Percival Lowell så 'kanaler' på Mars og forestillede sig en døende civilisation

Hvis nogen skal have æren for at have gjort Mars til Solsystemets mest berømte planet, så må det være amerikaneren Percival Lowell (1855-1916).

I årevis studerede Lowell Mars fra sit private observatorium i Arizona, og resultatet blev tre store bøger om planeten.

Her fremlagde han sine teorier om Mars som en planet dækket af ørken, hvor en gammel civilisation søgte at overleve ved at lede vand gennem store kanaler fra de isdækkede poler og frem til de varmere områder ved ækvator.

Lowells bøger blev flittigt læst og var med til at forme den populære opfattelse af Mars gennem mange år. I dag ved vi, at Mars ikke har nogen lighed med det billede, Lowell gav.

Men han er undskyldt, for det er en næsten umulig opgave at studere en planet her fra Jorden over en afstand på mere end 50 millioner km selv med en stor kikkert.

Det billede af Mars, som Lowell skabte, kom i høj grad til at præge science-fiction-litteraturen om den røde planet – det mest berømte eksempel er romanen ’Klodernes Kamp’.

Men som vi skal se, så er det forkert udelukkende at forbinde Lowell med Mars. Han efterlod nemlig også en arv i form at et observatorium, der kom til at spille en vigtig rolle ved opdagelsen af Pluto.

Mars for 150 år siden

For at forstå, hvorfor Lowell blev så optaget af Mars, må vi gå 150 år tilbage i tiden til slutningen af 1800-tallet. Dengang sad astronomerne og kiggede ind i store teleskoper og var i høj grad henvist til at tegne det, de så.

Mange astronomer observerede Mars, men selv i store teleskoper kunne de kun se lille rødlig skive med hvide polkalotter. Den røde farve blev taget som et tegn på, at det meste af Mars var dækket af ørken. Der var også nogle mørke områder, som mange astronomer mente var en form for vegetation.

Selvom man ikke kunne se ret meget, så var den almindelige mening, at Mars havde gode muligheder for at rumme liv.

En af de mange astronomer, der studerede Mars, var den italienske astronom Giovanni Schiaparelli. Hans teleskop var ikke særlig stort, men det søgte han at opveje for ved at undgå kaffe og alkohol, som, han mente, ville påvirke hans syn.

Så uge efter uge sad Schiaparelli og stirrede ind i okularet (linsen) for at få tegnet de hidtil bedste kort over Mars.

I 1877 blev han overbevist om, at han kunne se nogle mørke striber på overfladen. Han kaldte de mørke bånd for kanaler, dog mente han selv, at der var tale om naturlige dannelser, men det er klart, at kanalerne var noget, der vakte opmærksomhed. For det kunne jo være, at de ikke bare var naturlige dannelser?

Lowells vej til Mars

Det stod bestemt ikke skrevet noget sted, at Percival Lowell skulle ende med at studere Mars.

Lowell blev født i Boston i 1855 i en meget velhavende familie. Han tog en eksamen i matematik fra Harvard i 1876, men brugte derefter de næste seks år på at drive en bomuldsmølle. Senere opholdt han sig både i Japan og Korea, hvor han virkede som sekretær for amerikanske diplomater i Korea.

I 1893 var Lowell kommet hjem fra det fjerne østen, og han hørte nu om Schiaparellis marskanaler. Det fik ham til at opgive karrieren som diplomat og forretningsmand. Han ville bruge sin meget betydelige formue til at studere den røde planet fra sit eget observatorium.

Som sagt så gjort. Lowell valgte at bygge sit private observatorium i Arizona, hvor luften er ren og klar – og hvor man i hvert fald ikke dengang blev forstyrret af byens lys.

Men det var et brud med en gammel tradition, hvor de store observatorier som regel blev bygget nær de store universitetsbyer.

LÆS OGSÅ: På 50 år har ESO gjort Danmark til en del af en astronomisk supermagt

Overbevist om en 'Mars-civilisation'

I mere end 15 år sad Lowell nu bag kikkerten i sit private observatorium og observerede Mars, og han var ikke i tvivl om, at han kunne se kanaler på Mars - masser af kanaler.

Men modsat Schiaparelli var Lowell overbevist om, at de kanaler, han så, var alt for lige og regelmæssige til at være skabt af naturen – de måtte være kunstige og bygget af en civilisation.

Lowell var dybt optaget af at studere Mars, og det blev gennem årene til en omfattende kortlægning af den røde planet. Lowell ønskede at formidle sine studier, og resultatet blev som omtalt tre meget læste bøger: 'Mars' (1895), 'Mars and Its Canals' (1906) og 'Mars As the Abode of Life' (1908).

Bøgerne blev læst af mange og kom til at forme mindst to generationers opfattelse af Mars. Myten om en tørkeramt, døende planet, hvor en ældgammel civilisation med et enormt kanalbyggeri søgte at føre vand fra de isdækkede polarområder ned til det varmere klima nær ækvator, hvor marsboerne holdt til.

Lowell tegnede også fine kort med masser af kanaler, der ofte krydsede hinanden. Her mente han, at der var oaser, som måske var hjemsted for byer. Selvom Lowell tegnede meget detaljerede kort over Mars, så ved vi i dag, at de desværre ikke svarer til virkeligheden.

Der er ingen tvivl om, at Lowell selv troede på sine observationer, og i hvert fald var tanken om en døende planet noget, der talte til folks fantasi.

Kanaler: Fantasi eller virkelighed?

Det var selvfølgelig et problem for Lowell, at de fleste astronomer slet ikke kunne se kanalerne.

Blandt de professionelle astronomer var der derfor en udbredt skepsis over for Lowells forestilling om Mars. Denne skepsis blev understøttet af forsøg, hvor man bad nogle skolebørn tegne Mars ud fra en tegning - anbragt i en vis afstand - af Mars, som planeten ser ud i en kikkert.

På tegningen var der ingen kanaler, men en blanding af lyse og mørke områder – men alligevel tegnede flere børn noget, som lignede kanaler. Øjet har åbenbart en tendens til selv at fylde billedet ud med mere eller mindre lige streger.

Lowells evner til at se kanaler var så usædvanlige, at der nu er fremsat den teori, at det, han i virkeligheden så, blot var blodårer i øjet. Den teori bestyrkes af, at han også så kanaler på Venus, som jo er en planet helt dækket af skyer. Her skal vi også huske på, at Lowell jo ofte sad ved sin kikkert i timevis - og det derfor ikke er sært, om øjnene med tiden bliver trætte.

For øvrigt var tanken om det helt store kanalbyggeri nu ikke så fremmed dengang. Suez-kanalen var indviet 1869, og i 1914 blev Panama-kanalen taget i brug. Kanaler var et tegn på fremskridt.

En ny Mars

Lowell havde beregnet, at klimaet på Mars var som i det sydlige England. Men i 1907 havde naturforskeren Alfred Wallace foretaget nogle beregninger, der viste, at temperaturen på Mars stort set altid var et godt stykke under frysepunktet. Wallace var berømt, fordi han sammen med Darwin havde formuleret evolutionsteorien.

I de følgende årtier blev det bekræftet af nye målinger, som også viste, at atmosfæren var tyndere end tidligere antaget. I 1947 fandt astronomen Kuiper, at marsatmosfæren bestod af CO₂ uden spor af ilt.

Da rumalderen begyndte i 1957, havde videnskaben derfor opgivet tanken om at finde en civilisation på Mars, selv om nogle observationer af de mørke områder viste tegn på klorofyl.

Tanken om at finde arktiske planter som lav og mos var dog ikke helt opgivet, da nogle astronomer mente at kunne se, at de mørke områder blev grønlige om sommeren på Mars.

Altså ingen gamle civilisationer, men måske mulighed for nogle få hårdføre planter.

LÆS OGSÅ: Er vi alene i rummet, fordi alle andre civilisationer er uddøde?

Mars i dag

Da de første rumsonder nåede frem til Mars, blev vi klar over, at den røde planet har en overflade dækket af store og små kratere. Gennem tiderne har mange hundrede astronomer omhyggeligt studeret Mars, men så vidt vi ved i dag, har kun en eller to astronomer måske set de største kratere på Mars gennem et teleskop.

Det viser, hvor vanskeligt det er at observere Mars her fra Jorden.

Rumsonderne viste også, at atmosfæren er 100 gange tyndere end her på Jorden, og at de mørke områder simpelthen er støv, som bliver flyttet omkring af vinden.

Den Mars, vi kender i dag, er meget forskellig fra Lowells Mars. Der er hverken kanaler eller vegetation. Vi ved nu, at kanalerne ikke er andet end tilfældige små områder af mørkt støv, som øjet så forbinder til streger.

Til gengæld rejser der sig flere steder nogle enorme vulkaner, langt større end nogen vulkan her på Jorden. Der er også en 4.000 km lang og op til 6 km dyb kløft, ligesom vi mange steder finder udtørrede flodlejer, der sandsynligvis har været uden vand i milliarder af år.

Det er dog ikke helt umuligt, at Mars for 2-4 milliarder år siden har mindet lidt om den klode, som Lowell drømte om, men i dag er den røde planet en iskold ørken med enorme støvstorme.

Lowells observationer er i dag skoleeksemplet på, hvor svært det er at observere en planet med det blotte øje – selv gennem en stor kikkert.

Og Lowell var heller ikke den eneste, der tog fejl. De planetkort, som på den tid blev tegnet af Merkur, har heller ikke meget med den virkelige Merkur at gøre.

På jagt efter en 9. planet

Lowell havde dog andre interesser end Mars. Især var han optaget af at finde en planet uden for Neptuns bane.

Da Lowell var en ganske habil matematiker, søgte han selv at beregne, hvor man skulle lede efter planeten. Beregningerne var baseret på, hvad man dengang mente var små afvigelser i banerne for Uranus og Neptun, som skyldtes tyngdekraften fra en endnu ukendt planet.

I dag ved vi, at der ikke er nogen afvigelser. Den værdi for Neptuns masse, som blev brugt i beregningerne, var simpelthen forkert. Fejlen blev først rettet i 1989, da Voyager 2 fløj forbi Neptun og gav en meget præcis måling af Neptuns masse.

Planeten blev ikke fundet i Lowells levetid, selvom den to gange blev fotograferet i 1915 - året før han døde - men ingen opdagede, at den lille lysprik på fotografierne var en ny planet. Det skete først i 1930, længe efter at Lowells død.

Opdagelsen af Pluto

Opdagelsen af Pluto blev foretaget af en ganske ung mand ved navn Clyde Tombaugh (1906-1997). Da Tombaugh blev ansat i 1929, var han blot en ung amatørastronom fra Kansas.

Hans far var gårdmand, men da en haglstorm ødelagde afgrøderne, var der ikke råd til at sende den unge Tombaugh på College.

I stedet byggede han sine egne kikkerter og sendte tegninger af Jupiter og Mars til Lowell-observatoriet, hvor astronomen Slipher nu var direktør.

At lede efter en lysprik

Slipher må have set et talent hos den unge Tombaugh, stort nok til at sætte ham til at lede efter ’Planet 9’, som vi i dag kender under navnet Pluto.

Det var en lang og træls opgave, som blev løst helt manuelt med en såkaldt ’Blink Comparator’:

Tombaugh skulle nat efter nat tage billeder af et område på himlen, og når billederne var fremkaldt, skulle han sammenligne billeder taget med nogle dages mellemrum af et bestemt område.

I 'Blink Comparatoren' kunne han let skifte mellem to billeder, og det, han ledte efter, var en lille lysprik som havde bevæget sig mellem de to optagelser.

Det tog flere måneder, før der kom gevinst 18. februar 1930.

Pluto var fundet, ikke mindst fordi Slipher mente at have råd til at ansætte en ung mand til et langvarigt arbejde, som meget vel kunne være endt uden resultat.

LÆS OGSÅ: Video: Flyv med hen over Pluto

Arven fra Lowell

Selv om Percival Lowell efterhånden er glemt, så er det observatorium, han byggede for egne penge, en vigtig arv. Opdagelsen af Pluto har nok været højdepunktet.

Han bør desuden huskes for at være den første, som valgte at bygge et observatorium, hvor himlen var mørk og klar, i stedet for at bygge nær et stort universitet.

I dag, hvor observatoriet har eksisteret i 125 år, anvendes det stadig til astronomisk forskning, og alle store observatorier bygges desuden så langt væk som muligt fra byer.

LÆS OGSÅ: Kan mennesker bo på Mars?

LÆS OGSÅ: Svampe på Mars? Nyt studie antyder, at planetens vand kan understøtte liv

LÆS OGSÅ: Vand på Mars gør bemandet rejse til planeten svær