinger om, hvad der er blevet kaldt den vigtigste traktat siden Parisaftalen, så er banen kridtet op.

For at navigere dette pres, forfølger producenterne forskellige strategier.

De betoner deres økonomiske betydning, og forsøger gennem lobbyisme og andre former for interessevaretagelse at forme lovgivningen i deres retning.

Og så forsøger de at skabe en positiv opfattelse af dem.

I en forskningsartikel kortlagde en række kollegaer og jeg hvordan industriaktører positionerer sig i spørgsmål om grøn omstilling.

Ved at undersøge offentligt tilgængeligt materiale, fandt vi tre centrale fortællinger, som går igen på tværs af industrien, og som risikerer at forhale ambitiøs politisk handling.

Plastik- og kemikalieproducenternes tre fortællinger

Ifølge den første og måske vigtigste fortælling, er industrien ’skabere af bæredygtighed’.

I den fortælling er kemikalier og plastik ikke et miljø- og klimaproblem, men derimod fremmende for bæredygtighed.

Virksomhederne fremhæver, at man bruger kemikalier til vindmøller og solceller, og at fødevarer indpakket i plastik holder længere.

I den anden fortælling er industrien teknologiske pionere. Udvikling er banebrydende teknologi er en del af deres DNA, og grøn teknologi er en naturlig forlængelse heraf.

Denne fortælling anerkender nogle af bæredygtighedsudfordringerne, men fremstiller industrien som løsningen snarere end problematikken.

Den tredje fortælling går ud på, at industriaktørerne allerede er godt på vej. Kritikere misrepræsenterer derfor industrien, når de peger på problemer.

Virksomhederne beskriver ofte deres arbejde som en rejse mod bæredygtighed, hvor de er under kontrol og støt bevæger sig mod klimaneutralitet.

Fortællingerne kendt fra klimadebatter

I klimaforskningen er fortællinger af denne slags kendt som forhaling, altså et forsøg på at forsinke politisk handling eller gennemgribende forandring af industrien.

Fortællingerne er ikke direkte usande, og indeholder legitimer pointer.

Problemet er, når de bliver anvendt strategisk i bestemte sammenhænge til at fjerne fokus og tale behovet for handling ned.

Fortællingen om ’bæredygtigheds-skaberne’ er det, man kalder ’whataboutism’, hvilket er en måde at aflede opmærksomheden fra et problem eller en kritik ved at pege på en anden situation og sige: ’Hvad med det her?’

De andre to fortællinger er kendt som teknologioptimisme og ’all talk little action’ (for meget snak, for lidt handling).

Desuden spiller fortællingerne også på dårlig plastikhåndtering af alle os forbrugere som roden til problemerne, og at industrien ikke har et ansvar, fordi den blot svarer på forbrugernes efterspørgsel – et greb kendt fra både olie- og tobaksindustrien.

Strategisk tvetydighed og lobbyarbejde

Et andet velkendt greb er, hvordan fortællingerne anvender sig af såkaldt strategisk tvetydighed.

I én sammenhæng driver virksomhederne forandring, i andre sammenhænge fremhæver de, at de ingen magt har.

Når det kommer til teknologisk udvikling, tager virksomhederne æren, men når det kommer til problemerne, peger pilen andre retninger.

Disse fortællinger hænger sammen med politisk indflydelse.

For eksempel viser forskning i den britiske kemi-industris udvikling, hvordan industriaktører aktivt bruger de tre typer fortællinger i deres lobbyindsats.

Sorte milliardinvesteringer i plastik

Dette bringer os tilbage til plenarsalen i Paris. For når industriorganisationer og lande med særinteresser talte, så var det med de selvsamme fortællinger. Det er ikke tilfældigt.

Den amerikanske kemigigant Dow har sammen med verdens største oileselskab, statsejede Saudi Aramco, bygget verdens største integrerede olie-, kemikalie-, og plastikanlæg.

I øvrigt med 6,5 milliarder dollars i støtte fra offentlige finansielle institutioner.

Saudi Arabien har da også lige – sammen med en række andre lande med stærke interesser på spil såsom Rusland, Iran og Kina – lanceret den såkaldte globale koalition for bæredygtig plastik.

Koalitionen kæmper for, at den kommende globale plastikaftale udelukkende skal fokusere på affaldhåndtering.

Det gjorde de i øvrigt til den næste tredje forhandlingsrunde, som finder sted i disse dage.

Er fremtidens plastikproduktion grøn?

Men hvordan skal fremtidens kemi- og plastikproduktion så se ud, og hvordan kombinerer industriaktører forestillinger om fortsat vækst med nuludledning og mindsket forurening?

I et netop udgivet studie dokumenterer vi en række kollegaer og jeg, hvordan idéer om cirkulær kulstoføkonomi danner baggrunden for nye dominerende visioner om fremtiden.

Cirkulær kulstoføkonomi handler om at indfange drivhusgasser på forskellig vis, og anvende det til kemi- og plastproduktion. Det er kort sagt en forestilling om at udvide ideen om cirkulær økonomi til et molekylært niveau.

Visionen findes i forskellige variationer, men fælles for dem alle er, at de forudsætter en høj grad af kontrol og sikkerhed med teknologiudviklingen, uden hensyn til politiske spørgsmål og den sociale virkelighed.

Fremtidens plastik har også begrænsninger

Men plastikforskere råber vagt i gevær, når det kommer til troen på, at produktionen kan vækste. Kort sagt er der begrænsninger ved alle de forskellige bud på teknologiske løsninger.

Bioplastik lægger beslag på biomasse (og mindsker ikke plastikmængden), mens genanvendelse løber ind i termodynamiske udfordringer.

Samtidig kræver cirkulært kulstof enorme mængder energi, og teknologierne findes i dag ikke i en meningsfuld skala. Alt sammen begrænser systemets mulige størrelse.

Selvom de forskellige teknologier er relevante på hver deres måde i forskellige sammenhænge, så er ingen af dem en silver bullet.

En bæredygtig kemikalie- og plastikproduktion kræver en nedskalering og en langt mere retfærdig fordeling af plastikforbrug.

De tre fortællinger og optimistiske vision om cirkulær kulstoføkonomi bruges som modsvar til ambitiøse og progressive bud på en bæredygtig fremtid for plastik- og kemikalieproduktionen.

Fortællingerne – og industrien der bærer dem frem - forhaler et politisk opgør med den rolle, syntetiske materialer spiller i vores liv.