De to første uger i september bød på massive regnskyl i Middelhavsområdet.
Den 3. september oplevede Spanien voldsomme regnskyl på bare et par timer. Dagen efter var lavtrykssystemet Daniel skyld i massive oversvømmelser i Grækenland og Bulgarien, der varede i fire dage.
Og den 10. september, bare på én dag, ramte en ødelæggende oversvømmelse Libyen.
Alle tre episoder med voldsomt uvejr har forårsaget massive ødelæggelser, der har efterladt tusindvis hjemløse, døde og savnede.
Men hvor ofte vil denne type vilde vejrforhold forekomme i fremtiden, og vil de være lige så intense?
De spørgsmål har en gruppe forskere fra Grækenland, USA, Holland, Tyskland og England undersøgt ved at analysere klimadata fra før industrialiseringen og til i dag.
Det skriver det videnskabelige medie World Weather Attribution i en pressemeddelelse. WWA er et medie drevet af klimaforskere, der undersøger ekstreme vejrbegivenheder.
Forskerne har med andre ord brugt observationer og klimamodeller til at beregne, hvor ofte den slags vejrbegivenheder vil ske i fremtiden som følge af de menneskeskabte klimaforandringer.
Storm Daniel making its devastating landfall in Libya.
— CIRA (@CIRA_CSU) September 12, 2023
This time lapse shows Daniel's evolution over the last three days. pic.twitter.com/WfzJlrsfZN
Deres beregninger peger for eksempel på, at en lignende fire-dages begivenhed vil ramme Grækenland, Bulgarien og Tyrkiet (GBT-området) en gang mere, inden for de næste ti år.
\ Hvornår sker det igen?
Her kan du se forskernes beregninger for, hvornår et lignende uvejr statistisk set vil ramme igen:
- Spanien: En lignende begivenhed vil finde sted indenfor de næste 10 til 40 år.
- Grækenland: En lignende begivenhed vil finde sted indenfor de næste 80 til 250 år.
- Grækenland/Bulgarien/Tyrkiet-området: En lignende begivenhed vil finde sted indenfor de næste 5 til 10 år.
- Libyen: En lignende begivenhed vil finde sted indenfor de næste 300 til 600 år.
Overordnet lyder det måske ikke af meget, men beregningerne peger på, at for regionen Grækenland, Bulgarien og Tyrkiet har klimaforandringerne gjort det 10 gange mere sandsynligt, at et lignende uvejr rammer igen.
Og det uvejr vil være 40 procent mere intenst, end hvis man sammenligner med et klima, der er 1,2 grader køligere, end det er i dag.
For Libyen har klimaforandringerne ifølge modellerne gjort det 50 gange mere sandsynligt, at et lignende uvejr rammer igen, og at det vil være 50 procent mere intenst:
»Andre studier af ekstrem nedbør som følge af fremtidig opvarmning viser også en forøgelse af ekstrem nedbør, og det gør det sandsynligt, at den forøgelse, vi har observeret, med sikkerhed er en følge af klimaforandringerne,« skriver forskerne i pressemeddelelsen.
De ekstreme vejrbegivenheder skal dog også ses i den regionale kontekst, skriver de. Ser man på Grækenland, har landet været ramt af ekstreme varmebølger og naturbrande efterfulgt af ekstrem nedbør.
Den massive afskovning i landet og voksende byområder har gjort et stigende antal mennesker yderst sårbare over for oversvømmelser, og jorden er ikke i stand til at optage de massive vandmængder.
I Libyen forværrede den fortsatte konflikt og ustabilitet i landet problemerne og har bidraget til en dårlig vedligeholdelse af dæmningerne, som har sat befolkningens liv i fare.
Forskerne understreger dog samtidig, at rapportens fund er forbundet med store matematiske usikkerheder, da de ekstreme vejrforhold har fundet sted over et relativt lille område ved Middelhavet. Det skriver DR.
Men studiet fremstår ganske troværdigt, mener Sebastian Mernild, professor i klimaforandringer ved Syddansk Universitet, som har læst rapporten for DR.
Mernild er en af de danske hovedforfattere bag forårets klimarapport fra FN’s klimapanel (IPCC), og konklusionerne i rapporten fra World Weather Attribution flugter med den gængse forståelse.
»Så længe middeltemperaturen bliver ved med at stige, så ved vi, at bare halve graders opvarmning vil øge hyppigheden af temperaturekstremer, kraftigt nedbør og tørkehændelser. Så der er ikke noget her, der er overraskende,« siger han til DR.
Her kan du se rapporten, som er offentliggjort af World Weather Attribution.
les
































