Lobbyisme både styrker og truer demokratiet

Forestil dig, at du som energiminister skal lave regler om den fremtidige elforsyning i Danmark.

Din viden om emnet er stort set nul.

Dine embedsfolk ved selvfølgelig en del om området, for de har beskæftiget sig med det i mange år. De fleste af dem er jurister, politologer og økonomer. Dertil nogle enkelte civilingeniører.

Det rækker nok ikke, at du sætter dig sammen med dine embedsmænd på den lille ø Slotsholmen, hvor Christiansborg og mange ministerier ligger. Hvad skal du og dit ministerium så gøre?

Der er store interesser på spil. Vi taler om investeringer for mange, mange milliarder kroner, som skal passe med den nye klimalov og målet om reduktion af CO₂-udslippet på 70 procent i perioden 1990-2030.

Der er også landskabshensyn at tage, for borgerne vil ikke kigge på store elmaster og endnu mindre have dem tæt på deres hjem. Og der er hensyn til opladning af fremtidens mange elbiler.

Lobbyisme får det liberale demokrati til at løbe rundt

Du kan jo starte med at spørge på universiteterne, hvor der findes forskere med stor ekspertise i energiplanlægning. De ved meget, men det er jo ikke dem, der skal investere.

De er heller ikke vant til at føre store anlægsprojekter ud i livet.

Det er derfor nok en god ide at tale med interesseorganisationen Dansk Energi. Den ved i hvert fald noget om energi. Og Energinet – et statsligt selskab, der ejer distributionsnettet.

Det kunne også være en god idé at indlede en dialog med Dansk Industri og Dansk Erhverv, som organiserer de store energiforbrugere, der kan have stærke synspunkter på den fremtidige elforsyning.

Og så er der Kommunernes Landsforening, som har med den lokale planlægning at gøre. Og så videre.

Du kommer ganske enkelt ikke uden om at tale med en række af landets interesseorganisationer, hvis du vil gå over i historien som en succesfuld energiminister.

Der er sikkert også enkeltvirksomheder, der vil tale med dig eller dit embedsværk. Enten fordi de er energiproducenter, eller fordi de er store energiforbrugere.

Lobbyisterne spiller en vigtig rolle for at forbinde det omgivende samfund med de politiske beslutningstagere.

De bringer information, som forhåbentlig er med til at gøre de politiske beslutninger bedre – mere målrettede og mere effektive – og de kan være med til at sikre opbakning til lovgivningen, når den skal føres ud i livet.

Et liberalt demokrati som det danske med bekendelse til frie valg, ytringsfrihed og retsstat kan dårligt fungere uden lobbyisme.

Lobbyisme løser ’demokratiets minoritetsproblem’

Den danske grundlovs paragraf 78 bestemmer, at »Borgerne har ret til uden forudgående tilladelse at danne foreninger i ethvert lovligt øjemed.«

Borgerne kan selvfølgelig bruge disse foreninger til at varetage egne interesser over for myndighederne.

Man kan formulere et princip – ’berørte interessers princip’ – hvorefter en gruppe, som statsmagten vil gribe ind over for, har en demokratisk ret til at blive hørt.

Mange af de problemer, interesseorganisationer arbejder med, optager kun en lille del af befolkningen. Det kan være smedenes arbejdsmiljø, journalisters efteruddannelse eller handicappedes erhvervsmuligheder.

De fleste problemer er problemer for minoriteter. Det har den svenske politolog Leif Lewin kaldt ’demokratiets minoritetsproblem’.

Lewin har samtidig peget på, at interesseorganisationer er med til at løse dette minoritetsproblem.

Ved at udgøre en stemme over for staten kan interesseorganisationerne være med til at få sager på dagsordenen, som betyder rigtig meget for nogle få, men meget lidt eller ingenting for de fleste.

Interesseorganisationerne er derfor med Lewins formulering med til at skabe bedre relationer mellem borgerne.

»…muliggøre opretholdelsen af en forbrugerpolitisk interesseorganisation.«

Men lobbyisme truer også demokratiet

Alligevel er ikke alting godt.

Lobbyisterne deler jo ikke ud af deres viden eller giver deres opbakning til en lov for ministerens skyld.

Nogle af dem vil nok sige, at de gør det for landets bedste. Mere ædrueligt er det at sige, at de gør det for deres medlemmer.

Interesseorganisationer og lobbyister repræsenterer altid en særinteresse. Også de, der varetager en sag snarere end medlemmernes interesser, som eksempelvis Red Barnet.

Økonomer beskriver ofte interessegrupper som ’rent-seekers’, dvs. de søger at skaffe sig egne økonomiske fordele på samfundets bekostning.

Lobbyismen kan blive farlig for demokratiet, hvis den giver særinteresserne for stor indflydelse i forhold til de bredere samfundsinteresser.

Finanssektoren kan ikke bare regulere sig selv

Naturligvis skal Finans Danmark – interesseorganisation for banker, realkreditinstitutioner og lignende – inddrages i reguleringen af den finansielle sektor.

Men med de senere års skandaler i finanssektoren – tænk på Roskilde Bank, ebh bank og Danske Banks og Nordeas hvidvasksager – vil de fleste vel være mest trygge ved, at også samfundets og forbrugernes interesserer er involveret, når politikerne træffer beslutninger med virkning for finanssektoren.

Naturligvis skal miljøorganisationerne tages med på råd, når politikere skal beslutte ændringer i miljøpolitikken. Men det skal de, der betaler gildet, vel også.

Det kunne for eksempel være Dansk Industri, kommunerne og Danmarks Rederiforening. Beslutningstagerne må høre mange forskellige interesser, når de skal træffe beslutninger.

Men hvordan ser en balanceret interessevaretagelse så ud? Det er et godt spørgsmål, der desværre ikke har noget klart svar.

Forbrugerne har brug for hjælp til at organisere sig

Forbrugerrådet Tænk er en privat organisation, der dels yder service i forhold til medlemmerne, dels varetager forbrugernes interesser i forhold til myndighederne.

Den er samtidig på finansloven med et tilskud på 20 millioner kroner med den begrundelse at »…muliggøre opretholdelsen af en forbrugerpolitisk interesseorganisation.«

Hvorfor i alverden støtter staten en privat interesseorganisation, der skal lave lobbyarbejde mod staten?

Det er en konsekvens af, at forskellige interesser har forskellige muligheder for at organisere sig kollektivt. Typisk er producentinteresser langt nemmere at organisere end forbrugerinteresser.

Det gælder både på markedet og i den offentlige sektor.

Forbrugerne har svage incitamenter til at organisere sig for at varetage fælles interesser, fordi de hver for sig har så lidt at vinde.

Producenterne – det vil på markedet sige virksomhederne, i den offentlige sektor de offentlige institutioner – har meget nemmere ved at organisere sig med henblik på fælles interessevaretagelse.

De kan hver for sig have meget at vinde. De behøver derfor ingen særlig hjælp. Støtten til Forbrugerrådet Tænk er et forsøg på at afbøde denne forskel mellem forbrugere og producenter.

Lobbyisme risikerer kun at tjene de velstillede

Også andre grupper end forbrugere har svært ved at organisere sig. Dem uden ressourcer eller – bogstavelig talt – uden stemme.

Børn, der vokser op under dårlige vilkår, har ikke gode muligheder for at lave en forening. Det er der så heldigvis andre, der har gjort – og derfor har vi Børns Vilkår og Red Barnet til at kæmpe deres sag.

De hjemløse har en organisation – SAND De hjemløses Landsorganisation. Det er også mennesker, der ikke har noget hjem, der som et talerør driver avisen Hus Forbi.

Men hvad med kontanthjælpsmodtagerne?

Der er mange grupper, der har svært ved at organisere sig og derfor må sætte deres lid til politikere og velmenende mennesker, der vil gøre noget for deres vilkår.

Lobbyisme, der kun tilgodeser de mest privilegerede, de rigeste, og dem, der har i forvejen, kan give store demokratiske problemer, for så skævdeler den politiske beslutningsmaskine til fordel for de velstillede.

En afbalanceret inddragelse af interesseorganisationer i forberedelsen af politiske beslutninger er bred og varieret.