Den fascination af plast, som Mr. McGuire repræsenterer, opstod i tiden efter 2. Verdenskrig. I 1950 var verdens plastproduktion forsvindende lille, men den voksede hastigt til 25 millioner tons i 1967. I 2010 blev der fremstillet over 250 millioner tons plast på verdensplan.
Det enorme tal viser, at plast i dag finder anvendelse stort set overalt, i huse, computere, biler, emballage og så videre.
Plastforbruget for et land er en akkurat lige så god indikator for dets velstand som bruttonationalproduktet. Des rigere et land er, des mere plast forbruger det. Og omvendt: Des mere plast et land forbruger, des rigere bliver det, for anvendelse af plast er med at skabe merværdi i økonomien, da plast i mange tilfælde er billigere og bedre at bruge end andre materialer.
Rådet, som Ben fik af Mr. McGuire, var i virkeligheden et udmærket råd, selv om det nok bare var med til at gøre Bens bekymringer endnu større.
Syntetisk plast er typisk fremstillet af restprodukter
Plast betegner en række syntetiske eller halvsyntetiske materialer, hvis hovedbestanddel er organiske polymerer med høj molekylvægt. En polymer er en kemisk forbindelse, der er dannet ved sammenføjning af næsten identiske enheder: Monomerer. Syntetisk plast er typisk fremstillet af restprodukter ved raffinering af råolie.
Den første halvsyntetiske plast gik under varenavnet Parkesine og blev opkaldt efter den britiske opfinder Alexander Parkes (1813-1890), der i 1856 udtog patent på fremstillingsprocessen. Parkesine var som mange andre senere plastprodukter baseret på celluloid, der udvindes af nitrocellulose, også kendt som skydebomuld på grund af dets sprængfarlighed.
\ Læs mere
Det lykkedes ikke Parkes at tjene penge på sin opfindelse, dertil var produktet for dårligt og for dyrt.
Den første fuldsyntetiske plast hed Bakelit efter den belgiskfødte opfinder Leo Baekeland (1863-1944). Han søgte om amerikansk patent i 1907 og startede sit eget firma få år efter, da patentet blev bevilget. Bakelit dannes ved kontrollerede varmereaktioner med formaldehyd og fenol. Det er et hårdt og relativt skrøbeligt plast. Det har lav varme- og elektrisk ledeevne og kan modstå mange kemikalier.
Startede i elektronik- og bilindustrien
Bakelit blev på grund af sine materialeegenskaber i begyndelsen især anvendt i den elektriske industri og bilindustrien. Bakelit-firmaets første reklamedirektør så dog hurtigt langt større muligheder for plastmarkedet. Det var især anvendelse i hjemmet og dermed kvinderne, der var fokus for firmaets første reklamekampagner.
I håndbogen 'En industriel romance' (1924), der var lille nok til at passe ned i en håndtaske, blev Bakelit præsenteret som et produkt, som enhver middelklassekvinde burde være opmærksom på. Indsatsen bar frugt. I løbet af kort tid gik Bakelit fra at være et industrielt produkt til at blive kendt som »materialet med de tusinde anvendelser«.
Bakelit anvendes stadig til en række ting, hvor den karakteristiske hårde plast er ønskværdig – for eksempel billardkugler og håndtag til stegepander. Mange Bakelitprodukter fra 1920’erne og 1930’erne er i dag samleobjekter.
Plast opfundet to gange ved lykketræf
Verdens mest udbredte plast er polyethylen. Det blev opfundet ad to omgange, begge gange ved lykketræf. Den tyske kemiker Hans von Pechmann (1850-1902) fremstillede polyethylen ved et tilfælde i 1899 ved sine eksperimenter med diazomethan, der er en eksplosiv og giftig gas. Han opdagede, at polyethylenplasten klæbede til bunden af hans reagensglas, men mente ikke, at stoffet kunne bruges til noget.
Andet lykketræk med polyethylen fandt sted i 1933, da to kemikere ved den britiske kemivirksomhed ICI, Eric Fawcett (1908-1987) og Reginald Gibson (1902-1983), syntetiserede stoffet ved at udsætte en blanding af ethylengas og benzaldehyd for meget højt tryk. Det er en langt mere anvendelig reaktionsvej end den, von Pechman havde opdaget, men Fawcett og Gibson havde svært ved at gentage deres eksperiment.
Det viste sig, at reaktionen havde været katalyseret af lidt ilt, der havde været til stede i deres trykapparat. ICI-kollegaen Michael Perrin (1905-1988), der under 2. Verdenskrig blev leder af det britiske atombombeprogram, udviklede på basis af Fawcetts og Gibsons arbejde den første praktiske syntese af polyethylen i 1935.
1930’erne var det i det hele taget en 'poly-æra', hvor en række nye plastforbindelser blev opfundet, blandt andre polystyren, polyamid (nylon), polyvinylchlorid (PVC), og polyurethan (PU).
En vigtig del af de allieredes krigsmaskineri
Polyethylen blev en vigtig del af de allieredes krigsmaskineri under krigen, da det virker fortrinligt som isolator i højfrekvente sendere og modtagere. Det var for eksempel en helt afgørende komponent i radaren, der blev udviklet på det tidspunkt. Arbejdet med polymerisering af polyethylen ved ICI blev derfor hemmeligstemplet og kun videregivet til Storbritanniens allierede. I 1944 begyndte også Bakelitfirmaet i USA at producere polyethylen.
Polyethylen fik et kommercielt gennembrud efter krigen med udviklingen af nye katalysatorer til Fawcett-Gibson-Perrings metode til polymerisering af ethylen. I 1951 opfandt to kemikere ved den amerikanske olievirksomhed Phillips Petroleum en katalysator baseret på chromtrioxid, der gjorde det muligt at fremstille polyethylen ved lave temperaturer og lavt tryk.
Den tyske kemiker Karl Ziegler (1898-1973) opfandt i samarbejde med den italienske kemiker Giulio Natta (1903-1979) en anden type katalysatorer baseret på titanium. Natta var blandt de første, der fremstillede polypropylen, en plast med bred anvendelse fra sportstøj til tagdækning og armering af beton. Ziegler og Natta modtog sammen Nobelprisen i 1963 for deres arbejde med polymerer.
Olieindustrien var særligt interesseret i de nye kommercielt anvendelige polymeriseringsprocesser. Olieraffinaderier er i brug døgnet rundt og genererer en række spildprodukter, heriblandt ethylen- og propylengasser. Råvaren er derfor stort set gratis, hvilket gør plast som polyethylen og polypropylen billigt at producere i store mængder.
Oliefirmaer og kemiske virksomheder fandt umiddelbart efter 2. Verdenskrig sammen i et frugtbart samarbejde som en ny fremvoksende plastindustri. En direktør ved en amerikansk plastfabrik udtalte begejstret: »Alt kan laves i plast, og alt bliver det!«.
Plast er omgærdet af mystik
I 1950'erne blev plast promoveret som symbol på en velstående og ubekymret fremtid. Plast var massesamfundets materiale, som gav almindelige mennesker mulighed for at købe nye, formgivne produkter til rimelige priser. Plast blev hurtigt en del af hverdagen, selv om det også var omgærdet af en vis mystik.
Det fremstod som et lille mirakel, men var på samme tid helt igennem prosaisk. På den ene side symboliserede plast avanceret kemisk videnskab, der for mange mennesker fremstod som ren alkymi. På den anden side kunne plast formes til helt almindelige ting som røreskåle og toiletbrætter.
Kvinderne var centrale agenter for omstillingen til en fremtid af plast. Som i 1930’erne var det især husmødre, der var målet for plastindustriens reklamekampagner.
I 1961 åbnede udstillingen 'Kvinde og hjem' i Forum under protektion af Prinsesse Margrethe (f. 1940), og her kunne den 21-årige prinsesse i selskab med mange tusinde danske kvinder beundre mælkeflaskepropper, ostedåser, tandkrus, jævningsrystere, sæbeskåle, salatbestik, ringbind og cigaretetuier – alt sammen fremstillet i plast. Udstillingen rummede selvfølgelig også eksemplarer af den røreskål, som den danske plastproducent Rosti med hoffets tilladelse havde opkaldt efter Prinsesse Margrethe.
Rosti var del af den plastindustri, der voksede frem i Danmark efter 2. Verdenskrig. I modsætning til tidligere virksomheder, der havde fremstillet celluloid eller bakelit, anvendte de nye plastproducenter polyplastmaterialer og ny produktionsteknologi, nemlig industrielle sprøjtestøbningsmaskiner.
LEGO indtager plastmarkedet
Virksomheden LEGO i Billund erhvervede for eksempel en britisk sprøjtestøbningsmaskine i 1949 og lancerede samme år de første LEGO-klodser i sprøjtestøbt plast. I 1958 fik LEGO patent på det særlige koblingssystem, som holder klodserne sammen.
Først fem år senere havde virksomheden udviklet den helt rigtige plast, ABS-plasten (Acrylonitril-Butadien-Styren), som stadig bliver brugt til fremstilling af LEGO-klodser. I dag er LEGO-koncernen en international legetøjsproducent med en global markedsandel på knap ni procent (2013-tal). Plastklodserne er virksomhedens kerneprodukt, men LEGO investerer nu store summer i udvikling af bæredygtige materialer til fremtidens LEGO-klodser.
\ Læs mere
Et andet dansk industrieventyr inden for plastbranchen er Coloplast, der blev etableret i 1957 med en mindre produktion af kolostomiposer i plast. Ideen til poserne var oprindelig udviklet af sygeplejersken Elise Sørensen (1903-1977), hvis lillesøster i 1954 fik tyktarmskræft. For at afhjælpe sin søster fandt Elise Sørensen på at lave en engangspose, som kunne klæbes direkte på kroppen.
Elise Sørensen kontaktede Aage Louis-Hansen (1899-1966), ejer af Dansk Plastik Emballage, som havde udviklet en ny svejsemetode til at lave tætte emballager i plast. Aage Louis-Hansen var først skeptisk over for ideen, men hans kone Johanne Louis-Hansen (1915-2008), der var sygeplejerske, indså hurtigt potentialet i Elise Sørensens kolostomiposer.
Produktet var en stor succes, nationalt som internationalt, og den danskejede virksomhed er i dag en stor koncern med produktion af hospitalsudstyr og plastartikler til intim sundhedspleje.
Det mest anvendte plastprodukt
Bæreposen er nok det mest synlige og mest anvendte plastprodukt overhovedet. Hvert år bliver der brugt omtrent en trillion plastikposer i verden, hvilket svarer til 31.000 poser per sekund.
Der er dog stor forskel mellem landene: I Danmark anvender den gennemsnitlige forbruger 79 plastikposer om året, mens tallet for alle EU-lande er 198 og for USA over 300.
99 procent af plastemballagen fra danske husholdninger inklusive plastikposer bliver genbrugt eller energiudnyttet, på EU-niveau er det cirka 45 procemt. I USA har flere byer forbud mod plastikposer i supermarkeder, mens andre indfører afgifter på poserne, sådan som vi også har det i Danmark.
Plast skaber forureningsproblemer
\ ForskerZonen
Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.
I dag er plast stort set allestedsnærværende. Det gælder desværre også i naturen. Et særligt forureningsproblem opstår i verdenshavene, hvor plast og andet affald samler sig i store områder på grund af havenes vind- og strømsystemer.
Der udledes omtrent ti millioner tons plast hvert år til havene, og de store affaldsøer dækker nu et samlet område på størrelse med Afrika.
Et andet uløst problem, som kan medføre alvorlige risici, vedrører mikroplast. Mikroplast er små plastpartikler mellem en og fem mm.
Mikroplast anvendes blandt andet i kosmetik og tøj, men fremkommer også gennem nedbrydning af større stykker plast. Forskere har fundet mikroplast overalt i naturen. Selv i havbunden på store havdybder er der mikroplast. Vi kender endnu ikke til omfanget af de sundheds- og miljømæssige konsekvenser af den omfattende plastforurening.
