I 2020 skete der noget hidtil uhørt og ærlig talt ganske skræmmende:
Omkring 350 elefanter i Botswana, unge som gamle, begyndte pludselig at vakle rundt i cirkler for så at falde døde om - uden nogen synlig grund.
Fænomenet tiltrak sig hurtigt hele verdens opmærksomhed, og forskere fra nær og fjern kom med bud som miltbrand, betændelse i hjertet eller sågar cyanid-forgiftning, dog uden at vi blev klogere.
Botswanas egen regering fik dog hurtigt en idé om, hvad der i virkeligheden foregik, og nu bakker et nyt studie deres hypotese op:
Elefanterne døde med al sandsynlighed af at drikke vand forgiftet med blågrønalger, også kendt som cyanobakterier.
Det skriver King's College London i en pressemeddelelse.
Hundreds of elephants dead in mysterious mass die-off in Botswana, government is yet to test the remains of the dead animals in what has been described as a ‘conservation disaster’ https://t.co/HUbzxcy4oz pic.twitter.com/GwKIxyULKY
— WildAid (@WildAid) July 1, 2020
For at bekræfte værtslandets egen tese brugte forskerne fra King's College London satellitdata til at sammenholde placeringen af 3.000 vandhuller med de døde elefanters.
Analysen viste, at vandhuller i nærheden af elefantligene havde et forhøjet niveau af algevækst, særligt i perioden omkring den pludselige massedød.
Årsagen til den voldsomme algevækst skal ifølge studiet findes i skiftet fra et historisk tørt år i 2019 til et voldsomt nedbørstungt år i 2020 - et skifte, der hænger sammen med klimaforandringerne.
Men selvom årsagen nu er fundet, så kan vi ikke nødvendigvis ånde lettet op, mener førsteforfatter bag det nye studie, Davide Lomeo.
»Det er virkelig trist, at så mange elefanter er døde, men det taler også ind i en global trend af pludselig, klima-relateret sygdom. Der er solide beviser, der peger på, at det her kan ske igen, og for en hvilken som helst dyreart,« udtaler Davide Lomeo til The Guardian.
Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Science of The Total Environment.
































