Der var engang en hun-bi, der blev nødsaget til at foretage en nødlanding, men endte med at sidde fast i harpiks på et træ og senere blev konserveret i rav.
100 millioner år efter har forsker George Poinar Jr. fra Oregon State University nu identificeret den lille bi i et stykke rav, der har vist sig at være en gave til videnskaben.
Ifølge Oregon University er det er nemlig det ældste fossilfund af en bi med pollen – tillige er fossilet det første fund af en bi med små parasitter på.
Noget, som stadig findes på bier i dag, skriver det amerikanske universitet i en pressemeddelelse.
Derudover mener forskerne at have identificeret en ny familie, slægt og art, der er blevet døbt Discoscapa apicula.
Fossilet er fundet i Myanmar og stammer helt tilbage fra midt-kridttiden, og det kaster ifølge universitet et helt nyt lys på biernes tidlige udvikling, netop fordi et nærmere eftersyn af bien har vist, at den i hvert fald har besøgt en blomst, før den mødte sin klistrede fjende.
\ Læs mere
Bier er som bekendt et centralt element i naturen, fordi de er effektive bestøvere – de besøger planter og blomster og samler aktivt pollen. De overfører således pollen mellem planter.
Bier menes at have udviklet sig fra en tidlig art af hvepse. Forskerne skriver, at de første hvepse var rovdyr, altså kødædere, men derudover er det sparsomt med viden omkring biernes overgang til at ernære sig af pollen.
\ Læs mere
George Poinar Jr. fremhæver imidlertid, at der er noget unikt ved den nye slægt af bier, man har fundet.
»Hvad der er helt unikt ved den nye slægt af bier, som ikke findes på nogen eksisterende eller uddød afstamning af hvepse eller bier, er en forgrenet antenne,« forklarer forskeren.
Det tyder altså på, at biens antenne var delt op i to segmenter.
Ligeledes kan det nye fund være med til at klarlægge, hvordan bierne har udviklet sig.
Størstedelen af andre fossiler, som er blevet fundet, stammer nemlig fra omtrent 65 millioner år siden og ligner mere hvepse og bier fra nyere tid.
Forskerne er særligt interesserede i, hvordan de har udviklet sig til at leve af pollen, hvilket de håber nærmere undersøgelse kan være med til at opklare.
Studiet er udgivet i BioOne Complete.
\ Læs mere
\ Læs mere
nan